TV: Kynismen sejrede

Tænding på: Drengene fra Skødstrup Skole vadede i chancer, men brændte på stribe

Skødstrup Skole havde mange angreb i opgøret. (Foto: Per Lysdahl)
Skødstrup Skole havde mange angreb i opgøret. (Foto: Per Lysdahl)

Begge hold med deres trænere og dommeren var i tvivl om, det var muligt at gennemføre dagens kamp mellem drengene fra Sølystskolen og Skødstrup Skole. Ikke en streg var synlig på banen og dertil kunne lægges manglende hjørneflag. Det skabte vrede og bekymring i begge lejre.

— Jeg er sur og meget utilfreds med forholdene, lød det vredt fra Skødstrups træner Christian Lundberg. På spørgsmålet om han havde tænkt sig at indberette tilstandene, svarede han:

— Overhovedet ikke, og det uanset om vi vinder eller taber.

Se også: TV: Gik til stålet

Skødstrups træner var ikke tilfreds op til kampen. (Foto: Per Lysdahl)
Skødstrups træner var ikke tilfreds op til kampen. (Foto: Per Lysdahl)
 

Kamp blev der. Ved hjælp af adskillige kegler blev banen markeret, og gamet gik i gang.

Se kampfakta her.

Stor optimisme
Inden kampen var optimismen stor hos to af de bærende kræfter hos Sølystskolen, brødrene Andreas og Laurits Jerver:

— Vi er klar, og vi vinder i dag, lød det samstemmende fra de to.

Deres træner Kåre Simonsen var knap så sikker i sin sag:

— Det er jo kampen om mesterskabet i den nordlige del af Århus, og vi har ikke de bedste erfaringer med disse kampe. Men vi vil gøre vores bedste, lød det før kampstart.

Skødstrup levede op til favoritværdigheden fra start.

Holdet satte sig på spillet, men som det så tit går, slår det modsatte hold pludselig til.

I anfører Mads Winther havde hjemmeholdet en glimrende styrmand på midtbanen. Efter knap seks minutter var han på spil første gang.

Han slap fri på venstrekanten og sendte en flad aflevering ind foran mål, hvor Frederik Primdal kom styrtende til og med et behersket spark sendte kuglen i mål til overraskende 1-0.

Se også: TV: Mr. Assist

Det tog ikke modet fra gæsterne, der fortsatte med at styre spillet og skabe chancer.

Den bedste kom i form af et straffespark begået mod anfører Rasmus Lundberg, som selv tog sparket, men desværre for Skødstrup sendte han bolden på stolpen og derefter i spil igen.

Der blev flere muligheder til gæsterne, den bedste til Mads Pedersen, som hamrede bolden på overliggeren. Sølystskolen havde nok med at forsvare sig, og det gjorde de dygtigt og heldigt, anført af Martin Lübeck og Tobias Birk.

Hjemmeholdet var kyniske
En udvisning på 10 minutter til Tobias i slutningen af halvlegen fik konsekvenser i starten af anden halvleg.

På et smukt hovedstød af Oliver Leidorf efter oplæg fra Mads Petersen kom udligningen til 1-1, og spørgsmålet var nu, om Skødstrup ville køre den forventede sejr i land.

Hjemmeholdet var sjældne gæster i den modsatte ende af banen, men på deres første besøg tog Mads Winther et par smarte træk forbi et par modstandere, og på et behersket spark bragte han sit hold på 2-1.

Sølystskolen havde valgt i anden halvleg at skygge Skødstrups farligste spiller Rasmus Lundberg, og den opgave løste Mads Winther flot.

Mads Winther dækkede i anden halvleg Rasmus Lundberg massivt op. (Foto: Per Lysdahl)
Mads Winther dækkede i anden halvleg Rasmus Lundberg massivt op. (Foto: Per Lysdahl)
 

Med en stækket Rasmus Lundberg var Skødstrup Skole til slut tandløse, og det endte med, at Sølystskolen var nærmere 3 og 4 -1 på to gigantchancer, som blev misbrugt på det skammeligste.

Det blev ved 2-1 til Sølystskolen og dermed retten til at kalde sig mester i Nord Aarhus og retten til at møde Kragelundskolen i 5. runde.

Se også: TV: 'Kragerne' var knivskarpe

Skødstrup Skole må sande, at det ikke er nok at have hovedparten af spillet, der skal mål til.