TV: Måtte slide for det

Vågnede sent: Udeholdets benhårde taktik virkede i størstedelen af kampen

Julie Gregers og Amalie Malling fra Skåde. Foto: Keld Kristensen
Julie Gregers og Amalie Malling fra Skåde. Foto: Keld Kristensen

Trods klare fordele i både teknisk kunnen og spilforståelse kneb det langt mere end ventet for Skåde Skoles piger at hente en sejr hjem mod Gammelgaardsskolen. Det blev dog den rigtige vinder, vi fik, da Skåde sejrede med 3-1, men udeholdet havde meget ære af kampen. Især af den læring, de fik og anvendte undervejs, hvor det så ud til at kunne blive en walkover for hjemmeholdet.

Se kampfakta her.

Se også: TV: Klar til fjerde runde

Passiv start
Hjemmeholdet kom til kampen med en 4-1 sejr over Ungdomsskolen Ry i bagagen, mens gæsterne havde vundet 4-2 på straffespark i deres seneste opgør. Blot et minut og 20 sekunder gik der, da hjemmeholdets anfører og bomber på venstrekanten Helene Nellemoes afdriblede tre forsvarere fra udeholdet og stensikkert passerede keeper Rose Axelsen til 1-0.

Dermed blev det skåret ud i pap for udeholdet, at kampen var i gang samt, at Helene ikke skulle have blot en meters frit løb i resten af kampen, hvis ikke hun alene skulle tromle gæsterne over ende.

Den meget svære markeringsopgave fik først Marie Mors og senere Silke Thøgersen, der begge gjorde det meget svært for Helene at sprudle, som hun ellers både kan og vil. Det tvang Helene til at flakke mere, end hun plejer for at få plads til sine finurlige, snævre driblinger og til at komme i drive fremad.

Se også: TV: Ungt mandskab imponerede

Grus i maskineriet
Udeholdet var lidt for passive i de første 10 minutter, hvor hjemmeholdet fik overladt alt for meget plads til at spille bolden rundt, hvilket resulterede i endnu en kasse.

Amalie Malling med en 9. klassepiges fysik, selv om hun kun går i 7. klasse, viste sin overlegne sparketeknik første gang efter 10 minutter, hvor hun fra kanten af feltet huggede bolden op i venstre hjørne til 2-0.

Se målet her:

Det virkede som om, at målet endelig fortalte udeholdet, at det ikke gik med den afventende, bakkende taktik. På den måde ville hjemmeholdets langt bedre teknikere få for let spil, så holdet sadlede om til noget, der minder om den ukrainske fodboldskole: Tætte markeringer overalt på den bagerste tredjedel af banen for at kunne spille på egne fysiske fordele. Lange bolde frem til anfører Johanne Østergård, der selv måtte klare de offensive ærter.

Og denne østeuropæisk inspirerede spillestil gav pote. Gæsterne fik smidt grus i maskineriet, og da Helene Nellemoes fik sig en pause på bænken allerede efter 20 minutter, sluttede halvlegen helt lige, men med hjemmeholdet foran 2-0.

Udeholdet sad helt tæt på værterne. Foto: Keld Kristensen
Udeholdet sad helt tæt på værterne. Foto: Keld Kristensen

Se også: TV: Afgørelsen faldt til sidst

Opbyggelig pause
Udeholdets træner Jesper Krog uddybede i pausen sin ukrainske spillemodel for pigerne, som lyttede og forstod at omsætte ordene til virkelighed.

Hør pausesnakken her:

Straks efter halvandet minuts spil i anden halvleg lykkedes taktikken, hvor udeholdets Johanne Østergård overspurtede Astrid Holst fra hjemmeholdet på højrekanten og reducerede til 2-1.

Det blev til ca. et kvarters spilstyring til gæsterne imod alle odds, men udeholdet gik virkelig ind og markerede, at de ikke havde til hensigt at lægge sig.

Anført af dynamoen Julie Thomasen, anfører Johanne Østergaard og fidusmodtager Silke Thøgersen fightede de hjemmeholdets midtbane på retræten og udnyttede til fulde deres større fysik, så teknikerne fra hjemmeholdet blev tvunget til at spille baglæns. Det skal dog tilføjes, at kampen også viste, at hjemmeholdet er meget afhængige af Helene Nellemoes, der sad ude til ca. 10 minutter inde i anden halvleg.

Helene Nellemoes er en meget vigtig spiller for Skåde. Foto: Keld Kristensen
Helene Nellemoes er en meget vigtig spiller for Skåde. Foto: Keld Kristensen

Se også: TV: Har indstillet sigtekornet

Dygtige boldspillere
Hjemmeholdet har seks spillere med fra 7. klasse, og de syner ikke af meget, men kan utrolig meget med bolden, hvis de får plads. Kampens lektie var, at de ikke må få den plads, hvilket udeholdet på fornem vis praktiserede.

Kampen blev en demonstration af, at man når langt gennem vilje og fight, udført klogt som hold med en bastant defensiv og vægt på én mod én duellerne, hvor de små teknikere tabte balance og overblikket.

Gæsterne spillede sig ikke til mange chancer, men kunne dog godt have udlignet til 2-2 med lidt held, hvilket ikke ville have været retfærdigt.

Det lykkedes ikke. Fidusmodtager Amalie Malling lukkede kampen med endnu et smukt, smukt langskudsmål op i krydset til 3-1 10 minutter før tid. Herfra tog hjemmeholdet igen over og kunne have udbygget sejren, dog uden held.

Se også: Ramte bedre på chancerne

Ikke så meget hæl og tå
Skådes hold er spændende og med stor fremtid i. I denne kamp blev det hele for ineffektivt, fordi spillerne for ofte brugte deres driblinger passivt eller blev fanget i dem.

Der skal trænes i at spille bolden første gang og i at omsætte én måske to driblinger til noget offensivt og effektivt sammenspil, hvor spillernes hurtighed og boldbehandling kan udfolde sig. I dette opgør blev alt for mange stoppet, fordi de ikke spillede sig ud af situationerne hurtigt nok.

Kan de forbedre dette og glemme de for hyppige driblinger, så bliver holdet rigtig ubehageligt at møde. I næste runde venter vinderen af kampen imellem Sejs Skole og Kjellerup Skole.

Seneste Skolefodbold
Mest læste Skolefodbold
Hent flere
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Nanna C. Pedersen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen