Tog gæsterne ved næsen

Videre: Værterne trak det længste strå i mandagens kamp

Ida Madsen førte godt an for hjemmeholdet. Foto: John Jacobsen
Ida Madsen førte godt an for hjemmeholdet. Foto: John Jacobsen

- Jeg har de 14 bedste piger.

Sådan lød udmeldingen fra Næsbjerg Skoles træner, Jens Schultz, forud for mandagens opgør, der stod mellem Næsbjerg Skole og Sdr. Omme Skole. Se kampfakta her.

- Vi var lidt heldige i første runde, hvor vi vandt på straffespark, og det bliver helt sikkert også en svær kamp i dag, sagde Jens Schultz og fortsatte.

- Vi tabte for fire-fem år siden til Sdr. Omme med 2-0 – så vi skulle gerne have revanche i dag, afsluttede den ihærdige træner fra hjemmeholdet.

Dårlig forberedelse
Gæsterne fra Sdr. Omme Skole trådte ind i denne runde med et hold, der ikke var specielt sammentømret. Bedre blev det heller ikke af, at holdet kom for sent til kampen.

- Men vi skal bare spille godt sammen og kæmpe alle mand – så skal vi nok køre sejren hjem, sagde udeholdets Clara Barsballe, der var fortrøstningsfuld trods den tvivlsomme forberedelse.

Men efter blot fem minutter blev de bange anelser gjort til skamme, da gæsternes Katrine Østergaard pludselig fik sig rykket fri og bankede bolden i kassen til 0-1.

Se også: TV: Parkerede bussen

Gab
Det var en kamp, som sent vil blive husket, for sjældent kom spillerne frem til afgørende målchancer – hvormed det var lidt kedeligt at se på denne råkolde septemberdag.

Efter 23. min spil lykkedes det dog Matilde Lund at få skudt kanonen af – og meget heldigt ramte bolden en forsvarsspiller på vej mod mål, hvormed den totalt snød målmanden – og pludselig var stillingen 1-1. En stilling som holdt til pausen.

Se også: TV: Tog teten

Aldrig tabt på straffe
Hjemmeholdets træner opfordrede til at holde bolden på jorden – da Sdr. Omme Skole-spillerne var større rent fysisk.

- Få afsluttet, når I har chancen og følg op! Pas på ikke at buse for meget frem – men husk at have en spiller tilbage. I har nu medvind – så det skulle gerne resultere i mindst et mål, sagde værternes træner.

Gæsternes træner, Orla, var i modsætning lidt lang i spyttet omkring, hvad der skulle gøres i anden halvleg.

- Tja, jeg ved ikke helt, hvordan vi skal gribe anden halvleg an – men vi må satse på vores kontra spil, for I har jo vist flere gange, at I godt kan komme igennem på fløjen. Jeg ved, at mange af jer har det svært ved at spille 11-mandsfodbold, fordi I plejer at spille otte-mandsfodbold. Men bliver I trætte, så har vi friske kræfter på bænken, så sig til, hvis trætheden melder sig, sagde Orla på sidelinjen.

Gæsterne i fremdrift. Foto: John Jacobsen
Gæsterne i fremdrift. Foto: John Jacobsen

Se også: Fik ingen tarteletter

Lyttede til coach
Efter fem minutters spil i anden halvleg kom Næsbjerg Skole pludselig igennem, men gæsternes målmand kom fint ud af sit bur og fik angriberen til at overplacere sit skud.

- Dejligt, at se hun har hørt efter i pausen, for det var én af de ting, jeg påpegede over for hende – at hun skal gå ud for at gøre målet mindre Så dejligt at se, sagde gæsternes træner, Orla.

Fem minutter før tid blev der dømt et lidt tvivlsomt straffespark til hjemmeholdet. Julie Pedersen blev sat til at sparke, og hun udnyttede den store chance med stor sikkerhed til stillingen 2-1.

Se også: TV: Tak til Oliver

Neglebideri
Sdr. Omme vågnende nu for alvor op – og havde den ene store chance efter den anden, men hver gang blev chancerne brændt. Der var stor spænding på bænken, hvor spillerne fulgte godt med.

- Åhh fuck hvor er vi uheldige. Kom nu bare i gang. Bare et enkelt mål, og så vi vinder i straffe. Vi kan godt, sagde en spændt Clara Barsballe.

Men lige meget hjalp det, for Næsbjerg Skole kunne gå sejrrigt fra banen med en 2-1-sejr i bagagen. De er således videre til næste runde i Ekstra Bladet Skolefodbold, hvor modstanderen er Amagerskolen.

Sille Knudsen fik ryddet godt op i værternes forsvar. Foto: John Jacobsen
Sille Knudsen fik ryddet godt op i værternes forsvar. Foto: John Jacobsen

Se også: Satte sig på tronen

Ærgerlig fighter
Louise Bernecker fra Sdr. Omme Skole var rigtig ærgerlig efter kampen. Louise spiller til daglig sammen med drengene på et U16-holdet i Sdr. Omme/Grindsted, hvilket hun trives fint med.

- Det giver mig meget at spille med drengene, hvor fysikken er større. Jeg spiller central midtbane, og vi træner også med U17-drengene. Jeg kunne nok have givet lidt mere i dag – men ved ikke helt, hvorfor vi ikke lige kunne få det sidste med, sagde en ærlig Louise Bernecker efter kampen.

Louise Bernecker med en fin afslutning på mål. Foto: John Jacobsen
Louise Bernecker med en fin afslutning på mål. Foto: John Jacobsen