Hurtig basse

Kort betænkningstid: Drengene skulle ikke bruge mange sekunder på at banke det første mål ind

Drengene gik til stålet fra start. (Foto: John Jacobsen)
Drengene gik til stålet fra start. (Foto: John Jacobsen)

Drengene fra Sdr. Omme Skole tog imod BillundSkolens drenge.

Efter bare 22 sekunders spil måtte hjemmeholdets målmand se, at gæsternes Alexander Clausen fik bolden drejet i mål. Et skud, som først ramte overliggeren og stolpen, inden den strøg ind i hjørnet. En flot start, som klart rystede hjemmeholdet.

Bare to minutter senere var bolden igen i nettet, men heldigvis for hjemmeholdet var bolden dømt ude. Spillerne blev præsenteret for en af Danmarks mest lækre og velplejede baner med masser at tilskuere og stemning.

— Vi er en lille skole, så vi har svært ved at matche de større skoler. Vi spiller for chancen og er glade for at være med, lød det fra hjemmeholdets træner.

Se også: Regnestykket var simpelt

Der var god stemning på lægterne. (Foto: John Jacobsen)
Der var god stemning på lægterne. (Foto: John Jacobsen)
 

Efter blot fire minutters spil var udligningen en kendsgerning. Et tilfældigt hul i forsvaret, hvor målmanden var gået langt ud af målet, og lykkedes det Nikolaj Kristensen at bringe balance i stillingen.

Tre minutter senere var det Lasse Nielsen, som kunne bringe gæsterne foran med 2-1, da han pludselig dukkede op blandt venner og fjender – og nettet kunne igen blafre.

Se kampfakta her.

Se også: Drengene har håneretten

Frem og tilbage
Efter 15 minutters spil var gæsternes målmand igen langt ude af sit mål, og med lidt mere held i sprøjten havde hjemmeholdet udlignet.

Benjamin Høgedal fra 7. klasse startede på bænken for hjemmeholdet:

— Det er sku træls at sidde her, men jeg håber snart at komme ind. Jeg er dog stolt af at kunne være med til at repræsentere min skole fra en lille by. Mange tror, vi er nogle bonderøve, men vi skal vise kritikerne, at vi er dygtige fodboldspillere. Derfor skal jeg nok vise, hvad jeg kan, når jeg kommer ind, sagde Benjamin, som i øvrigt viste mange fine takter, da han kom ind i pausen.

Jonas Nymand, som stod på mål for Sdr. Omme var også meget sikker på, at holdet nok skulle komme igen, selvom gæsterne var kommet hurtigt foran.

— De har bare været lidt heldige, og vi var ikke klar. Men det er vi nu – og de har meget at frygte, sagde Jonas.

1-2 var stillingen ved pausen.

Der blev gået til vaflerne. (Foto: John Jacobsen)
Der blev gået til vaflerne. (Foto: John Jacobsen)
 

Hjemmeholdets træner var langt hen af vejen godt tilfreds med sine spillere.

— Vi er godt med, men skal satse på kontraer. Kig på målmanden og forsøg med nogle skud udefra. Han er ofte langt ud af sit mål, det skal vi udnytte. Vær koncentreret hele tiden og bevar fokus på bolden, lød beskeden

— Husk, i sidste kamp var vi bagud 0-1 ved pausen, men vandt 4-1. Det kan vi gøre igen, er vi ikke enige om det?

— Jo, blev der råbt i kor.

Udeholdet holdt fast
Gæsternes taktik gik mere på at få større pres på midtbanen.

— Vi skal have lukket deres 10'er Nikolaj Kristensen, som hele tiden var en trussel helt fremme. Han er super hurtig og bliver fodret med alt for mange gode afleveringer. Kan vi få styr på ham, ser det fornuftigt ud, lød meldingen.

Efter tre minutter havde hjemmeholdet en dobbelt chance for at reducere og burde nok have scoret, men for svagt et skud lige på målmanden.

Efter fem minutter gik det igen galt. BillundSkolen fik scoret, og senere reducerede hjemmeholdet. Kampen endte dog 3-2 til udeholdet.

Mads Eskildsen fra Billund blev skiftet ud i pausen, selvom han havde scoret et mål:

— Det er første gang, jeg er med, idet jeg ikke var god nok sidste år. Derfor måtte jeg nøjes med at kunne heppe på holdet, som desværre røg ud i anden runde. Det er fedt at være med og dejligt at score et mål, som når jeg spiller på U17 i Billund, hvor de fleste af spillerne er noget ældre end mig. Vi ved endnu ikke, hvem vi skal møde i næste runde, men de kommer bare an, og vi klarer den videre, sagde Mads efter kampen.

Mathias Mogensen var sikker på, at holdet skulle bade i lang tid efter dagens kamp:

— Jo længere vi bader, jo mindre tid kan vi have tilbage i skolen, lød meldingen. Men Mathias havde ikke hørt, at træneren allerede havde besluttet at give drengene fri resten af dagen.

— Vi skal også vise pigerne, som består af et super hold, at vi også kan være med, lød det fra Mathias.