Finalen på plads:- Det er mega stort!

1-0 var igen nok: Arbejdsbien Julie Matzen var bindeledet for Gråsten Skole, der listede en finaleplads hjem i verdens største skoleturnering

Anfører Julie Matzen åbner armene for resten af holdet til skøn jubel efter sidste fløjt. Foto: Henrik Schou
Anfører Julie Matzen åbner armene for resten af holdet til skøn jubel efter sidste fløjt. Foto: Henrik Schou

HOBRO (Ekstra Bladet): Der var dækket op til fodboldfest i det nordjyske, hvor Rosendalskolen havde sørget for perfekte rammer til den første af pigernes semifinaler i Ekstra Bladet Skolefodbold.

Tilskuerne var mødt op i hundredvis bevæbnet med farverige bannere, megafoner og en glæde for fodboldspillet, man kun finder i verdens største skoleturnering.

Se også: Galleri: Rosendalskolen - Gråsten Skole

Den store fest blev dog spoleret af gæsterne fra Gråsten Skole, der havde været tidligt oppe for at komme, se og sejre i Hobro. Det er skrevet i den største respekt for gæsternes præstation. For selv om Gråsten havde en bundsolid defensiv og flere slangehugs-lignende kontraangreb, så stod det ikke skrevet i hverken sol, måne eller noget som helst andet sted, at de sønderjyske piger ville rejse hjem med en 1-0-sejr.

Men det gjorde de. Blandt andet takket være anfører Julie Matzen. Som så ofte før i turneringen var den 15-årige Gråsten-spiller det altafgørende bindeled mellem det taltunge femmands-forsvar og den lynhurtige tretrinsraket oppe foran. 

Julies højreben sætter angreb og kanter i spil. Foto: Henrik Schou
Julies højreben sætter angreb og kanter i spil. Foto: Henrik Schou

Se også: TV: Kaptajnen i arbejdsraseri

Fint at være underdogs
Julie Matzens arbejdsraseri, overblik og evne til at lime holdet sammen blev udslagsgivende for, at Gråsten kæmpede sejren hjem, selv om gæsterne var under pres og uden bold i hovedparten af opgøret.

- Det er min rolle på holdet. Særligt i dag, da vi havde læste alle artikler om modstanderen på eb.dk. Vi vidste, de havde livsfarlige spillere i angrebet og centralt på midten – og derfor havde vores træner valgt at styrke de områder på banen, hvor jeg så skulle binde det hele sammen.

- Det var lidt mere defensivt i dag end normalt, men taktikken lykkedes jo meget godt, selv om det holdt hårdt til sidst, indrømmede Julie Matzen med et kæmpe smil på læben efter semifinale-sejren.

Hun lagde slet ikke skjul på, at det passede Gråsten-pigerne godt at være underdogs. Det gjorde heller ikke noget, at de mange tilskuere og Ekstra Bladets journalister med ro i sindet kunne konstatere, at gæsterne var næstbedst langt hen ad vejen.

- Vi var under et voldsomt pres, men vi ved, at vi står godt i forsvaret og sjældent giver de helt store chancer væk. Vi har spillet med samme taktik før, og så længe vi holder clean sheet, så plejer vi at få prikket bolden ind en enkelt gang selv, sagde Julie Matzen.

Ikke en eneste nærkamp trækker kaptajnen sig frivilligt fra. Foto: Henrik Schou
Ikke en eneste nærkamp trækker kaptajnen sig frivilligt fra. Foto: Henrik Schou

Se også: Matchvinder: 'Jeg skød bare'

Tre på stribe
Deja vu! For tredje gang i træk i Ekstra Bladet Skolefodbold, og fjerde gang i alt i turneringen, vandt Gråsten Skole knebent 1-0. På trods af et pres mod forsvarskæden og målmand, Caroline Franson, i flere af kampene har sønderjyderne alligevel trukket det længste strå til slut på grund af fightervilje, taktisk snilde og skarphed når chancen byder sig foran modstanderens mål.

- Så længe vi scorer et mål mere end de andre, så er det fuldstændig ligegyldigt, hvordan sejren er kommet i land. Det ligger bare godt til os at være lidt afventende, og så skal jeg fordele boldene frem mod vores angribere og sørge for, at vi står rigtigt på banen, sagde den 15-årige anfører, der heldigvis ikke kunne skjule glæden og stoltheden over finalepladsen.

- Det er så mega stort, at vi skal spille finalen på Vejle Stadion 25. april. Skolen er aldrig kommet så langt før, og der var ingen, der regnede med, at vi ville gå hele vejen til finalen. Men jo flere kampe, vi har spillet, jo større selvtillid har vi fået. Og når vi scorer til 1-0, så tror hele holdet på, at ’den holder vi hjem’.

Nogle gange siger et foto mere end 1000 ord. 0-1. Foto: Henrik Schou
Nogle gange siger et foto mere end 1000 ord. 0-1. Foto: Henrik Schou

Se også: Se karaktererne fra semifinalen

Dobbelt op på stolt mor
- Det gjorde vi også i dag, selv om vi normalt spiller i Liga 3 i Gråsten Boldklub, mens Rosendalskolen havde flere Liga 1-spillere med. Nu mangler vi kun et skridt for at vinde det hele! Det er så ubeskriveligt fedt, sagde anføreren, der igen i semifinalen strøg ind i samtlige tacklinger, så hestehalen næsten fløj af.

På sidelinjen stod en pavestolt mor og overværende den overraskende semifinalesejr. Kirsten Matzen havde nemlig ud over Julie Matzen også 13-årige Laura Matzen på banen i Hobro.

- Jeg er så glad på pigernes vegne! Og så stolt som mor, at det sprænger skalaen. Det var en flot sejr, der vidner om det sammenhold, pigerne har. De er ikke nødvendigvis bedre spiller for spiller, men som hold er de så stærke, at ingen har kunnet slå dem.

Vild jubel, da finalen endelig var booket. Foto: Henrik Schou
Vild jubel, da finalen endelig var booket. Foto: Henrik Schou

Se også: TV: Gråsten Skole fejrer finaleplads

Skolefodbold i USA
En meget præcis analyse fra mor Matzen, der var en af mange forældre, der havde taget turen fra Gråsten til Hobro mandag morgen.

- Det er stort for hele byen. Vi har ikke ret mange indbyggere, og alle 14 piger her spiller på samme hold i Gråsten Boldklub. Det er dem, der er at tage af i denne årgang. Det er altså flot, at de står i finalen nu. Det giver stolthed både på skolen og i hele byen. Flere naboer har allerede skrevet, at de tager turen til Vejle. Det bliver en kæmpe fest for hele Gråsten, siger Kirsten Matzen, der ikke har udsigt til meget andet end fodboldsnak hen over middagsbordet de næste uger.

- Normalt spiller pigerne også håndbold, men der er ikke blevet talt andet end fodbold siden sejren i kvartfinalen. De gør heller ikke det mindste, for det er en kæmpe præstation. Vi havde besøg af en ven fra USA forleden, og da pigerne fortalte, de skulle spille denne semifinale, så lyste han op og talte ivrigt om den gang, han selv vandt finalen for mange, mange år siden. Alle har et forhold til Ekstra Bladet Skolefodbold – det er bare den største skoleturnering i verden, sagde Kirsten Matzen, inden hun med et stort grin og på klingende ’synnejysk’ tog afsked med de andre forældre med ordene:

- Vi ses i Vejle. Sammen med resten af Gråsten!

Det gør vi i den grad, Gråsten. Kom endelig til fodboldfest 25. april. Der er i hvert fald gode muligheder for, at de lokale piger trækker en 1-0-sejr og en pokal med hjem fra verdens største skolefodboldturnering. Statistikken taler i hvert fald for det.

Se også: Se karaktererne fra semifinalen

Sådan siger Julie om sejren:

1 af 4 Julie Matzen kysser matchvinder Caroline Nielsen i glædesrus. Foto: Henrik Schou
2 af 4 Evigt i nærkampe på midtbanen. Foto: Henrik Schou
3 af 4 Kaptajnens boldøje er i top. Foto: Henrik Schou
4 af 4 Anfører Julie Matzen åbner armene for resten af holdet til skøn jubel efter sidste fløjt. Foto: Henrik Schou
Seneste Skolefodbold
Mest læste Skolefodbold
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere