Flot opbakning

Tilskuerrekord: Pigerne manglede ikke nysgerrige blikke

Et lille udsnit af de mange, der var kommet for at støtte pigerne (FOTO: Jan Leander Petersen)
Et lille udsnit af de mange, der var kommet for at støtte pigerne (FOTO: Jan Leander Petersen)

Det var helt forrygende, så mange tilskuere der troppede op til pigekampen mellem Sønder Otting skole og Haderslev Realskole. Der var omkring 350 på lægterne, så pigerne manglede ikke opbakning.

Pigerne takkede for opbakningen, og kvitterede ved at spille en livlig, intens og spændende kamp med masseraf fight og god fodbold.

Frem og tilbage
Sønder Otting havde mest boldbesiddelse, men det var svært at komme forbi Thilde Nissen (fairplay) i forsvaret hos Haderslev Realskole, og hvis det endelig lykkedes, tog Emma Schmùser godt fra i målet.

LÆS OGSÅ:Hård dag på Fyn

Midt i første halvleg bølgede spillet frem og tilbage, men pludselig var banens bedste, Linda Sidorenko (bamse), fri og scorede sikkert i fjerneste hjørne, uden chance for Emma i målet. 1-0 til Sønder Otting.

Det mål fik Haderslev Real hurtigt rystet af sig, og med et flot hug udefra kunne Emilie Davidsen (bamse) udligne til 1-1.

Hårdt pres
Anden halvleg fortsatte som første med masser af god fight og flot fodbold. Emma Thaysen fra Haderslev Real havde mange gode løb op langs linjen, og med hendes gode overblik fik hun lagt mange bolde ind i feltet, dog uden at der kom yderligere scoringer.

Sønder Otting pressede på for at få en afgørelse. Johanne Roed, Signe Kjær og Maria Hansen spillede godt, og de forsøgte at spille Linda fri til skud, og det lykkedes ti minutter før tid, da hun med et flot skud skød hen over hovedet på Emma og kunne juble over sit andet mål i kampen.

Kampen sluttede 2-1 til Sønder Otting, men begge hold blev fortjent klappet fra banen af de mange tilskuere.