Lokalbrag

Stillingskrigen skudt i gang: Der skulle gå en rum tid, før der blev taget hul på scoringerne

Der blev desværre ikke taget fotos under denne kamp. Det skal derfor understreges, at det ikke er de to omtalte hold, som ses på billedet. (Foto: Henrik Schou)
Der blev desværre ikke taget fotos under denne kamp. Det skal derfor understreges, at det ikke er de to omtalte hold, som ses på billedet. (Foto: Henrik Schou)

Nordstjerneskolens drenge tog imod drengene fra Frydenstrandskolen.

En kamp, der på forhånd var udråbt til et brag af et lokalopgør. Elever, spillere, trænere og fans omtalte kampen som 'The Rumble in The Jungle'. Et internt opgør imellem de to sammenlagte skoler. Ligeledes er de to holds spillere fordelt på forskellige hold i de to lokale klubber FFI og Bangsbo Freja. Dertil kan nævnes, at kampen blev afviklet i en særdeles fair ånd. Begge holds spillere havde respekt for hinandens evner og formåen på banen

Kampen blev overværet af 300-400 elever, der skabte en herlig og festlig kulisse i solen.

Se kampfakta her.

Se også: Overmagten

Fysisk affære
Man må sige at tilskuere fik, hvad de kom efter. Første halvleg bar præg af et massivt fysisk tryk fra Frydenstrand-drengene. Nordstjerneskolen kunne ikke rigtig få det polerede spil til at flyde. Specielt det bomstærke forsvar fra Frydenstrand erobrede og drev bolden opad ad banen.

Ofte med afleveringer til Jonas Norheim, der med lidt større held kunne have scoret. Forsvareren Sebastian Yder og netop Norheim havde mange dueller. Begge drenge signalerede styrke og ville kæmpe for deres skole.

Nordstjerneskolen måtte i første halvleg spille på omstillinger og lange bolde bagom om forsvaret, dog uden at det gav de helt store chancer. De chancer der var, tog målmanden Hazar sig sikkert af.

Se også: Vil nå længere end drengene

Meget mere spil
Ved anden halvlegs start var det tydeligt, at Nordstjerneskolen havde i sinde at 'lege' med, og der kom fra start langt mere flow i spillet. Dette resulterede i adskillige store chancer, men igen var Hazar en sikker sidste skanse.

Forløsningen kom, da Anders Ehlers på flotteste vis helflugtede en bold fra kanten af feltet. Et halvhårdt og velplaceret hug forbi en chanceløs målmand. 1-0 til Nordstjerneskolen. Stor jubel blandt spillere og tilskuere.

Frydenstrand forsøgte igen at trykke på, men nu havde Nordstjernen et klart overtag i både spil og chancer.

Afgørelsen kom otte minutter før tid, da en yderst velspillende anfører Jonas Markfoged på elegant vis afdriblede et par forsvarere og med et velplaceret spark scorede til slutresultatet 2-0.

Nordstjerneskolen er dermed videre til næste runde, hvor de møder vinderen af kampen imellem Hirtshals Storcenter og Vrå Skole.