Anfører: 'Vi er teknisk bedre'

Gråsten Skole: Julie Matzen og Gråsten Skole har læst op på modstanderen inden semifinalen

Julie Matzen er altid overalt på midtbanen. Foto: Henrik Schou
Julie Matzen er altid overalt på midtbanen. Foto: Henrik Schou

Mandag 8. april klokken 12 skal den første finalist i denne sæson af Ekstra Bladet Skolefodbold findes. Det er pigerne fra Rosendalskolen, der hjemme tager imod Gråsten Skole.

Se også: ZOOM: Rosendalskolen - Gråsten Skole

Gennem sæsonen har Gråsten Skole været et hold med en meget offensiv indstilling. Det er lykkes indtil videre, og det kan de blandt andet takke anfører Julie Matzen for.

Med sit store løbepensum og fightervilje er hun nemlig med til at skabe plads på midten, hvor intet bliver givet væk gratis. Det har blandt andet været med til at sikre dem en plads i semifinalen.

- Både kreds- og kvartfinalen var gode kampe, synes jeg. Kredsfinalen var mega fed, og vi var ekstremt stolte af os selv. Vi forventede egentlig ikke mere efter det, men da vi vandt i sidste uge, så var vi jo helt vildt glade, lyder det fra den stolte anfører.

Pigerne har holdt clean sheet i de sidste tre kampe, men i kreds- og kvartfinalen så det samtidig også svært ud i offensiven.

- Jeg tror, at vi har været både spændte og nervøse, og det påvirker vores spil. I semifinalen er vi nødt til at holde koncentrationen og tro på det.

- Ellers skal vi bare spille, som vi plejer, og holde gejsten og koncentrationen. Så skal vi nok tage sejren med hjem, siger Julie.

Julie styrede også luftrummet i kredsfinalen. Foto: Henrik Schou
Julie styrede også luftrummet i kredsfinalen. Foto: Henrik Schou

Se også: Sådan gik finalerne i Vejle

I gang med forberedelserne
Pigerne fra Gråsten Skole ved godt, at de står over for en stærk modstander i semifinalen. De er derfor godt i gang med at forberede sig til kampen:

- Vi er i gang med at forberede os og har allerede gjort det en del. Vi kommer nok til at holde ret meget øje med deres anfører (Julie Poulsen, red.), som der bliver skrevet meget om.

Selvom pigerne har holdt clean sheet de sidste tre kampe, så ved de godt, at Rosendalskolens offensiv altid kommer med fuld fart fremad.

- Vi har en lidt anderledes opstilling klar til kampen mod Rosendalskolen. Det kommer forhåbentlig til at sørge for, at de ikke scorer nogle mål, fortæller midtbaneprofilen.

Julie har fornøjelsen af at spille med sin søster. Foto: Henrik Schou
Julie har fornøjelsen af at spille med sin søster. Foto: Henrik Schou

Se også: TV: Kaptajnen i arbejdsraseri

Ser frem til duel
Både Julie og Fie Andersen fra Rosendalskolen spiller på midtbanen, hvor de begge kæmper med alt, hvad de har, for at have kontrol. Det kan derfor godt komme til at noget af en duel mellem de to spillere.

Det er dog noget, som Julie ser frem til:

- Det lyder som om, at Fie og jeg får nogle dueller. Det ser jeg frem til og tager det med oprejst pande.

- Jeg tror ikke, at fysikken bliver afgørende i duellen. Det kommer lige så meget til at handle om teknik og at være først på boldene. Der tror jeg helt bestemt, at vi er teknisk bedre, fortæller fighteren på midtbanen.

Ifølge Julie er der heller ikke meget, som man kan kritisere holdet for inden kampen.

- Når vi bliver pressede, så kan vi finde på at stresse lidt. Ellers tror jeg ikke, at Rosendalskolen kan gøre noget mod os, lyder det fra den forventningsfulde anfører, der selvfølgelig vil gøre alt for at vinde i semifinalen.

Seneste Skolefodbold
Mest læste Skolefodbold
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere