TV: Glat bane fik stor indflydelse

Faldne spillere: Der lå ofte mindst én spiller ned, som var faldet på den glatte bane

Her blev det 1-0 til udeholdet ved Lasse Rask. Foto: Preben Krøldrup
Her blev det 1-0 til udeholdet ved Lasse Rask. Foto: Preben Krøldrup

Drengene fra Østermarkskolen i Aars lagde i formiddag deres vej forbi Assens Skole, hvor de afviklede deres indbyrdes opgør i fjerde runde af Ekstra Bladet Skolefodbold. Efterårsvejret havde heldigvis vist sig fra sin pæneste side, da kampen blev afviklet i solskin.

Se kampfakta her.

TV: Casper i målhumør

Stærke keepere
Begge hold havde profiler på målmandsposten, da Assens keeperen Mads Thomsen reddede det afgørende straffespark i holdets 6-5 sejr over Rosendalskolen i sidste runde.

-Jeg gentager med garanti succesen fra sidste kamp i dag, hvis det skulle blive nødvendig, udtalte Mads med et glimt i øjet.

Statistikken for keeperen fra Østermarkskolen Nicolae Taratu var om muligt endnu bedre, da han har holdt buret rent i holdets to første kampe med en målscore på 8-0.

Nicolae udtalte:

-Jeg har et godt forsvar foran mig, der kæmper, så det er også en af forklaringerne på, at det er gået så godt.

Hør fra de to her:

Glat bane
De to tvillingebrødre fra 7. klasse, Magnus og Victor Norlyk fra Østermarkskolen, glædede sig også meget til kampen. Drengene udtalte:

- Det var fedt at spille kampen mod Aars Skole sidste gang med ca. 500 tilskuere på flankerne. Mindre kan også gøre det i dag, men vi vinder helt sikkert opgøret, da vi møder op med en stor selvtillid i bagagen til kampen.

Hør fra de to her:

Vi var herefter klar til at få matchen sat i gang.

Der var god opbakning til hjemmeholdet. Foto: Preben Krøldrup
Der var god opbakning til hjemmeholdet. Foto: Preben Krøldrup

Som en følge af heftig regn op til kampen, var banen glat, hvilket klart havde en stor indflydelse på spillet. Eksempelvis havde flere af aktørerne mere end svært ved at stå fast, hvorfor der ofte var en spiller, der lå på banen. Heldigvis gav det glatte føre ikke anledning til, at nogle af drengene blev skadet.

Østermarkskolen kom bedst fra start, hvorfor målmand Mads Thomsen fik brug for alle de kompetencer, der netop gjorde, at han var sit holds redningsplanke fra sidste kamp. Mads var rigtig god til at læse spillet og dermed gribe ind, når det var nødvendigt.

TV: Lige duel måtte ud i straffe

Måtte overgive sig
I første halvleg 17. minut måtte Mads dog overgive sig, da Lasse Rask fra Østermarkskolen kunne bringe sit hold foran med 1-0 efter et glimrende gennemført angreb, hvor Casper Hansen med sin assist lagde den målgivende aflevering til målscoreren.

Vi opleverede såvel før som efter det tidspunkt flere gode tiltag til yderligere scoringer fra Østermarkskolen, men drengene løb ofte i Assens' offsidefælder, da de havde mere end svært ved at blive på den rigtige side af bolden og næstsidste modstander.

I første halvleg 22. minut lykkedes det så for Casper Hansen fra Østermark at bringe sit hold foran med 2-0, da han efter en dribletur over en længere afstand huggede bolden ind i det lange hjørne helt uden chance for Assens-keeperen. I det sidste minut af første halvleg havde Lasse Thomsen fra Assens Skole en friløber, som han burde have scoret på, var bemærkningerne fra hans medspillere.

Træner Brian Svenningsen, Assens Skole, kunne herefter kalde sine drenge i samråd. Her var budskabet i pausesnakken ganske klart:

- I skal være tættere på jeres markeringer.

- Bliv mere tydelige i jeres verbale anvisninger til hinanden, flere skal tage ansvar, og så skal I spille bolden hurtigere rundt på den glatte bane. Det er et godt hold, vi er oppe imod, men hvis vi taber, skal vi se hinanden i øjnene efter kampen.

Pausesnak i Assens-lejren. Foto: Preben Krøldrup
Pausesnak i Assens-lejren. Foto: Preben Krøldrup

Lukkede og slukkede
Denne peptalk så ud til at have den ønskede virkning på drengene, da der blandt andet var mere bid i tacklingerne nu, end tilfældet havde været i første halvleg. 

Som lyn fra en klar himmel slog drengene fra Østermark atter til, da Jeppe Hald dukkede op på det rette sted, hvorefter han kunne bringe sit hold foran med 3-0. Forarbejdet til scoringen kom fra Emil Krogh, der på aldeles glimrende vis rykkede af sted på flanken og med sin flotte assist netop fandt Jeppe, der ikke svigtede sine holdkammerater.

Assens-drengene kastede herefter flere folk frem på banen med henblik på igen at kunne komme ind i kampen. Her kunne Daniel Nielsen atter have bragt lidt spænding, da han i 42. minut blev sendt af sted i dybden på et godt kontraangreb. Keeper Nicolae Taratu, Østermarkskolen, som ikke havde haft meget at lave mellem stængerne, løb glimrende ud af sit mål og fik hermed lukket den store chance ned.

Assens-drengene kæmpede ufortrødent videre, hvor især anfører Max Balslev, der også til daglig spiller i Hobro, var en medvirkende årsag til, at holdet ikke faldt sammen. I halvlegens 20. minut sendte Morten Hejlskov fra Østermark et projektil af sted, hvor overliggeren dog forhindrede bolden i at gå ind.

I det 54. minut gentog Atundula Uria succesen fra før, hvor hans langskud endte inde i målet bag en chanceløs Mads Thomsen. Hermed var stillingen så 4-0, hvilket også endte med at blive kampens resultat.

Da dommeren fløjtede kampen af, var der en vis skuffelse at spore hos drengene fra Assens. Dog var alle enige om, at de havde tabt til en bedre modstander.

Drengene fra Østermarkskolen kunne nu se frem til at møde Farsø Skole i den næste kamp. Keeper Nicolae Taratu håber, at han modtager større udfordringer her:

- Så jeg kan vise holdet, hvilke kvaliteter jeg har, lød det. 

Drengene fra Østermark var tilfredse efter kampen. Foto: Preben Krøldrup
Drengene fra Østermark var tilfredse efter kampen. Foto: Preben Krøldrup