Kneben sejr i herrefight

Tæt kamp: Der var intensitet og fight, da Snejbjerg-drengene spillede sig videre

Vejret indbød til glidende tacklinger, så dem fik vi masser af. (Foto: Leif Sønderskov)
Vejret indbød til glidende tacklinger, så dem fik vi masser af. (Foto: Leif Sønderskov)

Kampene mellem de to skolers pige- og drengehold var arrangeret lige sent nok. Der var et par af drengene fra Aulum, der ikke kunne være med til slutfløjt grundet en landskamp i Parken. Men kampen blev spillet til ende alligevel

Se fakta om kampen her.

Kampen havde fuld fart på lige fra starten. Drengene fra Aulum havde tænkt sig at revanchere sig for pigernes nederlag - det kunne både høres og ses.

I takt med at der blev lukket op for sluserne fra oven fik den også lige en tand ekstra på banen,. Det var en vaskeægte herrefight. Til stregen, men ikke over, mente dommeren. Og han havde ret, for når banen og vejret er i det humør, må der godt blive plads til lidt ekstra begejstring.

Tilskuerne var nok glade for, at der var halvtag. (Foto: Leif Sønderskov)
Tilskuerne var nok glade for, at der var halvtag. (Foto: Leif Sønderskov)
 

Krudt og kynisme

Til kampen var der flere hundrede elever og forældre på tribunen. I det 17. minut var der vild jubel, da Magnus Jakobsen bragte Aulum på 1-0 og sejrskurs. Aulum havde hjørnespark i højre side, bolden lå tæt under mål og efter lidt ping-pong endte bolden i målet.

Trænerne talte højt
I pausen druknede man næsten, men der blev alligevel talt højt fra trænerne. I øvrigt et par yderst engagerede trænere.

Anden halvleg var kun godt et minut gammel, da der var skabt balance i regnskabet. Snejbjergs Lasse Lyhne sendte en flad bold tæt op ad målstolpen og så var det helt lige igen.

Kattens leg med musen

Kampen gik ikke i tomgang, men der var stilstand i målscoringen, og man kunne skimte en straffesparksafgørelse forude.

Men med ganske få minutter tilbage af kampen kom afgørelsen. Jonas Johansen blev spillet helt fri til skud, og han svigtede ikke. I den lige kamp kunne Snejbjerg trække sig ud af kampen som sejrherre. Fortjent kunne man godt tilføje, men der var stor modstand, men altså ikke nok til at Aulum-drengene kunne få revanche for pigernes nederlag.

Snejbjergdrengene vandt således knebent 2-1 og skal møde vinderen af Brændgårdskolen og Herningsholmskolen.