Fairplay var ordet

God stemning: Drengene og dommeren sørgede for at holde en god tone kampen igennem

Drengene gik til stålet, men aldrig over grænsen. (Foto: John Jacobsen)
Drengene gik til stålet, men aldrig over grænsen. (Foto: John Jacobsen)

Opgøret stod imellem drengene fra Brørupskolen og Grønvangskolens drenge. Dagens dommer Troels Ravn gjorde meget ud af, at spillerne skulle spille fairplay i dagens kamp:

— Fairplay gælder hele kampen, også selvom I måtte blive trætte og spillet ikke fungerer. I skal vise, at I vil noget med spillet, og det gør man kun med fair midler igennem samtlige 60 minutter, lød det fra dommeren.

Med disse ord gav spillerne håndslag inden dagens kamp, som dog også viste sig at blive meget fair.

Grønvangskolens træner havde en god fornemmelse inden dagens kamp:

— De sidste to år er vi røget ud allerede i første runde, efter at skolen ellers havde nået rigtig langt i turneringen de foregående år. Dette skal vi derfor rette op på i dette års turnering. Jeg mener, vi er godt forberedte. Spillerne er klar, men vi har altid haft nogle rigtig gode og spændende kampe mod netop Brørup. Men det er ved at være nogle år siden, at vi sidst er tørnet sammen, lød det.

Se kampfakta her.

Der var mange gode dueller i kampen. (Foto: John Jacobsen)
Der var mange gode dueller i kampen. (Foto: John Jacobsen)
 

Kanonstart
Gæsterne startede imidlertid som lyn og torden. Dommeren havde kun lige fløjtet op til kamp, inden bolden kunne pilles ud af hjemmeholdets mål efter bare 32 sekunders spil.

Hjemmeholdet havde været nødsaget til at foretage ændringer, idet Jacob Bank ikke kunne stille op til dagens kamp.

Jacob stod udenfor med krykker efter at have forstuet sin ankel i weekendens kamp for Brørups U16-hold:
— Jeg håber dog, vi klarer den selv uden min hjælp – men sikke da for en start. Vi spiller alle på U16 og kender derfor hinanden yderst godt, så det gælder bare om at bevare troen, lød det fra Jacob på sidelinjen.

Efter scoringen kom Brørup dog langsomt mere og mere med i kampen og fik sig spillet frem til flere gode chancer. Men først efter 20 minutters spil var Brørup helt fremme for første gang, hvilket dog var en let opgave for målmanden, som kunne samle bolden op.

Gæsterne havde i dagens kamp valgt at starte med Abiigsan Kulasingam på bænken:

— Det er nu lidt kedeligt og koldt at sidde her på bænken, men jeg tror, at træneren har valgt det bevidst for at spare nogle af de bedste spillere. Jeg skal nok komme ind og vise mit værd. Jeg er også sikker på, at holdet er klar til den store finale til foråret. Vi havde dog helst ønsket at spille finalen i Parken i København som de tidligere år, men omvendt så har vi ikke helt så langt at rejse, når vi skal spille i Odense. Men inden da, skal vi jo igennem mange kampe, og der er mange kampe, som vi skal vinde, lød beskeden fra sidelinjen.

Drengene spillede en flot kamp. (Foto: John Jacobsen)
Drengene spillede en flot kamp. (Foto: John Jacobsen)
 

Hjemmeholdet tog over
Efter 23 minutters spil var det Nikolaj Fabricius, som 35-40 meter fra mål hamrede bolden ind over gæsternes mål. Sjovt nok var der ingen, som gik til bolden, som derfor strøg igennem mod- og medspillere og direkte i mål uden chance for målmanden.

Opbakningen og opdækningen svigtede totalt, og stillingen var hermed 1-1. Et mål, som for alvor satte gang i tilskuerne som larmede, sang og hujede. En fantastisk stemning, som måske rystede gæsterne lidt. Blot fem minutter senere var det Kasper Hansen, som trykkede resolut af, da ingen gik imod ham. Bolden strøg ind ved den ene stolpe, og hjemmeholdet kunne gå til pausen med en 2-1 føring.

Gæsternes anfører Sebastian var meget ærlig i pausen:

— Fuck, hvor er vi dårlige, og vi har kun os selv at takke for denne stilling. Vi er et langt bedre hold end dem. Men kom nu ind i kampen. Vi skal have spillet til at køre igen. Lad jer ikke påvirke af stemningen men pres, pres, pres. Bliver I trætte, må vi tage en udskiftning. Vi har hele tiden to friske folk på bænken, og så gælder det blot om at bruge dem, lød det. 

Anden halvleg startede med gæsterne som de absolut toneangivende, og i lange perioder var det spil mod et mål. Første gang hjemmeholdet kom over på den anden banehalvdel lykkedes det at heade en lang aflevering frem mod Mathias Jensen, som blot valgte at sparke den direkte op i det ene målhjørne til 3-1.

Gæsterne pressede videre, men efterhånden troede de ikke længere på deres chance, trods det at Grønvangskolen er et absolut godt hold. Desværre formåede de ikke at udnytte deres kvaliteter. Eftersom hjemmeholdet var snu og heldige, så lykkedes det igen syv minutter før tid Kasper Vejsig at score yderligere et mål, hvor målmanden igen blev helt udplaceret og ikke havde nogen chance for redning.

Kampen endte dermed med en 4-1 til hjemmeholdet.