Højvang holdt hof

Mål på stribe: Der blev kæmpet flot fra udeholdet, men de fik alligevel ni mål imod sig

Freja Skindbjerg i Sønderholm-målet kæmpede ihærdigt for at holde Højvang-drengene fra scoringer. (Foto: Ib Alstrup)
Freja Skindbjerg i Sønderholm-målet kæmpede ihærdigt for at holde Højvang-drengene fra scoringer. (Foto: Ib Alstrup)

Det blev en hård formiddag for de tapre drenge fra Sønderholm Skole, da de på Svenstrup Stadion mødte Højvangskolen.

De måtte rejse hjem med et nederlag på 1-9.

Nullet holdt dog efter nogenlunde jævnbyrdighed i 11 minutter, indtil hjemmeholdets lynhurtige Rasmus Ørtoft scorede det første af sine i alt tre mål. Hjemmeholdet pressede hårdt på, og i halvlegens sidste 10 minutter nettede de yderligere fire gange.

Se kampfakta her.

Se også: Vandt uden opvarmning

Omrokering i pausen
Sønderholms anfører og midtbaneslider Anders Holt dirigerede i pausen.

— Vi omrokerer ved at pakke os lidt mere kompakt sammen i forsvaret. På midtbanen ved at trække de to kanter indad, så det bliver sværere for Højvangskolens hurtige angribere at spille sig igennem på midten, lød beskeden fra anføreren.

Taktikken lykkedes faktisk fra starten af anden halvleg. Hjemmeholdet scorede ganske vist et hurtigt mål, men Sønderholm svarede flot igen med et par gode opløb og fik endda scoret til 1-6.

Først imod slutningen af kampen scorede Højvangskolen tre hurtige mål til slutresultatet 9-1.

Se også: Seje piger: Sjovere med drengene

Et enormt arbejde
På Sønderholms hold gjorde især Anders Holt og Julie Kowalski et kæmpearbejde - trods det store nederlag.

Anders Holt og Julie Kowalski kæmpede alt, hvad de kunne. (Foto: Ib Alstrup)
Anders Holt og Julie Kowalski kæmpede alt, hvad de kunne. (Foto: Ib Alstrup)
 

Men også Freja Skindjerg i målet gjorde, hvad hun kunne for at begrænse nederlaget, selvom hun flere gange røg i hårde sammenstød med modstandernes angribere.

Til daglig vogter hun målet hos St. Restrups U15 Piger.

Vi fangede den ene af Højvangskolens to trænere Ole Kræmmer efter kampen.

— Sidste år tabte vi til min tvillingbror Pers hold fra Nørre Uttrup Skole i 4. runde efter straffespark, så dem vil vi bare ikke møde igen, lød meldingen fra træneren.

Højvangskolen møder i hvert fald ikke Nørre Uttrup i næste runde, for der møder de Gl. Lindholm Skole.