Nulløsning og straffe

Parkerede bussen: Gæsterne frygtede hjemmeholdets målfarlige angriber

For anden gang kunne Vestervang Skole juble efter en straffesparkskonkurrence. Foto: Hans Erik Nielsen
For anden gang kunne Vestervang Skole juble efter en straffesparkskonkurrence. Foto: Hans Erik Nielsen

Tirsdag tog drengene fra Resen Skole imod Vestervang Skole i 4. runde af Ekstra Bladet Skolefodbold.

Opgøret blev aldrig en kamp med mange målchancer. Men det var Resen Skole, der var bedst og havde de fleste målchancer.

Holdet kunne desværre for dem bare ikke finde vej til målet. Det skyldes ikke mindst, at Vestervang Skole havde valgt at parkere bussen nede foran eget straffesparksfelt og sætte to spillere til hele tiden at være i nærheden af værternes topscorer Andreas Hedegaard, der inden kampen havde scoret otte mål.

Se kampfakta her.

Se også: Kjær slog til i lokalopgør

Afgjort fra pletten
Gæsterne var klar over, at Andreas havde scoret otte ud af Resen Skoles ni mål inden denne kamp. Han blev faktisk mandsopdækket af Lasse Simonsen og Gustav Ejlersen gennem samtlige 60 minutter. Den opgave klarede de to på fornem vis.

Taktikken lykkedes, og der blev ikke scoret i den ordinære kamp. Tættest på var Resen Skoles Casper Frølund med et spark på overliggeren, men ind ville bolden ikke.

Værternes tilskuere var klar på sidelinjen. Foto: Hans Erik Nielsen
Værternes tilskuere var klar på sidelinjen. Foto: Hans Erik Nielsen

De to hold måtte derfor ud i straffesparkskonkurrence. Her viste Vestervang Skole sig at være bedst, idet skolen scorede på fire ud af fem spark mod Resen Skoles to ud af fire spark. Så Vestervang Skoles spillere kunne juble efter kampen. Det er anden gang, at Vestervang Skole har vundet efter straffe i denne sæson af Ekstra Bladet Skolefodbold.

KAMPFAKTA:

Resultat:
Resen Skole - Vestervang Skole, 0-0 (efter straffe: 2-4)

Prisvindere:
Vindere af fidusbamserne:
Mikkel Skov, Resen Skole
Lasse Simonsen, Vestervang Skole

Vinderen af fairplay-håndklædet:
David Sørensen, Resen Skole

Se også: Hattrick-helt slog til

Kunne ikke score
Efter kampen sagde Lasse Simonsen fra Vestervang Skole:

- Vi havde jo hørt rygterne om den målfarlige Andreas Hedegaard. Så vi valgte fra start at parkere bussen foran eget straffesparksfelt og så satse på straffesparkskonkurrencen. Denne taktik lykkedes til fulde, så vi er meget tilfredse med sejren og venter nu spændte på, hvem vi skal møde næste gang.

Mikkel Skov fra Resen Skole sagde efter kampen:
- Vi var bedst spillende gennem hele kampen, men vi kunne ikke score. Det er jo målene der tæller, så det blev desværre Vestervang Skole, der var bedst til sidst.

Seneste Skolefodbold
Mest læste Skolefodbold
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere