TV: Landshold, legestue og Liverpool

Kølig kaptajn: Midterforsvarer Ea Rasmussen blev angriber på to minutter

Næsten den samme jubel efter hver scoring af Ea Rasmussen. Foto: Henrik Schou
Næsten den samme jubel efter hver scoring af Ea Rasmussen. Foto: Henrik Schou

HORSENS (Ekstra Bladet): - Hvis vi lige kan holde den her de sidste to minutter, så ender pigerne med at være bedre end drengene. De tabte jo med 15-0, lød det fra den søde træner, som havde taget hele den lange tur fra Samsø til Horsens med sine piger. På det tidspunkt manglede der ganske kort tid ved stillingen 13-0, som også blev det endelige resultat.

Han har i den grad forstået, at det i Ekstra Bladet Skolefodbold primært handler om at være med og få en på opleveren med sin skole. At det så for langt de fleste ender med et nederlag i verdens største skoleturnering, sådan er det jo. Kun to hold vinder finalerne til april i Odense. Men små 20.000 drenge og piger har hvert år kæmpet for skolens ære og glemmer det aldrig.

Galleri: Højvangskolen - Samsø Efterskole

Tyve mål
Gæsterne fra Samsø Efterskole kom ellers til fastlandet med en 4-1 sejr hjemme over den anden skole på øen. Samsø Skole fik bank i deres helt egen Robinson dyst, så Samsø Efterskole vandt retten til mødet med Højvangskolen. Den første kamp var nok sjovere under selve opgøret, men pigerne så nu ud til at have haft en god dag trods den overlegne endefuld af Horsens-tøserne.

Den suverænt dårligste vært var anføreren for hjemmeholdet, der selv scorede fem gange, havde nærgående forsøg på overligger og stolpe samt sidste fod på en del af de øvrige kasser i mål-orgiet.

- Der var ikke meget udfordring i det. Vi havde nok forventet noget mere fra dem her i anden runde. Men vi kom godt frem til chancerne og burde jo faktisk have rundet de tyve mål. Alt for mange angreb blev afsluttet for dårligt, lød analysen fra Ea Rasmussen.

Hun har helt ret. Med lidt mere fokus i den dejlige efterårssol havde de været noteret for over tyve mål. Nu må de så 'nøjes' med en samlet målscore efter to kampe på netop 20-0. Det skyldes dog i høj grad også, at modstanderne kun sjældent har været på besøg over midten.

Efter få minutter får Ea scoret til 2-0. Foto: Henrik Schou
Efter få minutter får Ea scoret til 2-0. Foto: Henrik Schou

Mindede om ishockey
Ea startede kampen lige foran målmanden og holdt sig langt tilbage. I små to minutter.

- Vi skulle lige se dem an, derfor begyndte jeg på min vante plads i midterforsvaret. Der skete bare ingenting, storsmiler pigen med de to fletninger og fortsætter:

- Jeg kunne jo hurtigt se, at på den måde ville jeg ikke være med i kampen, så jeg smuttede længere og længere med frem.

Det var næsten som at se en hund, der langsomt kryber frem langs gulvet. Ea skiftede fra pladsen længst bagude til at spille på toppen samt deltage i samtlige dødbolde inde midt i klumpen. Fem mål og flere nærgående forsøg med begge ben og endda hovedet for den ellers ikke ret høje profil. Blot 167 centimeter måler den 15-årige.

Men det var til at forstå, at hun gik med frem. Hun elsker at være i nærheden af bolden, det lyser ud af hende. Kampen mindede også mest af alt om, når man i en ishockey-kamp spiller med en i undertal. Det kaldes power-play og er bare spil til et mål, hvor der konstant bare lures på chancen for at fyre på kassen.

TV: Stensikker fighter: Vi når finalen

Blevet spottet
Hun behøver nu ellers ikke gå med frem for at kunne råbe sine medspillere op, hun er udmærket til at blive hørt. Dog mest i starten, det løb lidt ud i fjorden længere henne.

- Jeg er nok anfører igen i år, fordi jeg siger meget på banen. Og så er jeg god til at gå foran med et godt eksempel, så de andre kan kigge på mig og læne sig op ad mig.

Det bør de også gøre, da anføreren er den klart bedste spiller. Hun gør også noget for det.

- Nu spiller jeg i Kolding Q på U18, så jeg bruger ret meget tid på transport hver uge. Der skal jeg træne to-tre gange, og så træner jeg i Horsens to gange, bl.a. i min gamle klub AC Horsens. Plus kampene selvfølgelig, så det bliver til ret meget.

Andre har også fået øjnene op for hendes kvaliteter. 

Kom så, piger! God lyd på i starten af kampen, senere blev hun noget tavs. Foto: Henrik Schou
Kom så, piger! God lyd på i starten af kampen, senere blev hun noget tavs. Foto: Henrik Schou

Kørte modstanderen over

Kan røre drømmen
Ea Rasmussen er nemlig udtaget til den trup, der kæmper om at blive til det endelige U16-landshold i oktober. De skal på tur til Tyskland og spille to kampe mod værterne. Først efter spilletid på den tur kan man kalde sig landsholdsspiller. Det fylder rigtig meget inde bag de lyse lokker:

- Det er da mega nederen, hvis man ikke ender med at komme med. Men så må man bare kæmpe for at imponere og komme med næste gang. Der er så mange gode med i den store trup, og der er jo ikke plads til alle. Der er stor konkurrence.

Dybt i hendes øjne ser man tydeligt, at hun ikke ønsker at tænke for meget på den del. Drømmen er så tæt på, at hun næsten kan røre den.

- Det ville bare være så mega stort at få lov at stå der og lytte til nationalsangen i rødt og hvidt tøj. Det kunne være så kæmpe stort, man fatter det næsten ikke, lyder det med nærmest dirrende stemme og blinkende øjne.

- At stå der og få lov at spille med, det er jo det højeste, vi kan opnå. En belønning for alt det hårde arbejde gennem så mange år.

TV: Landshold, fødselsdag og syv kasser

Kamp nummer 13
Der er dog stadig noget tid til, at den vidunderlige/forfærdelige besked modtages. I mellemtiden står den på Ekstra Bladet Skolefodbold.

- Det betyder jo ikke det samme mere. Jeg har været med siden sjette klasse, så det her er mit fjerde år. I starten kæmpede man jo helt vildt, og det var ih og åh så sejt. Især fordi jeg kom med så tidligt også. Det var mega sejt dengang, forklarer hun og husker pludselig:

- Faktisk har jeg kun en eneste fidusbamse derhjemme efter alle de kampe over fire sæsoner. Og jeg fik den heller ikke her efter at have scoret fem gange, nu må der da snart falde en makker til den derhjemme af.

Hun er ikke helt tilfreds trods den store sejr og de mange mål:

- Det er jeg da ikke helt tilfreds med. Oftest spiller jeg hele kampen, men jeg hører rigtigt til nede i midterforsvaret, hvor man ikke lægger lige så meget mærke til mig.

Endnu et stort smil, de falder let for hende. Hun har nu spillet 12 kampe i verdens største skoleturnering. For to år siden (hvor hun også fik sin fidusbamse) nåede holdet fem kampe og helt frem til kreds-semifinalen, hvor det i et drama blev til et tæt 4-5-nederlag på straffe efter 0-0 til de evige rivaler fra Kragelundskolen. De sidste tre år har hun lavet et mål i de 10 kampe. I år er det blevet til syv mål i to kampe.

Næste kamp i tredje runde mod vinderen af denne kamp bliver nummer 13 for Ea i hendes karriere. Ikke mange når så højt op. Mon ikke det også bliver til flere mål fra det store talent.

Flyvende kaptajn Rasmussen er allerede lettet mod tredje runde i Ekstra Bladet Skolefodbold. Foto: Henrik Schou
Flyvende kaptajn Rasmussen er allerede lettet mod tredje runde i Ekstra Bladet Skolefodbold. Foto: Henrik Schou

Galleri: Højvangskolen - Samsø Efterskole

Captain Fantastic
Ea er uden tvivl en dygtig spiller, der går op i at vinde og vil fighte sig frem gennem venner og fjender. Sammenspillet med især Camilla Bendorf på midten var godt, de to havde et godt øje til hinanden. Lille Camilla nød godt af flotte frispilninger fra Ea, som hun kunne udnytte sin gode fart på. Det blev til tre scoringer fra hendes støvler. De to sammen er farlige.

Anføreren kan sagtens blive bedre til at lede og fordele på banen. Det er endnu mere vigtigt på skoleholdet, hvor truppen er samlet på tværs af klasser og årgange. Holdet vil stå endnu bedre rustet mod de kommende modstandere, hvis Ea bruger sit super overblik til at få de andre til at vokse og blive bedre.

Rollen som kaptajn for Højvangskolen tager hun alvorligt. Præcis som sit store idol.

- Jeg har altid holdt med Liverpool, det er kun blevet bedre, efter de har fået Klopp som træner. De spiller den slags fodbold, jeg elsker at se på. Dem har jeg plakater med derhjemme. Altså Liverpool, Suarez og så den bedste af dem alle: Steven Gerrard.

Den tidligere anfører med hele 504 kampe for klubben blev som bekendt kaldt 'Captain Fantastic' i de engelske medier, fordi han havde enorm værdi for sit hold og har reddet dem i så vigtige situationer.

- Jeg forsøger også at være 'Captain Fantastic' for mit hold, storsmiler hun endnu en gang.

For at samle inspiration skal Ea i efterårsferien med familien til Liverpool for at se holdet spille hjemme på legendariske Anfield. Det bliver første besøg hos favoritholdet og en god måde at fordrive ventetiden på frem mod den længe ventede besked: Får hun debut på det danske U16-landshold, når de første og tredje november ude møder Tyskland.

Hør Ea fortælle om landsholdet:

Galleri: Højvangskolen - Samsø Efterskole

Skøn jubel efter de første mål, kort efter gad de ikke gøre så meget ud af det mere. Foto: Henrik Schou
Skøn jubel efter de første mål, kort efter gad de ikke gøre så meget ud af det mere. Foto: Henrik Schou

TV: Stensikker fighter: Vi når finalen

De glade piger fra Horsens efter første scoring. Foto: Henrik Schou
De glade piger fra Horsens efter første scoring. Foto: Henrik Schou

Galleri: Højvangskolen - Samsø Efterskole