TV: Lækkert mål trods røde ører

Sukkerbold: Jamie Hendrix scorede med ydersiden af foden i høj fart

Jamie Hendrix leverede et smukt mål. Foto: Henrik Schou
Jamie Hendrix leverede et smukt mål. Foto: Henrik Schou

LØSNING (Ekstra Bladet): Banens mindste var sat helt frem på toppen hos Løsning. Som den eneste på banen var hans knæ helt skjult, fordi de for store shorts gik helt ned over knægtens knæ, og strømperne var trukket op over samme knæ. Jamie Hendrix er ikke ret høj, men han var til gengæld hurtig – i starten af kampen.

-Jeg får scoret til 1-0 med ydersiden af foden helt ovre i modsatte side af målet. Målmanden kommer løbende ud i mig, så jeg lagde den bare roligt over i den anden side, selv om to mand er omkring, lyder det fra den blot 14-årige første målscorer.

Galleri: Løsning Skole - Rask Mølle Skole

Virkelig en flot kasse lige vippet i høj fart med venstre-skøjten, smukt lavet. Den venstrebenede havde kort efter endnu en chance, da han stadig blev brugt fornuftigt af holdet og fik bolden stukket i dybden.

Alt for stor en del af den resterende del af kampen var han næsten alene mod både tre og fire høje forsvarere. Det var alt for meget for den korte knægt, hvis hold dog alligevel kom foran endnu mere:

- Da vi kom foran 2-0, regnede jeg med, at nu var den hjemme. Vi tog nok for let på det og lukkede dem selv ind i forsvaret, hvor der var alt, alt for langt mellem spillerne, forklarer han og fortsætter:

- Vi spiller ikke sammen til hverdag, det kan man godt mærke. For vi burde have set, at vi skulle spille mere sammen og slippe bolden noget før. Holde den hos os, vi var jo foran!

TV: Sendt til tælling efter pausen

Varme ører og stenstøtter
Efter scoringen og chancen bagefter, var der ikke flere gennembrud til Jamie. Han løb ind i en serie af skuldre og albuer, der alle – på grund af hans højde – sad lige på ørerne af ham. De var lidt røde bagefter, til gengæld må de være blevet varme af alle de hug. Derfor mistede han også gejsten og kæmpede mindre og mindre mod sidste fløjt. 

Jamie fik en del albuer lige smask i ørerne. Foto: Henrik Schou
Jamie fik en del albuer lige smask i ørerne. Foto: Henrik Schou

-Jeg er da lidt øv nu. Den burde have været hjemme efter en føring på 2-0. Det er sgu træls. Men det er vores egen fejl at lukke dem ind igen, lyder det ærligt fra første målscorer.

Hans hold står som støtter i anden halvleg og gør det let for gæsterne at score, selv om de også brændte enorme chancer. Men de fik en pind mere end hjemmeholdet ind, så nu er de videre.

- Næste år går det ikke sådan. Der skal det bare være. Vi skal sgu videre og have nogle flere kampe. Det her er ikke godt nok, og så foran alle vores tilskuere. Det kan vi bare ikke være bekendt, slutter den korte og hurtige angriber.

Tak for i år til Løsning-drengene i Ekstra Bladet Skolefodbold.

Hør Jamie forklare om sin flotte scoring her: