TV: Slap med skrækken

Gik næsten galt: Favoritterne var tæt på at snuble i tredje runde

Ungdomsskolen varmede omhyggeligt op, men det var lige ved at gå galt alligevel. (Foto: Per Lysdahl)
Ungdomsskolen varmede omhyggeligt op, men det var lige ved at gå galt alligevel. (Foto: Per Lysdahl)

BMI anlægget i dag var ikke klar til skolefodbold, da pigerne fra Beder Skole tog imod Ungdomsskolen Ry til dagens kamp i tredje runde i verdens største skolefodboldturnering.

I sidste øjeblik blev banen kridtet op. (Foto: Per Lysdahl)
I sidste øjeblik blev banen kridtet op. (Foto: Per Lysdahl)
 

Af de to baner, der var til rådighed, stod den ene under vand og på den anden var stregerne totalt skyllet bort af regnen. Men fodbold blev det da til, takket være en hurtigt tilkaldt 'kridtmand', som fik stregerne delvist genetableret.

Begge dagens hold havde imponeret i deres første kampe, og der var lagt op til en spændende og jævnbyrdig affære, måske med gæsterne som svage favoritter.

Se kampfakta her

— Vi kan ikke prale af, at have så mange og sammenspillede fodboldspillere som Ry, men vores piger er nogle boldtalenter, der kan lidt af hvert, lød det fra en ikke særlig optimistisk træner, Morten Søllested, fra Beder Skole før kampen.

I det havde han ret, da dagens modstander kunne mønstre et hold stort set af gengangere fra de seneste to år, og som kender hinanden fra dagligdagen i deres klubber.

Se også: TV: Ry regerede

Overraskelsen lurede
Det spilovertag, man forventede Ry-pigerne ville starte kampen, med forsvandt som dug for solen. De virkede slet ikke klar, trods en omhyggelig og grundig opvarmning. Beder-pigerne gik friskt til sagen fra start.

Allerede i det femte minut gav det pote, da Emilie Kristensen scorede til 1-0. En god organiseret midtbane hos hjemmeholdet med Hanne Nielsen, Laura Ross og Freja Stage som de toneangivende, gik godt til værks.

Ry-pigernes bagerste forsvar virkede rystet. På to gode chancer lidt senere kunne hjemmeholdet have bragt sig yderligere i front, men udeholdet slap med skrækken. Lidt efter lidt kom gæsterne til et spilovertag, men mere end et par chancer blev det ikke til. Der skulle hjælp til fra hjemmeholdet, inden udligningen faldt. Beders sædvanligvis solide anfører, Mathilde Madsen, som i dag var præget af sygdom, kiksede i forsvaret, og på denne gratis chance gjorde Vilja Pedersen det til 1-1. Fortjent efter spillet, men det var Beder, der i første halvleg havde de bedste målchancer.

Se også: Beder var bedst

Tilfreds med resultatet - men ikke mere
Ry fortsatte med at være spilstyrende i anden halvleg. Offensivt havde Ry i  Frederikke Kristensen, Vilja Pedersen og Camilla Højgaard nogle farlige, angrebslystne spillere, men hjemmeholdet kæmpede bravt, og holdt i de fleste tilfælde angriberne fra fadet.

Det blev produceret store chancer i begge ender af banen, men bedst som det hele lignede en afgørelse på straffespark, kom afgørelsen. Camilla Højgaard fik tilkæmpet sig bolden i det kriminelle felt, og efter hendes afslutning havde danset på mållinjen og ramt stolpen, sneg den sig i nettet uden chance for målmand Sigrid Nielsen. 2-1 til Ungdomsskolen Ry endte det, og dermed billet til fjerde runde i årets turnering. Efter spil og chancer en heldig, men retfærdig sejr.

Ry-pigernes træner, Thomas, var da heller ikke en særlig tilfreds mand efter kampen.

— I var slet ikke klar fra start i dag. Sidste gang fik I ros, men det gør I ikke denne gang. Jeg er tilfreds med resultatet, men så heller ikke mere, lød svadaen til spillerne efter kampen.

Beder-pigerne solgte sig dyrt, og kan bestemt være tilfredse og stolte over deres præstation i årets turnering.

1 af 2 Træner Morten Søllested, Beder Skole. (Foto: Per Lysdahl)
2 af 2 Ungdomsskolen varmede omhyggeligt op, men det var lige ved at gå galt alligevel. (Foto: Per Lysdahl)