TV: Holdt ikke skansen

Havde overtaget: Der var intet at stille op mod det store pres

Hjemmeholdets keepere var prisgivet ved alle mål. Foto: Ib Alstrup
Hjemmeholdets keepere var prisgivet ved alle mål. Foto: Ib Alstrup

I et dejlig mildt efterårsvejr og på en rigtig god fodboldbane på Lerumbakken i Nørresundby tog Skansevejens Skole imod Sulsted Skole i 2. runde af Ekstra Bladet Skolefodbold.

Hjemmeholdet havde hevet en smal sejr på straffespark hjem i deres første kamp. Hvordan Sulsted stod skulle først vise sig i denne kamp. De fik nemlig en 3-0 sejr uden kamp i 1. runde.

Se kampfakta her.

Se også: Holdt skansen i straffe

Satte sig på kampen
Straks fra start blev tilskuerne vidne til en masse godt spil - især fra udeholdets side. Sjovt nok præsterede gæsterne at have både de to mindste og de to højeste spillere på banen.

Ida Hvede og Freja Damsgaard var faktisk kun 11 år og gik kun i 5. klasse. Men det viste sig ikke at være nogen hindring for deres evner på en fodboldbane. Modsat ragede tvillingerne Mille og Sofie Dahl godt i vejret, skønt de kun gik i 8. klasse. Sofie spiller til daglig U15 i AaB, mens Mille hellere vil være hjemme på U15 i Sulsted.

Sulsted Skole satte sig på kampen straks fra første fløjt. De fik flere muligheder, og efter ti minutters spil omsatte Camilla Bang en friløber til en sikker scoring. Også den lynhurtige fløj Nana Haastrup viste fine takter med gode ryk på fløjen. I forsvaret viste Natascha Macgregor, der lige som Sofie spiller i AaB, sikkert spil som bagerste mand.

Hør fra kampens to anførere inden kampen her:

Se også: TV: Trak fra til sidst

Målmanden blev snydt
Værterne viste meget godt spil midt på banen, men kom ikke til de helt store chancer. Det så ud som om, at en eventuel scoring skulle komme fra den teknisk stærke og elegante midtbanespiller Selma Christensen. Men både hende og de øvrige spillere på midtbanen og i angrebet havde svære betingelser mod et særdeles stærkt og homogent udehold.

Lige efter 1-0-scoringen havde udeholdet og Camilla Bang en kæmpe chance for at gøre det til 2-0. Men Mathilde Vanderskrog i hjemmeholdets mål gik flot ud og reddede.

- Nu må vi se, hvad vi kan gøre. Vi er tydeligvis oppe mod et godt hold, lød det allerede ved 1-0 fra hjemmeholdets trænere.

Omvendt var troen på et godt resultat voksende fra Mads og Jesper i gæsternes lejr.

- Vi vidste godt, vi havde et halvgodt hold. Men man er altid lidt usikker i første kamp, lød det.

Udtalelsen kom, efter at Mille Dahl sendte et langskud afsted. Bolden ramte Ida Hvede og snød Mathilde i målet til en 2-0-føring.

I halvlegens sidste minut var Ida så på pletten igen. Hun skød på mål, og en forsvarsspiller var så uheldig at snitte bolden, så Mathilde endnu en gang blev snydt.

Kampens prisvindere. Foto: Ib Alstrup
Kampens prisvindere. Foto: Ib Alstrup

Se også: Ensidig forestilling

Lukkede og slukkede
Med 3-0 ved pausen så det nu mere end svært ud for hjemmeholdet.

- Gå nu ud og klø på, så skal I nok få et mål eller to, lød det fra Robin og Bo i værternes hjørne.

Men igen straks fra start fortsatte Sulsted Skole med at dominere spillet. Trods stor vilje var overmagten for stor for hjemmeholdet.

Allerede efter seks minutter kunne Camilla score sit andet og kampens fjerde mål. Hun snoede sig smart fri af sin oppasser og scorede sikkert.

Hjemmeholdet havde i pausen skiftet målvogter Mathilde ud med Mia Madsen. Men begge var prisgivet ved samtlige mål.

- Ingen af os står på mål til daglig, så vi aftalte bare at tage en halvleg hver, kom det fra Mia.

Latasja Petersen i Sulsted Skoles mål blev stort set ikke sat på alvorlige prøver.

- Det var måske heldigt, for jeg har kun prøvet at stå i mål i håndbold, indrømmede hun efter kampen.

Ti minutter før slutfløjtet kunne Mille Dahl cementere den sikre sejr med scoring til 5-0 efter noget klumpspil.

KAMPFAKTA:

Resultat:
Skansevejens Skole - Sulsted Skole, 0-5

Prisvindere:
Vindere af fidusbamserne:
Mathilde Mørch, Skansevejens Skole
Ida Hvede, Sulsted Skole

Vinderen af fairplay-håndklædet:
Anna Østerbæk, Skansevejens Skole

Hør fra tvillingeparret Mille og Sofie Dahl efter kampen her: