TV: Kun målene tæller

Spilovertag ligegyldigt: Det gælder om at få netmaskerne til blafre, hvis man vil vinde

Det var drengene fra Morten Børup-drengene, som havde flest chancer. Men det var ikke dem, der vandt opgøret. (Foto: Keld Kristensen)
Det var drengene fra Morten Børup-drengene, som havde flest chancer. Men det var ikke dem, der vandt opgøret. (Foto: Keld Kristensen)

Den gamle sandhed om, at det hold, der scorer flest mål, er bedst, blev genopfrisket i dag. Intet hold har vundet noget ved at have bolden mest eller at have flest chancer. Louis van Gaal bragte emnet på bane i aftes, da Manchester United tabte trods spilovertag, og Ståle Solbakken benytter ofte samme retorik. Men Morten Børup Skolens drenge lærte i dag, at det ikke nytter. Man taber, hvis man ikke scorer nok.

Vestergårdsskolens drenge tog imod drenge fra Morten Børup Skolen.

Se også: TV: Fra straffeskurk til hattrickhelt

Vestergårds glimrende tekniker Younes Hassan bragte sit hold foran, da Morten Børups målmand Peter Tønder allerede efter to minutter kom på mellemhånd ude i feltet, hvor han ikke fik fat i bolden. Det gjorde i stedet Younes, der elegant og kontrolleret løftede bolden ind over både keeper og en forsvarer på mållinjen til 1-0. En ganske hård straf i en kamp, der dårligt var begyndt.

Det rystede dog ikke Skanderborgdrengene, der tvang sig til et spilovertag, som efter 13 min. gav et straffespark, begået mod den vævre kantspiller Jacob Gadegaard. Han driblede sig flere fri på venstrekanten og skabte farlige situationer foran Vestergårdmålet. Anfører Mads Knudsen udnyttede sikkert.

— Jeg så, at målmanden stod på flade fødder og så vidste jeg, at han ikke ville kunne nå en hård, flad inderside, forklarede han efter kampen.

Se kampfakta her.

 

Positiv indstilling
— Vi vinder. Vi har ret godt styr på dem. Og så har vi Mads Knudsen med igen. Han har været ude med kyssesyge og har ikke spillet i over en måned. Det er en klar forstærkning, sagde både Jacob Gadegaard og Marcus Boa fra udeholdet efter pausen.

— Ja, men til gengæld er topscoreren fra sidste kamp Anders Spee ikke med. Han er blevet syg. Ham kunne vi godt have brugt i dag, forklarede træner Jeppe Marcussen.

Der måtte vand til. (Foto: Keld Kristensen)
Der måtte vand til. (Foto: Keld Kristensen)
 

På en af Vestergårds hurtige kontraangreb midt i halvlegen fik Morten Børup-forsvaret ikke clearet bolden. Endnu en fejl, som ikke nødvendigvis altid koster. Men i dag gjorde den. Harun Ali var hurtig over bolden og efter et hurtigt træk klappede han til bolden, der susede ind ved fjerneste stolpe, uden for Peter Tønders rækkevidde.

Inden da havde Morten Børup igen sat Vestergårdforsvaret under pres , men uden at score, fordi Vibydrengene var hurtigst og mest vågne.

Kampen sluttede 2-1 til Vestergård, som på dagen var knivskarpe, mens Skanderborgholdet var noget rustent oppe foran.

Det var gæsterne fra Morten Børup, der havde bolden mest, - og det var også dem, der havde de fleste chancer, men det var Vestergårdsskolens drenge der løb med sejren.

Ærgerlig anfører
Vi spurgte anfører og spidsangriber Mads Knudsen, om han var lidt rusten efter kyssesygen og den manglende spilletid i over en måned.

— Ja, det er jeg. Jeg kunne godt mærke, at det kneb lidt med timingen og teknikken, og det blev straffet i dag. Deres midterforsvar var godt. Men det var så fedt igen at kunne være med. Det har jeg glædet mig til at kunne. Så det er ærgerligt, at vi nu er færdige, lød det fra Mads.

Den analyse var helt korrekt. På vinderholdet er der mange åbenlyse talenter. I det fremadrettede spil brillerede Younis Hassan med en teknik og et overblik, som er sjældent set. Nede bagved var det de to midterforsvarere Abdellah Belgacem og Naseem Hawa, der huserede og kom i vejen i kraft af deres hurtighed og forudseenhed.