Legesyg målræv

Mesterlig præstation: 13 kasser afgjorde affære

Leutrim Muli var i hopla med sine seks scoringer. Foto: Hjalte Kaufmann
Leutrim Muli var i hopla med sine seks scoringer. Foto: Hjalte Kaufmann

Det blev en rigtig møgdag for drengene fra Sdr. Omme Skole. Da dommer Magnus Larsen fløjtede kampen af, stod der hele 13-0 til hjemmeholdet fra Grindsted Vestre Skole. Blandt de 13 scoringer finder vi sågar tre selvmål. Se kampfakta her.

Grindsted Vestre Skole satte sig solidt på kampen, men det stod kun 2-0 ved pausen, selvom der havde været nogle rigtigt gode muligheder for Nicolaj Krarup, Rasmus Jensen og Leutrim Muli, der alle var alene med Sdr. Ommes målmand.

Hård dag på kontoret for gæsterne. Foto: Hjalte Kaufmann
Hård dag på kontoret for gæsterne. Foto: Hjalte Kaufmann

Se også: Passerede plankeværket

Lyn og torden
Men dårligt nok var anden halvleg sat i gang, før det stod 3-0, og herefter raslede målene i bogstaveligste forstand ind bag en sagesløs keeper. Det skyldtes ikke mindst at Sdr Ommes Elias Arvad måtte udgå med en skade, og dermed forsvandt holdets vigtigste spiller og krumtap i forsvaret.

Derudover var værternes Leutrim Muli i et usædvanligt målhumør. Med sin hurtighed satte han gang på gang Sdr Omme-forsvaret af og nettede hele seks gange. Sammen med de tre mål fra første kamp rykker den farlige forward et pænt stykke op på Ekstra Bladet Skolefodbolds topscorerliste.