Fik ingen tarteletter

Surt show: Røg ud og tabte frokosten

Daniel fra Vorbasse stjal overskrifterne i opgøret, da han var ivrig efter at få tarteletter. Foto: Poul Horsbøl
Daniel fra Vorbasse stjal overskrifterne i opgøret, da han var ivrig efter at få tarteletter. Foto: Poul Horsbøl

Vorbasse Skole tog på hjemmebane imod drengene fra Højmarkskolen. Her skulle hjemmeholdets drenge vise sig at have lidt ekstra på spil end blot sejren.

Se kampfakta her.

Se også: TV: Trak det længste strå

Hjemmeholdet i problemer
Da drengene fra Vorbasse Skole var kommet bagud med 2-0 i opgøret mod Højmarkskolen fra Holsted, var der specielt én spiller, der hang gevaldigt med hovedet.

- Nå, Lisbeth hvad gør vi nu? Nu får vi nok ingen tarteletter, råbte Daniel ud til holdets træner, Lisbeth.

Sagen var nemlig den, at drengene fra Vorbasse Skole havde aftalt med træner Lisbeth, at de efter kampen skulle spise tarteletter sammen i tilfælde af en sejr. Den kloge Daniel havde derfor allerede en fornemmelse af, hvor det bar hen.

Højmarkskolen kom i starten af anden halvleg foran med 3-0, men så vågnede Daniel pludselig op igen. Vorbasse fik reduceret til 1-3.

- Nå, Lisbeth. Nu har vi scoret. Skal vi så ikke have tarteletter, råbte Daniel med bedende øjne. Men læreren var hård. Ingen sejr, ingen tarteletter.

Se også: TV: Parkerede bussen

Drømmene knust
Og inden kampens slutfløjt blev tartelet-drømmene endelig knust, da Højmarkskolen fuld fortjent øgede til slutresultatet 5-1.

Vorbasse kan takke midterforsvaret for, at sejren ikke blev større. Troels og Patrick styrede forsvaret godt og indkasserede henholdsvis fidusbamsen og fairplay-håndklædet. Især Troels lyste op med godt overblik, men han kender også banen i Vorbasse bedre end de fleste. Han er nemlig fast opkridter på Vorbasse Stadion.

Dermed måtte drengene fra Vorbasse Skole sande, at de ikke fik tarteletter til frokost i denne omgang, mens Højmarkskolen strøg videre til næste runde.