Smal sejr

Tæt affære: Der faldt kun to mål i kampen, men de faldt til det samme hold

Der blev gået til i opgøret. (Foto: Bjarne Østergaard)
Der blev gået til i opgøret. (Foto: Bjarne Østergaard)

Når man når helt til 4. runde af Ekstra Bladet Skolefodbold, så er der altså efterhånden kun gode hold tilbage.

Det var både Løjt Kirkeby Skole og Gråsten Skoles piger i deres kamp om avancement til 5. runde.

Se også: Skarphed i anden halvleg

Løjt havde fordel af hjemmebane.

Der var masser af tilskuere og i dagens anledning havde man fået lov til at spille på opvisningsbanen, som netop var blevet frigivet efter en stor omgang pleje med blandt andet helt nyt græs.

Solen skinnede om kap med pigerne, der i den grad var klar til at kæmpe til sidste fløjt.

Se kampfakta her.

Se også: Tæt opgør

Pigerne gik til den i kampen. (Foto: Bjarne Østergaard)
Pigerne gik til den i kampen. (Foto: Bjarne Østergaard)
 

Udeholdet bedst fra land
Gråsten startede bedst og skulle også vise sig at blive det hold, der havde bolden mest.

Det kneb bare med at komme frem til de store chancer, idet Løjt havde et utrolig godt forsvar, som gang på gang pillede pynten af de ellers hårdtarbejdende gæster.

Man skulle egentlig ikke langt hen i kampen, før der havde tegnet sig et billede, som viste sig at holde hele kampen igennem.

Gråsten havde bolden, Løjt et stærkt forsvar og konstant lurende på kontraangreb.

På netop sådan et kontraangreb var Maja Krag-Snerling pludselig alene igennem, men fik lige akkurat ikke bolden det sidste stykke over stregen.

Men det fik hun så halvvejs inde i første halvleg. Lidt forvirring i Gråsten forsvaret, bolden pludselig for fødderne af Maja, og denne gang svigtede hun ikke og satte den sikkert ind til stor jubel på stadion.

Resten af halvlegen forløb præcis som hidtil, Gråsten med bolden og Løjt med chancerne.

Kort før pausen var Sofia Simonsen alene igennem, men en stor redning af en velspillende Iben Bock i Gråsten målet forhindrede 2-0 scoringen.

I pausen var der tilfredshed at spore i Løjt lejren:

— Vi har kun tilladt en enkelt chance i hele første halvleg, fordi vi er så stærke i forsvaret, og så skal der nok komme muligheder i den anden ende, I skal bare blive ved, var ordene fra træner Morten Johannsen.

Og pigerne stemte i:

— Vi skal bare kæmpe for det, så vinder vi!

Gråstenpigerne var optimistisk i pausen. (Foto: Bjarne Østergaard)
Gråstenpigerne var optimistisk i pausen. (Foto: Bjarne Østergaard)
 

Samme billede igen
Anden halvleg blev præcis som første.

Gråsten prøvede og prøvede, men fandt aldrig nøglen til at åbne Løjts forsvar op.

Udover et par hjørnespark og frispark ude foran feltet, blev det ikke til det helt store, selvom pigerne i den grad gjorde, hvad de kunne og kæmpede det bedste, de havde lært.

Midt i anden halvleg gik Cathrine Semrau mere og mere med frem.

Den meget dygtige pige fik lagt yderligere tryk på gæsternes offensiv, men rigtig farligt blev det heller ikke.

Det blev det til gengæld i den anden ende. Først ved Sofia, som måtte se Iben klare hendes skud med en flot redning.

Senere ramte samme Sofie overlæggeren, men kort før tid lykkedes det for Løjt at lukke kampen med scoringen til 2-0. Luna Sørensen havde sneget sig til at tage et frispark lige uden for feltet, og meget smukt sparkede hun den over i det lange hjørne udenfor Ibens rækkevidde.

Så gik pusten af Gråsten, som måtte kapitulere efter en flot indsats, men må også erkende at det ikke er nok at have bolden meget. Man skal også kunne score mål.

Løjtpigerne kunne fejre en 2-0 sejr. (Foto: Bjarne Østergaard)
Løjtpigerne kunne fejre en 2-0 sejr. (Foto: Bjarne Østergaard)