Farlige Frank løb ind i 'Messi-myggen'

Tætpakket program: Freja Jensen var dog lidt flad efter fire kampe i weekenden

Freja 'Messi-Myggen' Jensen var igen på spil. Foto: Poul Horsbøl
Freja 'Messi-Myggen' Jensen var igen på spil. Foto: Poul Horsbøl

Inden han stoppede sin karriere i Superligaen var Farlige Frank alias Frank Kristensen en frygtet afslutter i superligaen for især FC Midtjylland. Tirsdag formiddag stod han i spidsen for pigerne fra Hestlund Efterskole i kampen mod BillundSkolen.

- Vi har ikke været med i turneringen i nogle år, men nu er vi klar igen, lød det under opvarmningen fra den tidligere Superligatopscorer.

- Jeg er lidt spændt på vores styrke, men lad os nu se, hvordan det udvikler sig.

Se kampfakta her.

Hård modstand
Det gik såmænd nogenlunde mod sidste års kvartfinaledeltagere fra BillundSkolen, men Hestlund Efterskole var på intet tidspunkt i nærheden af sejren. Dog fortsatte holdet med at spille fodbold og fighte, og i kampens døende sekunder blev det også belønnet med et mål.

Det hjalp dog så lidt, for BillundSkolen havde forinden scoret seks gange. Blandt andet med et vaskeægte hattrick af 'Drillenissen' alias Julia Nissen, som også i sidste års jubelsæson var en flittig målscorer.

Drille-Nissen scorede hattrick. Foto: Poul Horsbøl
Drille-Nissen scorede hattrick. Foto: Poul Horsbøl

Bedste spiller hos BillundSkolen var imidlertid Sille Jensen, som nettede to gange.

Der er en del nye spillere på Billundholdet, så det er lidt svært at spå om holdets videre chance i turneringen.

Sille Jensen i flot stil. Foto: Poul Horsbøl
Sille Jensen i flot stil. Foto: Poul Horsbøl

TV: Bye Bye Billund

Drille-Nissen var på spil

Stor oplevelse
Én af de helt store profiler på sidste sæsons hold fra BillundSkolen, der nåede til kvartfinalen, var Freja ’Messi-myggen’ Jensen. Hun var igen på plads, da Billundpigerne tog hul på årets turnering.

Efter kampen fangede vi 'Messi-myggen' til en lille snak om sidste sæsons store succes.

- Det var simpelthen en oplevelse af de helt store. Alle på skolen var helt oppe at køre, og selv de lærere der mente, at vi brugte for meget tid på fodbolden, lod sig rive med.

- Halvdelen af holdet var med i sidste års turnering, så nu bliver det os 'gamle, der skal trække de nye med i år, lød det fra Freja.

ZOOM: BillundSkolen - Sct. Hans Skole

TV: 'Messi-myggen' sikrede kvartfinalen

Heftigt program
Der er stadig krummer i holdet, så det bliver spændende at følge i årets turnering. Holdets træner har flyttet lidt rundt på spillerne, så nogle har fået nye opgaver. Blandt andet Freja, som er blevet rykket lidt længere tilbage på banen.

- Det er noget, træneren bestemmer, men jeg vil nu helst med længere frem, lød det fra Freja.

I dagens kamp så man ikke Freja på de højder, man ved, hun kan præstere på, men det tro da pokker, når man hører det program hun har gennem på det seneste.

- Jeg har spillet turneringskamp fredag, lørdag, søndag og mandag. Det er både på pigeholdet, og så spiller jeg også med på drengeholdet, lød det fra den charmerende boldspiller.

- Det er sjovt at spille mod drengene. Nogle går til mig, som jeg var en dreng, mens andre er lidt mere afventende. Men de kan bare gå til stålet, jeg skal nok give dem igen.

Man bliver næsten helt forpustet af det program, og så var der jo også lige en kamp tirsdag i Ekstra Bladet Skolefodbold.

Men vi glæder os til BillundSkolens næste kamp og en frisk og veludhvilet Messi-myggen.