TV: Den mindste var den største

Slog favoritterne ud: Lille Markus var med til at hive sejren i hus med tre mål

'Store' Mikkel og 'Lille' Markus fra Aabybro Skole leverede en flot indsats i kampen mod Muldbjerg Skolen 2. Foto: Ib Alstrup
'Store' Mikkel og 'Lille' Markus fra Aabybro Skole leverede en flot indsats i kampen mod Muldbjerg Skolen 2. Foto: Ib Alstrup

Denne kamp mellem drengene fra Muldbjerg Skolen 2 på hjemmebane og Aabybro Skole på udebane blev ganske vist spillet på Kvindeklubben Fortunas anlæg i Hjørring.

Men opgøret blev ikke desto mindre en rigtig herrefight. Der blev kæmpet, så det slog gnister. Sommetider var det også lidt over stregen. Det resulterede da også i fire advarsler undervejs. Tre til værterne og en enkelt til gæsterne. Hjemmeholdets advarsel nummer to og tre faldt i kampens sidste ti minutter, da de med tydelige frustrationer kæmpede desperat for en udligning.

Se kampfakta her.

Se også: TV: Gav stor modstand

Forskel på holdene
Værterne havde tidligere vundet 4-0, og gæsterne havde tidligere vundet 2-0. Udeholdet var helt bevidste om modstanderens styrke på holdet med stort set alle spillere med dagligt virke på U16 og 17-niveau i HI og Vendsyssel.

Gæsternes spillere går i den lokale Aabybro Idrætsforening. Omvendt ville hjemmeholdet gå ind til opgaven med den nødvendige respekt, men ventede helt klart at vinde opgøret.

Udeholdet måtte i hast ændre opstilling, da den sædvanlige målmand Magnus Sloth uheldigvis blev skadet under opvarmningen. I stedet måtte Alexander Nørgaard påtage sig målmandsposten.

- Jeg er normalt kantspiller og slet ikke vant til at stå i mål, men jeg kan kun gøre mit bedste, sagde han.

Der var kamp om bolden i nogle angreb. Foto: Ib Alstrup
Der var kamp om bolden i nogle angreb. Foto: Ib Alstrup

Se også: Magnus' magiske mål

Højt tempo
Kampen startede i hæsblæsende tempo med flere farlige angreb til begge hold. Især midtbanespilleren Markus Hyldahl hos udeholdet gjorde sig bemærket lige fra start.

Han er lille af størrelse, men med et kæmpetalent. Han var her, der og alle vegne. Der skulle da også kun gå lidt mere end et minut, før et par snævre driblinger resulterede i et straffespark. Det blev dømt for benspænd.

Han scorede selv sikkert. Men da værterne bare fire minutter senere fik udlignet til 1-1 med et godt mål af Joakim Eriksen efter nogle kontraer, kunne man godt forestille sig, at nu ville de bare køre sikkert derudad.

Gæsterne ville det dog anderledes. En løs bold ude fra omkring pletten blev bare banket utageligt i kassen af Frederik Nielsen.

Hjemmeholdets Frederik Jensen udlignede til 2-2 på et ganske hårdt frispark. Han skød lige på Alexander, der uheldigvis lod den smutte under sine fødder. Typisk for en helt urutinerede målmand, der ellers indtil da havde præsteret adskillige fine indgreb.

Med en advarsel til værterne og et par bragende langskud fra deres Christian Kudahl og gæsternes Hyldahl lige over eller ved siden af mål, kunne vi gå til pausen med stillingen 2-2. Mere spændende kunne det næsten ikke være.

I pausen lød det i udeholdets lejr:

- Vi er 'underdogs'. Vi ved, de er kæmpefavoritter, men I gør det fantastisk. Bliv nu ved. Bare ærgerligt for Alexander med den smutter ved 2-2 målet, sagde træneren til drengene.

Hos værternes træner Mads lød det:

- I buser lidt for meget på. Spil nu bolden rundt, så har I dem. Kom nu gutter. Giv den nu lidt mere, sagde Mads til hans drenge.

Muldbjerg Skolen 2s Alexander var klar til angreb. Foto: Ib Alstrup
Muldbjerg Skolen 2s Alexander var klar til angreb. Foto: Ib Alstrup

Se også: TV: Efter 11-1: De andre kæmpede godt

Endnu mere pres på
Kampens intensitet steg. Den lå på vippen og kunne tilsyneladende gå til begge sider. I løbet af halvlegen trådte udeholdets flot kæmpende drenge virkelig i karakter.

I forsvaret viste de tre bagerste Jacob Engelbrechtsen, Mikkel Hemmingsen og anfører Mikkel Mølgaard stor styrke og lige så stort fighterhjerte. På midtbanen var det allestedsnærværende Hyldahl og i angrebet den agressive og lynhurtige Frederik Nielsen, der faldt mest i øjnene.

Hos hjemmeholdet sled og slæbte alle, men der kom aldrig det glid og den ro over spillet, som der var lagt op til.

Anføreren Markus Hansen og Christian Kudahl serverede mange fine bolde ind fra fløjene, men det var ikke de øvrige angriberes dag.

Hyldahl lavede to scoringer i halvlegens 5. og 27. minut. Det sidste var et frispark helt oppe i trekanten. Så var kampen nærmest afgjort.

Men med en sidste kraftanstrengelse bragte værterne fornyet spænding ind i opgøret. Det var Jonathan Shalom, der reducerede efter et godt gennembrud. Men gæsterne red stormen af og kunne juble over den nok uventede sejr på 4-3.

Hør Aabybro Skoles anfører Mikkel fortælle om forventningerne til kampen her:

Seneste Skolefodbold
Mest læste Skolefodbold
Hent flere
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Nanna C. Pedersen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen