TV: Succes på eget græs

Ekstremt: 300 tilskuere overværede sejr

Målmanden Anton fra Hasle Skole kunne ikke forhindre nederlag på trods af fantastisk præstation. Foto: Keld Kristensen
Målmanden Anton fra Hasle Skole kunne ikke forhindre nederlag på trods af fantastisk præstation. Foto: Keld Kristensen

- Det er 11-12 år siden, vi sidst spillede her på skolens egen boldbane, sagde træner Jesper Krog fra Gammelgaardsskolen før dagens tidlige kamp mod naboerne fra Hasle Skole.

- Den lokale klub har i de mellemliggende år kun haft to 7-mandsbaner her. Men vi opdagede, at i år var der kridtet op til en stor bane med store mål, så det igen blev muligt at spille en rigtig ”hjemmekamp” på skolen. Her bliver vi, sluttede han.

Se kampfakta her.

Se også: Gjorde comeback med manér

Stor opbakning
På trods af kamptidspunktet 08.15 havde mindst 300 tilskuere taget opstilling på linjerne for at heppe. Det er noget, skoleholdet ikke har været vant til. De seneste år er det maksimum 20 mennesker, der har sneget sig ned til holdets kampe.

Og det kunne høres, når hjemmeholdet i perioder skabte farlige situationer og scorede deres mål. Men det gav muligvis også drengene nogle uvante nerver, for der gik temmelig lang tid, før spillet begyndte at arte sig.

Hele 300 tilskuere så kampen. Foto: Keld Kristensen
Hele 300 tilskuere så kampen. Foto: Keld Kristensen

Se også: TV: Soloture sikrede sejr

Chanceløs
Med nogle ganske få undtagelser blev de første 30 minutter kedelige. Drengene var tilsyneladende ikke vant til at skulle yde noget fysisk så tidligt på dagen, for spillet hang ikke sammen for nogen af holdene. Det blev til en del dribleri og upræcist sparkeri, der kun førte få chancer med sig. Midtvejs begyndte man dog at ane, hvilken vej vinden blæste, da værterne langsomt tiltvang sig boldbesiddelsen. Men de få gennemspillede angreb gav ikke pote. Det var mest på grund af gæsternes fremragende keeper Anton, der sikkert greb ind i hele straffesparksfeltet.

Bedste chance var et frispark lige uden for feltet, men endnu en gang var Anton klar i målet.

Se også: TV: Hattrick-helten Seedorf

Tilfældig føring
Mens vi ventede på, at hjemmeholdet skulle score og derved skaffe sig lidt ro, randt halvlegen ud. Udeholdets angreb blev færre og færre, men i de døende sekunder fik holdet er hjørnespark. Bawan var heldig at komme til at ramme bolden, så den sneg sig ind bag Tobias Jørgensen i hjemmeholdets mål. 1-0 til gæsterne. Alle blev overraskede, ikke mindst Bawan selv.

Se også: Rodet affære

Værterne vågnede
Straks fra starten af anden halvleg skiftede kampen karakter. Værterne kom ud af hullerne med energi og tro på, at de kunne vende kampen. Og vupti. Efter blot tre minutter stod det 2-1 til hjemmeholdet. Først parerede keeper Anton det første forsøg ude i feltet blot for at se Ilias Dakir rapt snuppe returen og score til 1-1. Og minuttet efter begik Hamsa fra Hasle Skole et klokkeklart straffespark, som Sander Petersen udnyttede til 2-1.

Se også: Lokalrivaler bragede sammen

11 mod 10
Fra da af var det op ad bakke for gæsterne. Det blev kun forstærket af, at holdet fik sit første gule kort efter blot seks minutter af anden halvleg. Senere indkasserede de endnu to gule kort, så resten af halvlegen blev spillet i undertal.

Angrebene rullede frem i en lind strøm, og var det ikke for Anton i målet, så var hjemmeholdets sejr blevet tocifret. Hans indsats gennem kampen var fantastisk. Han greb ind overalt. Han gjorde Gammelgaardsskolens angribere usikre og nølende, og han formåede også at skræmme Ilias Dakir til at overplacere endnu et straffespark, så bolden røg ved siden af.

Se også: TV: Årets første i verdens største

Afslutningen
Med blot fem minutter igen var stillingen stadig 2-1 til hjemmeholdet.

Ud af ingenting skete der så det, som gør fodbold så forunderligt. Værterne pressede fremad og havde nok mistet respekten for modstanderne, da Madt fra udeholdet fangede bolden omkring banens midte. Efter et par træk valgte han at sparke langt udefra og udlignede til 2-2.

Heldigvis for hjemmeholdet var Nur Branco vågen og på pletten, da gæsternes forsvar minuttet efter ikke fik clearet bolden. Ilias sendte bolden i fødderne på Nur, der skulle bruge to forsøg på at sikre sejren på 3-2.

KAMPFAKTA:

Resultat:

Gammelgaardsskolen - Hasle Skole, 3-2

Prisvindere:

Fidusbamser:

Marius Jakobsen, Gammelgaardsskolen

Anton, Hasle Skole

Fairplay-håndklæde:

Søren, Hasle Skole


Se en af Antons flotte redninger:

Seneste Skolefodbold
Mest læste Skolefodbold
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere