TV: Revanchen udeblev

Nedtur: Fjerde gang blev ikke lykkens gang

Tre af kampens hovedaktører. Foto: Stig Hansen
Tre af kampens hovedaktører. Foto: Stig Hansen

Vejgaard Gl. Stadion dannede denne formiddag rammen omkring kampen mellem pigerne fra Filstedvejens Skole og pigerne fra Klostermarkskolen. For begge holds vedkommende var det deres første kamp i dette års udgave af Ekstra Bladet Skolefodbold.

Før kampen fik vi lille sludder med træner for Filstedvejens Skole, Filip Østergaard.

- Nu er det vist fjerde år i træk, at vi møder Klostermarksskolen i den første kamp, og alle de foregående år har vi tabt. Vi håber så at kunne vende dette i dag, lød det fra træneren.

Hans trænerkollega hos Klostermarkskolen var lidt betænkelig ved kampen der ventede forude.

- Grundet sygdom og afbud har jeg kun 12 spillere med, og af disse er der to der skal til et arrangement i deres klasse omkring middag, De kan således kun spille første halvleg, og det vil sige, at vi hele anden halvleg kun har 10 spillere, lød det fra gæsternes træner.

Se kampfakta her.

Se også: Vadede i chancer og vandt stort

Mål fra start
Kampen var kun fem minutter gammel, før første scoring var en realitet. Gæsterne fra Klostermarksskolen fik hjørnespark i højre side, og udover spilleren der skulle sparke trak yderligere en spiller tæt ud mod hjørneflaget, som om hun skulle modtage bolden på hjørnesparket. Imidlertid blev bolden sparket fladt ind foran mål, hvor bolden efter lidt klumpspil pludselig lå for fødderne af Lea Villadsen, som havde let ved at prikke bolden de sidste par meter over målstregen. 1-0 til gæsterne.

Få minutter senere var det Sara Boesen fra hjemmeholdet der var ved at komme til en god afslutnning. Sara modtog bolden kort inde på modstandernes banehalvdel i højre side og satte kursen mod modspillernes mål og krydsede fint ind mod midten. Lidt uden for straffesparkfeltet fik hun afsluttet med et hårdt og fladt skud som lige netop sneg sig forbi den fjerneste målstolpe.

Lidt senere fik Klostermarksskolen endnu et hjørnespark som blev taget på samme giftige måde som det første, der førte til scoring. Bolden sjuttede imidlertid i det våde græs inde foran målet, og hjemmeholdet kunne denne gang trække vejret lettet.

Se også: Hattrick sikrede sejr

Øgede føringen
Med omkring 19 minutters spil fik vi kampens anden scoring, og endnu engang var det gæsterne der var i den scorende rolle. Bolden blev sparket ind foran målet, hvor hjemmeholdets forsvarsspillere ikke fik clearet tilstrækkeligt, og efter lidt kontraer fik Louise Pedersen sparket kuglen i nettet til føring på 2-0.

Kort før halvlegens afslutning var det igen enmandshæren hos hjemmeholdet, der var på spil. Sara Boesen erobrede på energisk vis bolden midt på modstandernes banehalvdel men havde ikke medspillere med fremme, og hendes raid blev stoppet lidt uden for straffesparkfeltet.

Da dommeren fløjtede til pause, kunne vi se tilbage på en første halvleg, hvor gæsterne fra Klostermarksskolen havde været mest boldbesiddende og også var kommet til flest afslutninger.

Hjemmeholdet bedre med
Anden halvleg startede, og som før nævnt havde gæsterne nu kun 10 spillere på banen. Hjemmeholdet fik lidt mere spil, og den første chance kom efter små ti minutter. Stinna Jensen førte bolden frem i venstre side og fik sparket indover, hvor Sara Boesen fik afsluttet, men der manglede lige den sidste præcision i skuddet der strøg forbi Kamilla Lykke i gæsternes mål.

Kamilla Lykke fortalte os i øvrigt følgende:

- Jeg har aldrig spillet fodbold, så målmandsposten er helt ny for mig. Jeg spiller håndbold og er målmand her.

Midt i halvlegen fik hjemmeholdet endnu en god mulighed. Sara Boesen afleverede bolden til en næsten fri Cecilie Gade, der fik afsluttet men desværre ikke med scoring til følge.

Filstedvejens Skole var bestemt kommet meget mere ind i kampen, men alligevel virkede Klostermarksskolen til at have kontrol over begivenhederne. Dels forekom de lidt bedre sammenspillede, og dels kom deres bedre fysik dem til gavn i nærkampene.

Målmanden Kamilla havde aldrig før stået på mål i en fodboldkamp. Foto: Stig Hansen
Målmanden Kamilla havde aldrig før stået på mål i en fodboldkamp. Foto: Stig Hansen

Se også: Hattrick gange tre

Afgjorde løjerne
Med 24 minutter spillet af anden halvleg blev kampen så reelt afgjort. Louise Pedersen modtog tæt ved sidelinjen bolden, og efter et langt løb fik hun afsluttet med et hårdt og fladt skud, som lige netop strøg ind ved fjerneste stolpe.

I kampens døende minutter fik hjemmeholdet så pyntet lidt på resultatet. 10–12 meter uden for straffesparkfeltet i venstre side fik holdet tilkendt et frispark. Nicoline Hvilsom sparkede hårdt mod nærmeste stolpe, og selvom Kamilla Lykke i Klostermarkskolens mål havde hænderne på bolden, kunne hun ikke forhindre, at bolden fortsatte ind i netmaskerne.

Da slutfløjtet lød kunne vi således konstatere, at det heller ikke blev i år, at pigerne fra Filstedvejens Skole fik held med at eliminere pigerne fra Klostermarkskolen.

Hør hvad de to holds anførere sagde efter kampen: