Lyn og torden i rette tid

Held i uheld: Uvejr stoppede for ydmygelsen

To af pigerne der nåede at lave mål på samlebånd, inden uvejret indtræf. Foto: Ib Alstrup
To af pigerne der nåede at lave mål på samlebånd, inden uvejret indtræf. Foto: Ib Alstrup

Opgøret stod mellem pigerne fra Gug Skole og Mellervangskolen. Her måtte dommeren afbryde kampen ni minutter før tid, da flere lyn efterfulgt af kraftig torden pludselig flænsede himlen

Det betød nemlig, at gæsterne fra Mellervangsskolen holdt hjemmeholdet nede på 11 scoringer. Drengene havde for to dage siden tabt den tilsvarende kamp med 0-14.

Også i dette opgør i Ekstra Bladet Skolefodbold stod det hurtigt klart, at styrkeforholdet tydeligt var i Gug Skoles favør.

Se kampfakta her.

Se også: Videre efter våd straffeduel

Suveræne fra start til slut
Allerede efter et minut og fyrre sekunder måtte gæsternes målmand Mille pille den første bold ud af sine netmasker. Det var Lærke Elkjer, der efter et stort klumpspil fik sidste tå på bolden. Efter fem minutters spil var spændingen helt forduftet med to mål fra Mia og Julie, og bolden havde endnu ikke været på hjemmeholdets banehalvdel.

Mille gav en hurtig kommentar og sagde følgende:

- Jeg og Sofie aftalte, at vi skulle vogte buret i en halvleg hver. Jeg har kun prøvet at stå i mål i håndbold. Jeg tror, de får mange mål.

Gæsterne fra Mellervangskolen tog afklapsningen med godt humør og kløede på så godt, de kunne. Men når kun et par af holdkammeraterne overhovedet spillede fodbold i klub, og de fleste gik i 7. klasse, skulle det næsten gå galt.

Da kampen blev fløjtet i gang, var uvejret endnu ikke kommet. Foto: Ib Alstrup
Da kampen blev fløjtet i gang, var uvejret endnu ikke kommet. Foto: Ib Alstrup

Se også: Fantastiske Ali slog til

Ingen svagheder
Hjemmeholdet var faktisk helt uden svage punkter. Et homogent hold med flere rigtig gode boldspillere. Stærkest i billedet stod midtbaneslideren Frida og de to angribere Julie og Lærke. Sidst men ikke mindst var der skarpretteren Nanna.

7-0 til hjemmeholdet var stillingen ved pausen, og det var nok noget i underkanten, for bolden dansede flere gange på målstregen, ligesom Mille fik god hjælp fra stolperne og overliggeren.

I pausen lød det fra Mellervang-træner Ejub.

- I gør det udmærket piger. Skal vi ikke blive enige om, at I går ud og viser, at I er bedre end drengene.

Se også: Tju bang Thawng

Uvejret indtræf
Det lykkedes med god hjælp fra uvejret. For dommeren afbrød kampen ved stillingen på 11-0. Afslutningsmålet var en typisk opskrift for hjemmeholdet. En flad aflevering fra højre fløj, en inderside fra Lærke og så lå bolden i kassen.

Gug Skole fik den ventede sejr, men de har altså også noget at leve op til. Sidste år blev det til fem sejre, inden nederlaget til fodboldklassen fra Muldbjerg, som ikke er med i år. 

Det blev kun til den ene optræden for Mellervangsskolen, men det tog de bare som en oplevelse.

Gug møder i næste kamp vinderen af Svenstrup Skole og Gistrup Skole.