TV: Elkær med ægte hattrick i kredsfinalen

Fremragende debut: Frederik Elkær sikrede kvartfinalepladsen

Tre fingre var fremme hos Frederik Elkær, da han efter 22.minutter havde lavet sit hattrick. Foto: Henrik Schou
Tre fingre var fremme hos Frederik Elkær, da han efter 22.minutter havde lavet sit hattrick. Foto: Henrik Schou

VIBORG (Ekstra Bladet): 'Jeg kom, jeg så, jeg sejrede'. Sådan lyder det berømte citat fra den store romerske feltherre Julius Cæsar, der var i front for store krige i kampen for at indtage mere land.

Helt så blodigt var det heldigvis ikke i drengenes kredsfinale i Jylland Nord mellem Nordre Skole og Gistrup Skole. Her døde ingen, og ofrene fik alligevel sølvmedaljer. Men guldet gik til Nordre Skole, som meget fortjent bankede gæsterne med hele 5-0. Præcis det samme resultat som i pigernes kredsfinale dagen før.

Hærføreren hed dog denne gang ikke Cæsar, navnet er Frederik Elkær. Han skrev sig også ind i historiebøgerne. På flere måder.

Se også: Galleri: Nordre Skole - Gistrup Skole

Lyntoget stoppede
Der har alle dage været debat om, hvornår et hattrick er et 'ægte hattrick'. Eller et 'vaskeægte hattrick'. Et hattrick er naturligvis tre må af samme spiller, men det ægte er, når målene er scoret i samme halvleg. Det vaskeægte kommer ind, når de er scoret, uden andre har fået bolden i kassen.

Netop dette skete for Frederik Elkær, der på små 19 minutter i første halvleg lukkede og slukkede kredsfinalen med sine tre smukke perler på en snor.

- Det har jeg vist kun prøvet for en del år siden som U13-spiller, lød det efter kampen fra 15-årige Frederik Elkær.

Hans soloshow vendte alt på hovedet.

- At vi får de tre mål så hurtigt, det ændrer jo hele kampen, siger han og uddyber:

- Vi skulle lige se dem an og lukke deres anfører ned og se, hvad de egentlig kunne. Bagefter skulle vi så lægge pres på dem.

Hjemmeholdet brugte nu kun ganske få minutter på at tjekke gæsterne ud, før lyntoget i form af Elkær stoppede tre gange foran den stakkels keeper i modsatte ende.

Jubel efter første scoring allerede i det tredje minut. Foto: Henrik Schou
Jubel efter første scoring allerede i det tredje minut. Foto: Henrik Schou

Se også: TV: Storsejr sikrede kvartfinaleplads

Elsker at score
- De to første er frispilninger, hvor jeg løber i dybden og fra højre side af målet får bolden ind, forklarer han og fortsætter:

- Nummer tre var et indlæg fra venstre side, som jeg får ind med venstre ben. Så jeg laver to med højre og et med venstre.

Især det sidste mål var af høj klasse. Bolden kom hurtigt ind i feltet, hvor Frederik drejede om sin egen akse og placerede bolden væk fra keeperen. Han kan sparke med begge ben, men kalder sig selv venstrebenet. Det er dog svært at se på banen, hvilket er med til at gøre ham farligere end de fleste slanger.

Elkær sender bolden mellem benene på keeperen til 1-0. Foto: Henrik Schou
Elkær sender bolden mellem benene på keeperen til 1-0. Foto: Henrik Schou

- Jeg elsker at score mål, det bliver man aldrig træt af. Så jeg ville da også gerne have lavet flere, men det lykkedes desværre ikke, lyder det fra hattrick-helten med et stort smil.

Han havde flere nærgående forsøg tæt på kassen i anden halvleg. Hver gang sparkede han ned i kunstgræsset eller ud i luften i utilfredshed med ikke at have scoret igen.

Det siger han selv om målene:

Se også: TV: Står det rigtige sted

Første kamp nogensinde
Ingen mindes at have set en anden drenge-spiller, som i en kredsfinale i verdens største skoleturnering har lavet et vaskeægte hattrick. Men det er ikke det eneste opsigtsvækkende ved Frederik Elkær.

Kredsfinalen var nemlig knægtens FØRSTE kamp nogensinde i Ekstra Bladet Skolefodbold!

- Ja, jeg har aldrig spillet en kamp før på det her hold. Så i dag var min debut, og det gik da meget fint, lyder det igen med smil på.

- Jeg har haft mere fokus på at spille for klubben her i Viborg. Men jeg var udtaget til en kamp for et stykke tid siden, der var jeg bare syg. Så træneren på skoleholdet har aldrig før set mig spille.

Enhver form for logik vil sige, at træneren sætter navnet Elkær på holdkortet som det første i forårets kvartfinaler.

- Det er da rigtig lækkert at spille for sin skole. Og især at komme så langt som nu, det her er vist vores rekord.

Nordre Skole har i år spillet seks kampe, hvilket de også opnåede i 2003. Så rekorden er i hus med den flotte sejr.

Boldøje, teknik og overblik. Foto: Henrik Schou
Boldøje, teknik og overblik. Foto: Henrik Schou

Se også: Nordre Skole klar til kvartfinalen

Fri som fuglen
Efter at have scoret tre ud af fem kasser har helten fået blod på tanden. Mere vil have mere.

- Jeg er da langt fra færdig med at score. Måske kommer der et hattrick mere i kvartfinalen.

Det kan der let komme, hvis modstanderne ikke læser med på disse linjer og forbereder sig på målræven. Det kunne Gistrup af gode grunde ikke, da Fredrik spillede sin første kamp. Men de lod ham få alt, alt for meget plads.

- Jeg har aldrig nogensinde prøvet at få så meget plads at lege på før. Det var helt vildt, lød det fra Elkær.

Han kunne også gøre nærmest, som det passede ham. Ingen passede på ham - heller ikke efter første scoring. Det var dumt.

- Det var dejligt at kunne give de mange tilskuere en sejr her på skolens egen bane. Nu bliver det bare fedt at komme tilbage, mon ikke de små ser op til os som de store helte nu, slutter han med endnu et smil om kap med solen.

 

Det er vist ikke kun de små elever, der er glade for de nye helte. Foto: Henrik Schou
Det er vist ikke kun de små elever, der er glade for de nye helte. Foto: Henrik Schou

Se også: TV: Anfører: Vi laver for mange fejl

Frederik i fælles jubel med holdets topscorer. Foto: Henrik Schou
Frederik i fælles jubel med holdets topscorer. Foto: Henrik Schou

Se også: TV: Åbnede og lukkede kredsfinalen

Han er både hurtig og rasende farlig. Foto: Henrik Schou
Han er både hurtig og rasende farlig. Foto: Henrik Schou

Se også: Galleri: Nordre Skole - Gistrup Skole

1 af 4 Den anden kasse. Foto: Henrik Schou
2 af 4 Lidt fat i trøjen havde de på begge hold. Foto: Henrik Schou
3 af 4 Gæsternes keeper måtte se fem bolde i eget net, men han stod faktisk en fin kamp med flere gode redninger. Foto: Henrik Schou
4 af 4 Tre fingre var fremme hos Frederik Elkær, da han efter 22.minutter havde lavet sit hattrick. Foto: Henrik Schou
Seneste Skolefodbold
Mest læste Skolefodbold
Hent flere
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Peter Roelsgaard
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen