Drille-Nissen var på spil

Drillede med basser: Julia Nissen gik forrest for BillundSkolen med to mål og holdet er klar til kredsfinalen

Julia Nissen scorede to mål i kampen på kun fem minutter. (Foto: Poul Horsbøl)
Julia Nissen scorede to mål i kampen på kun fem minutter. (Foto: Poul Horsbøl)

— Vores styrke er kollektivet, og vi har en rigtig god defensiv, hvor alle kender deres opgaver, lød det inden pige-kredssemfinalen mellem Billundskolen og Lundgårdskolen. Ordene blev sagt af gæsternes træner Mads Rolander umiddelbart før kampen startede.

Selvom der er knap to måneder til juleaften, var Nissen allerede på spil. Pigerne fra Lundgårdskolen synes nok, det var en rigtig drillenisse i form af Billunds Julia Nissen. Inden stadionuret havde rundet de fem minutter, havde Nissen været på spil to gange og scoret usvigelig sikkert og havde derved så småt allerede afgjort kampen og en plads i kredsfinalen.

Se også: TV: Banens mindste afgjorde sagen

Se også: Festligt opgør

Begge scoringer faldt efter afleveringer i dybden og med sin hurtighed blev forsvarsspillerne nemt rystet af med efterfølgende scoringer.

— Det var en drømmestart for os. Vi kunne næsten ikke ønske det bedre, lød det efter kampen fra Julia Nissen.

Afleveringerne til mig var perfekte, og så var det jo bare at boldene i kassen, lød det.

Se kampfakta her.

Der var flot opbakning på lægterne. (Foto: Poul Horsbøl)
Der var flot opbakning på lægterne. (Foto: Poul Horsbøl)

Der var gang i de hjemmelavede trommer. (Foto: Poul Horsbøl)
Der var gang i de hjemmelavede trommer. (Foto: Poul Horsbøl)

Taktikken blev ødelagt
De to hurtige scoringer ødelagde Mads Rolanders taktik, men det fik nu ikke Herningpigerne til at satse så meget i en kraftigere offensiv.

— Jeg håber, vi kan få en enkelt scoring inden pausen og så vil sætte ind med en kraftig offensiv efter pausen, lød det fra Rolander.

Det lykkedes ikke, tværtimod, for kort før pausen blev det 3-0 til hjemmeholdet. Luna Eriksen slap fri i venstre side og scorede uden de store problemer.

Luna Eriksen scorede til 3-0. (Foto: Poul Horsbøl)
Luna Eriksen scorede til 3-0. (Foto: Poul Horsbøl)

Offensiven i anden halvleg fra Lundgårdskolen udeblev. Dette skyldtes primært en meget stærk midtbane fra Billundpigerne, som forhindrede de fleste opløb til farlige chancer, og det passede hjemmeholdet fint. De kunne således køre sejren hjem på sikker vis. Kampen endte 3-0.

Det er første gang, Billundpigerne når til kredsfinalen, og holdets formkurve har været stærkt stigende siden den første kamp i årets turnering. 

Holdets styrke er en fantastisk godt besat midtbane med anfører Nina Skovlund i spidsen. Hun er god i omgangen med bolden og udfører et sandt arbejdsraseri. Så meget at hun mod slutningen af kampen måtte lade sig udskifte med kramper i læggene.

Nina Skovlund gik ud med krampe. (Foto: Poul Horsbøl)
Nina Skovlund gik ud med krampe. (Foto: Poul Horsbøl)

— Det er fantastisk, at vi er nået så langt i turneringen, lød det fra anfører Nina Skovlund, da hun havde fået krampen lidt på afstand.

— Selvom nogle af vores lærere synes, at der smutter mange timer på grund af vores succes på fodboldbanen, er de gode til at bakke os op. Og så er det sjovt at se den iver de mindre elever bruger på at lave plakater til kampene, sluttede Nina.

Hun bliver på midtbanen suppleret på flotteste vis af Luna Eriksen og Sille Jensen, og der findes nok ikke mange hold, der kan løbe den trio trætte.

Stærk offensiv
I det offensive spil blev der også vist fine takter af lille Freja Jensen og Luna Eriksen. Man skal endelig ikke forglemme Julia Nissen helt i front. Hun er en spiller, der med sit antrit, vil kunne volde mange forsvar problemer.

Set udefra har Billundpigerne nok de største svagheder helt bagude på målmandsposten, men der er trods alt kun scoret tre mål mod holdet, så det er måske en fejlagtig konklusion.

Spændende bliver det at følge holdet i kredsfinalen, hvor modstanderen bliver vinderen af opgøret mellem Løjt Kirkeby og Tjæreborg.

Så pas på – måske Nissen igen er klar til lidt juleløjer.

1 af 2 Julia Nissen på vej mod målet til 1-0. (Foto: Poul Horsbøl)
2 af 2 Julia Nissen scorede to mål i kampen på kun fem minutter. (Foto: Poul Horsbøl)