TV: 'Pandebåndet' blev den store helt

Drama mod nord: Kaptajnen måtte gå forrest og vise vejen til målet

STILLE NU..kaptajn Casper Dyrholm måtte komme nede fra forsvaret og op i angrebet for at score, når nu angrebet ikke kunne. (Foto: Henrik Schou)
STILLE NU..kaptajn Casper Dyrholm måtte komme nede fra forsvaret og op i angrebet for at score, når nu angrebet ikke kunne. (Foto: Henrik Schou)

STØVRING (Ekstra Bladet): At 'løbe panden mod en mur' er et ofte brugt udtryk i Danmark. Når man prøver og prøver, men bare ikke rigtig kommer nogen vegne. Andet end at slå sig. Lidt sådan var det for Kragelundskolen, der igen og igen forsøgte at bryde gennem forsvaret hos Karensmindeskolen.

Her var det bare ikke en mur, de løb panden mod. Det var til gengæld 'Pandebåndet' i skikkelse af anfører Casper Dyrholm.

Se også: Galleri: Karensmindeskolen - Kragelundskolen

Tandløst angreb
Med sine 185 centimeter og små 85 kilo fylder den kun 15-årige knægt mere end mange fuldvoksne mænd, det giver blå mærker at forsøge sig med at komme forbi ham. Det lykkedes da heller ikke for gæsterne i langt størstedelen af kampen. Jylland Midt-vinderne havde nu heller ikke meget at byde på oppe foran, det var tæt på tandløst i angrebet.

Men de få gennembrud, der var især i første halvleg, blev håndteret med sikker hånd. Eller bryst, skulder og støvler af især store Casper Dyrholm, der placerer sig rigtig godt og står irriterende placeret, hvis et angreb er i gang. Mod slutningen af kampen kom han og resten af forsvaret dog under mere pres, og der blev ikke givet de store karakterer for det kønne spil, der bestod primært af en eneste ting: Los bolden væk. Langt væk.

- Det gik fint nok før pausen, hvor vi også er foran 1-0. Men i anden halvleg blev det alt for meget losseri. De fik os for langt tilbage, lyder det kløgtigt fra Casper, som fortsætter:

- I semifinalen skal vi helt klart holde presset længere oppe. Det lykkedes jo også til at starte med her, hvor vi fik presset dem og især deres målmand til de usikre spark flere gange.

Se også: TV: Brændte direktører gav semifinale

'Pandebåndet' bruger både arme og ben for ikke at blive passeret. (Foto: Henrik Schou)
'Pandebåndet' bruger både arme og ben for ikke at blive passeret. (Foto: Henrik Schou)

Mor tvang ham til frisøren
Tjansen som anfører er ikke uvant for ham, det er præcis den samme rolle og plads i midterforsvaret i den lokale klub Støvring IF. Otte ud af 10 fra holdet i Ekstra Bladet Skolefodbold spiller også sammen til hverdag, hvilket giver drengene en kæmpe fordel.

- Det er naturligt for mig at være den, der prøver at snakke de andre op, så vi ikke falder sammen. Det prøvede jeg også, da de kom på 1-1, så vi kom frem på banen igen med brystet først. Vi skulle vise, at det var vores kamp. At det var vores semifinale.

Det gik fint. Faktisk gik kaptajnen så meget foran, at han endte med at blive dagens helt store helt i det nordlige Jylland.

- Jeg går altid med op ved hjørnespark for at skabe uro i feltet. Og for at få fyldt op med vores spillere, så vi bliver sværere at dække op, forklarer den høje fyr med de lange lokker, der kræver pandebånd for at holde sig på plads. Håret var dog længere i kredsfinalen tilbage i november:

- Ja, det er blevet en del kortere nu. Det var min mor, der synes, at nu var det blevet for langt. Så skulle jeg klippes lige før jul, men jeg skal stadig kunne bruge pandebånd, storgriner den glade vinder, der endte med at blive matchvinder med en meget sjælden scoring fra hans støvler.

Se også: TV: Adrenalinen hamrede gennem kroppen

Den største kamp nogensinde
Mellem venner og fjender skete det pludselig:

- Der er noget klumpspil med vildt mange spillere i det lille felt, og så ligger bolden pludselig foran mig, og jeg losser den bare med det samme op i hjørnet med højre ben, fortæller han livligt og uddyber:

- 'Fucking yes', tænkte jeg bare. Det var så fedt at se den gå ind. Jeg scorer jo så sjældent, og det her var så vigtigt. Det er jo nok den vigtigste kamp, vi nogensinde kommer til at spille.

Hvad så med semifinalen?

- Nå ja, det er selvfølgelig også stort. Men faktisk tror jeg, at det her føles større, fordi det var på vores egen hjemmebane foran så mange ellevilde tilskuere. Stemningen var virkelig fed i dag, så presset var stort på os.

Den livsvigtige scoring til 2-1. (Foto: Henrik Schou)
Den livsvigtige scoring til 2-1. (Foto: Henrik Schou)

Den jubel er ikke til at tage fejl. (Foto: Henrik Schou)
Den jubel er ikke til at tage fejl. (Foto: Henrik Schou)

Se også: TV: Bordtennis og musik inden sejr

Stor fan af Ramos
'Pandebåndet' (som er hans nye øgenavn hos Ekstra Bladet) kunne da også mærke presset før kampen.

- Det var sgu lidt svært at sove i aftes. Jeg lå og tænkte på kampen og især på resultatet. Sådan havde de fleste af de andre det også, der har været nerver på. Det var også det sidste, jeg tænkte på, før jeg lukkede øjnene.

Hjemme på drengeværelset med de mange Real Madrid-plakater stod han op til det samme pres igen:

- Selvfølgelig tænkte jeg også på det som det første i morges, der var da kriller i maven. Det var sgu også lidt svært at få noget ned ved morgenbordet. Jeg var nervøs og spændt, men på den gode måde.

Det ville også være underligt ikke at kunne mærke, at man skal til at spille om en plads i semfinalen i verdens største skoleturnering. En plads blandt de fire bedste i hele landet. En kamp fra finalen i Odense 28.april - med Ekstra Bladet Skolefodbold.

Se også: Galleri: Karensmindeskolen - Kragelundskolen

Det forkerte omklædningsrum
Henne på det velkendte Støvring Stadion blev de stakkels drenge ekstra nervøse. Eller de af dem med en smule overtro i sig.

- Vi plejer altid at have omklædningsrum nummer seks. Og det er jo gået rigtig godt. Men pludselig skulle vi være i nummer fire. Der blev jeg altså lidt nervøs, nu gik det jo lige så godt. Og det her var en stor kamp med rigtig, rigtig meget på spil.

Heldigvis fik det ikke nogen betydning for drengene at skulle klæde om i det forkerte rum. Men der er nu alligevel noget at arbejde på før semfinalen.

- Vi skal prøve at få trænet en gang eller to med det her hold inden næste kamp. Det har vi også gjort op til kvartfinalen for lige at finde hinanden igen, selv om vi næsten alle sammen spiller på klubhold sammen også.

Kaptajnen ved også godt, at han skal finde topformen frem, hvis holdet skal til Odense. Især fordi de mulige modstandere i semifinalen var taget nordpå for at se deres - måske - kommende modstandere an. De to Kolding-trænere havde taget forskud på glæderne og kender nu alt til styrker og svagheder hos Karensmindeskolen., hvis de skulle vinde deres egen kvartfinale torsdag.

Ud over et alt for svagt angreb, som misser alt, alt for mange chancer, så er der også arbejde at gøre nede i forsvaret hos 'Pandebåndet'. For når det lykkes for modstanderne at få ham lokket væk eller spillet tynd, så er der altså uro i bagerste ende. Uden ham med overblik og fysik kniber det virkelig.

- Jeg ved godt, at kommunikationen bliver rigtig vigtig næste gang. Jeg skal være helt på toppen og bruge mange kræfter - og mund - på at holde styr på tropperne. At kalde midtbanen ned og få spillet ud over kanterne og den slags, forklarer han.

Midtgaard (tv.) blev den slemme skurk med de brændte direktører på stribe - heldigvis sikrede hans anfører alligevel sejren. (Foto: Henrik Schou)
Midtgaard (tv.) blev den slemme skurk med de brændte direktører på stribe - heldigvis sikrede hans anfører alligevel sejren. (Foto: Henrik Schou)

Karensmindeskolen er nu sikker på at få mindst en kamp mere. Men de har også fået lektier for. De var heldige ikke at møde et hold med et stærkere angreb i kvartfinalen, som kunne spille på de svage punkter. Og en af de mulige modstandere har nu også set dem spille kun ganske få dage før semfinalen, så de bliver nok tvunget til at gemme lidt oppe i ærmerne.

'Pandebåndet´skal med sin fantastisk dejlige og smittende vilje nok gøre sit, det er 100% sikkert!

Hør 'Pandebåndet' fortælle om kampen her:

Se også: TV: Skuffet målscorer: Håbede til sidste fløjt

Super opbakning af de rigtig mange tilskuere. (Foto: Henrik Schou)
Super opbakning af de rigtig mange tilskuere. (Foto: Henrik Schou)

Se også: Galleri: Karensmindeskolen - Kragelundskolen
To gange var Karensminde-keeperen ved at koste det hele, da han alt for usikkert gik ud i feltet. Begge gange blev bolden reddet på stregen af stregspillere. Ikke godt nok i en semifinale. (Foto: Henrik Schou)
To gange var Karensminde-keeperen ved at koste det hele, da han alt for usikkert gik ud i feltet. Begge gange blev bolden reddet på stregen af stregspillere. Ikke godt nok i en semifinale. (Foto: Henrik Schou)

Søde bannere fra de små på skolen. (Foto: Henrik Schou)
Søde bannere fra de små på skolen. (Foto: Henrik Schou)

1 af 3 'Pandebåndet' i skøn jubel efter sin scoring til 2-1. (Foto: Henrik Schou)
2 af 3 Kanon opbakning på Støvring Stadion. (Foto: Henrik Schou)
3 af 3 STILLE NU..kaptajn Casper Dyrholm måtte komme nede fra forsvaret og op i angrebet for at score, når nu angrebet ikke kunne. (Foto: Henrik Schou)
Seneste Skolefodbold
Mest læste Skolefodbold
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere