Lyn og torden

Ud af starthullerne: Gæsterne fra Tjæreborg var ankommet til opgøret med fart i støvlerne

Tjæreborgpigerne havde gang i fødderne fra første fløjt. (Foto: John Jacobbsen)
Tjæreborgpigerne havde gang i fødderne fra første fløjt. (Foto: John Jacobbsen)

Gæsterne fra Tjæreborg Skole havde nøje overvejet, hvorledes de lettest og billigst kunne komme til kamp i Gørding mod Fortunaskolen.

Cyklerne var en mulighed, men ca. 18 km. hver vej fandt træneren at være for langt, hvorfor man havde lejet en bus til formålet.

Skolens ledelse bakker heldigvis godt op omkring turneringen, så det har ikke været et problem indtil nu:

— Hvis vi går videre, skal vi dog langt, da en kommende modstander ligger langt væk – men vi kan jo også være heldige at trække hjemmebane, lød det.

— Da vi nu alligevel skulle leje en bus til dagens opgør, har vi valgt at fylde den op med tilhængere.

— Derfor har 9. klasse fået lov at komme med. Som man kan se på tilskuerne, har de dog lige været en tur i Brugsen, så der er fyldt godt op med chips og sodavand.

Se også: Rugbrød er svaret

Hjemmeholdets målmand Cecilie Kristensen fandt det svært at skulle hjemføre endnu en sejr:

— Vi var nok lidt heldige i sidste runde, hvor vi vandt på straffespark – efter at have været lidt heldige. Tjæreborg er et super godt hold, så vi må se, om vi alligevel kan være heldige at sejre igen, lød det.

Se kampfakta her.

Se også: Kamp til stregen

Der måtte hoppes igennem i opgøret. (Foto: John Jacobsen)
Der måtte hoppes igennem i opgøret. (Foto: John Jacobsen)
 

Ud over stepperne
Tjæreborg startede med lyn og torden, og allerede efter fem måtte hjemmeholdets i øvrigt udmærkede målmand pille den første bold ud af netmaskerne.

En lang bold på fløjen blev spillet godt indover, og intet problem at banke bolden i mål. Et mål lige efter fodboldbogens ABC. Flot og imponerende. En scoring af Kamilla Kristensen, som gav ro på udeholdet, som virkede tændte. Det virkede som om, alle spillere ville vinde denne kamp.

Efter 18 minutter blev det 0-2 igen ved Kamilla Kristensen, som gjorde det letteste i verden. Et hjørnespark blev sparket godt indover til Kamillas fod, som blot med en inderside kunne øge til 2-0.

Første efter 24 minutter var det Gørding, som kom frem til en afslutning. En god frispilning fra fløjen, men en alt for svag afslutning og angrebet løb ud i sandet.

Tanja Glarbo med et godt indlæg til første scoring. (Foto: John Jacobsen)
Tanja Glarbo med et godt indlæg til første scoring. (Foto: John Jacobsen)
 

Efter 26 minutters spil var det Lærke Fentz, som ville aflevere i en klump af modstandere.

Hun havde af træneren fået indprentet, at såfremt hun ville skyde, skulle det ske ude i siderne.

Lærkes aflevering blev temmelig svag, men sjovt nok helt ude i siden, hvor bolden kun lige kunne trille ind over målstregen. 0-3 på et super godt tidspunkt for gæsterne – og rigtig øv for hjemmeholdet. Kampen var hermed afgjort, og det blev kampens resultat.

Celina var en god sidste mand igen i dag, hvor der blev reddet mange bolde. (Foto: John Jacobsen)
Celina var en god sidste mand igen i dag, hvor der blev reddet mange bolde. (Foto: John Jacobsen)
 

Tankerne var i Barcelona
Hjemmeholdets træner træner var meget positiv i pausen.

— Det sidste mål var træls, og mål nummer to var lidt tilfældigt – men det første mål var flot.

— I spiller udmærket, men det er som om, I er bange. Få mere ild i spillet. De andre spiller voldsomt, derfor må i gøre det samme indenfor lovens rammer.

— Jamen, så går vi også i ryggen på dem, sagde Julie Sommerlund.

— Men det skal I ikke gøre, lød svaret.

Caroline Thomsen mente dog, at dommeren trængte til briller.

— Hvorfor ser han kun, når vi laver nogle små frispark, men vi bliver hele tiden snydt. Vi får jo ingenting, men vi må jo prøve at gøre det bedste, vi kan.

Der blev sat nogle heftige tacklinger ind i opgøret. (Foto: John Jacobsen)
Der blev sat nogle heftige tacklinger ind i opgøret. (Foto: John Jacobsen)
 

Emma måtte ud i pausen efter et spark over knæet.

— Det gør rimelig ondt, og det er helt varmt. Men jeg er klar igen, så lad mig bare komme ind.

— Men så skal du også tackle igennem, sagde træner Rasmus, inden Emma blev sat på banen.

Gørding spilleres tanker var måske ej helt med i dagens kamp, idet holdet skal til Barcelona den kommende lørdag for at deltage i en stor turnering.

— Vi skal godt nok køre i bus i 28 timer, men det bliver fedt, sagde Signe Jeppesen.

— Vi glæder os som små børn, som var det juleaften, og vi vinder bare det hele, når vi kommer til Spanien, sagde Signe med et smil på læben.

Kathrine Hansen var rimelig tilfreds trods nederlaget i dag.

— Det er ny skolerekord, og jeg er sikker på, at hele klassen får en ekstra uges efterårsferie. Det er en stor bedrift af vores hold og vores lille skole samtidig med, at vi jo er nået til 4. runde i modsætning til drengeholdet.