Ro gav sejr

Skulle nok nå det: Der var fuldstændig styr på sagerne i pausen hos Hjerting Skole, hvor der blev opfordret til ro 

Der var ikke meget ro på banen, hvor drengene gik til stålet. (Foto: Poul Horsbøl)
Der var ikke meget ro på banen, hvor drengene gik til stålet. (Foto: Poul Horsbøl)

— Vi tager det stille og roligt. Vi skal nok nå det.

Sådan lød det fra Hjertings træner under pausesnakken i opgøret mod drengene fra naboskolen Fourfeldtskolen.

Herefter samledes drengene i en kreds for at få kampråbet inden forløbet af de sidste 30 minutter.

— Hvad kæmper vi for, lød det enstemmigt fra drengene.

— Vi kæmper for at holde fri fra skole, lød det friskt fra én af spillerne.

Der var mange gode dueller i opgøret. (Foto: Poul Horsbøl)
Der var mange gode dueller i opgøret. (Foto: Poul Horsbøl)
 

Det endte med lidt ekstra skolefri til Hjertingdrengene, idet de sikrede sig sejren på 3-2. Og det var faktisk slet ikke så galt, når man forinden har foræret to gaver væk i form af foræringer i forsvaret, der endte med scoringer til Fourfeldtskolen.

Se kampfakta her.

Se også: Tre mål i undertal

Se også: Stolperne i vejen

Heftig udskiftning i målet
Ydermere fik man i anden halvleg udvist reservemålmanden Sebastian Lange.

Han blev hidkaldt i sidste øjeblik, da den normale keeper, Jacob Ytzen, kort før kampen røg på hospitalet.

Sebastian var endda heldig med ikke at blive præsenteret for dommerens røde kort, da han tog bolden med hænderne udenfor feltet.

Hjerting satte angriberen Thomas Muff på mål, og han forhindrede dygtigt Fourfeldts drenge i at komme til scoring.

— Vi er de mindste og kan ikke matche Hjerting på fysikken, så vi skal gøre det, vi er gode til, nemlig pasningsspillet, lød det fra den erfarne træner, Jørgen Toft.

Der blev danset fodboldballet i opgøret. (Foto: Poul Horsbøl)
Der blev danset fodboldballet i opgøret. (Foto: Poul Horsbøl)
 

— Men det bliver rigtig svært, når vi ikke kan ramme hinanden, sagde en ærgerlig Jørgen Toft.

Det blev netop fysikken, som afgjorde kampen.

Hjertings fysiske pragteksemplar, Kasper Bønning, scorede på et smukt hovedstød netop som alle parter havde indstillet sig på en afgørelse på straffespark.

Fint besøg
Der var prominent besøg på tilskuerpladserne, idet den tidligere SønderjyskE og EfB spiller, Tommy Løvenkrands, var blandt publikum.

Foruden sin karriere i den danske liga, var Tommy også i en årrække professionel i den skotske klub, St. Johnstone.

Han fulgte interesseret med, da sønnen Christian spillede for Fourfeldtskolen.

Christian Løwenkrands viste flotte takter i opgøret. (Foto: Poul Horsbøl)
Christian Løwenkrands viste flotte takter i opgøret. (Foto: Poul Horsbøl)

Tommy Løvenkrands kiggede med på sidelinjen. (Foto: Poul Horsbøl)
Tommy Løvenkrands kiggede med på sidelinjen. (Foto: Poul Horsbøl)
 

— Selvom det er mange år siden, husker jeg stadig Ekstra Bladet Skolefodbold som spændende. Jeg spillede for Engholmskolen i Allerød, og selvom vi aldrig nåede særlig langt i turneringen, ser jeg tilbage med stor glæde, sagde Tommy Løwenkrands under kampen.

— Jeg spillede som regel ikke fuldtid, da jeg hørte til de mindste og havde det lidt svært med fysikken.

Det samme var jo gældende i dag, hvor drengene fra Fourfeldt var underlegne fysisk.

Tommy Løwenkrands har i dag eget malerfirma og er træner for jyllandsserieholdet i EfB.

Der er langt fra en ligakamp på Hamden Park i Glasgow med 52.000 tilskuere til en kamp i Ekstra Bladet Skolefodbold på Hjerting Stadion, men tag endelig ikke fejl af intensiteten.