TV: 'Springloppens' solo-show

Akrobaten amok: Trylleri og hattrick af David Malaya gav stensikker plads i semifinalen

David 'Springloppen' Malaya modtager endnu en hyldest - her efter at have fuldendt sit hattrick til 3-1 direkte på frispark langt udefra. (Foto: Henrik Schou)
David 'Springloppen' Malaya modtager endnu en hyldest - her efter at have fuldendt sit hattrick til 3-1 direkte på frispark langt udefra. (Foto: Henrik Schou)

ODENSE (Ekstra Bladet): Efter kredsfinalen i Jylland Syd skrev jeg, at David Malaya er den type spiller, man skal forberede sig på at se. Det er vigtigt ikke at drikke for meget væske før en kamp med Dybbøl-Skolen i Ekstra Bladet Skolefodbold.

For bare få minutter væk fra banen kan betyde, at man aldrig vil tilgive sig selv. Mere skal den lille troldmand ikke bruge på at vende en kamp på hovedet. Hvorefter han så vender sig selv på hovedet en tre-fire gange under de fantastiske jubelscener med salto og flik-flak i luften. Det er hans helt eget varemærke på græsset efter en scoring. Ekstra Bladet døbte ham også 'Springloppen' efter at have nydt hans sidste opvisning i november.

Se også: Galleri: Pårup Skole - Dybbøl-Skolen

Flygtet til Danmark
Både målene, jublen og især finterne er som en kold is på en varm dag for nethinden. Hjernen siger tak, og man kan ikke få nok. At de små, korte ben ikke knækker eller krøller sammen, det er en gåde for os på tilskuerpladserne. For David ser det lige så let ud, som når en fisk svømmer i vandet.

Kvartfinalen ude mod Pårup Skole var på forhånd udset til at være en af de mere spændende og tætte kampe hos drengene i årets udgave af Ekstra Bladet Skolefodbold. Det kunne det også have været, hvis ikke lige David Malaya havde været med. 'Springloppen' scorede hele tre kasser i den yderst fortjente 4-1 sejr.

- De havde fulgt med i, hvad Ekstra Bladet havde skrevet om mig. Det kunne jeg godt mærke, de mandsopdækkede mig hele tiden. Men ham deres anfører nede i forsvaret blev hurtigt træt (han stod bøjet forover og hev efter vejret allerede efter et kvarter, red), det lagde jeg mærke til. Så jeg prøvede at gå efter at spille overfor ham, forklarede David efter sejren og lyste op i et af sine mange store smil i forårssolen.

Livet har dog ikke altid budt på store smil og jubel for det store talent. Kun tre år gammel måtte han sammen med sin familie flygte fra den forfærdelige borgerkrig i det afrikanske land DR Congo. Først til nabolandet Zambia og otte år senere til det kolde Danmark. Trods det noget anderledes vejr elsker han at bo her i landet og nyder livet - ikke mindst når der ligger en bold for hans fødder.

'Springloppen' i endnu en halsbrækkende salto efter en scoring. (Foto: Henrik Schou)
'Springloppen' i endnu en halsbrækkende salto efter en scoring. (Foto: Henrik Schou)
 

Se også: TV: Se karaktererne for Pårup Skole - Dybbøl-Skolen

Svigtende forsvar
-Der var meget pres på mig her til kampen. Alle forventer en masse, men der bliver passet godt på mig. Alligevel gik det galt. For dem.

Mere præcist kan det dårligt forklares. David ER rigtig god, men Pårup burde have gjort mere for at pille ham ud af spillet. At den suverænt mest farlige spiller vest for Storebælt i dette års udgave af Ekstra Bladet Skolefodbold ikke blev markeret konstant af mindst en mand, det er og bliver en gåde af de større. Tilbagevendte Aleksander Dokic kunne heller intet gøre.

Han er svær at holde, fordi tyngdepunktet er så lavt kombineret med farten, men forsøget på at dække ham op var langt fra godkendt. Til gengæld fik 'Springloppen' som den første topkarakter i Ekstra Bladets bedømmelse efter kvartfinalen.

- Ekstra Bladet har jo ligesom gjort mig til en stjerne, så der ligger mere på mine skuldre hver gang. I semifinalen sætter de så nok to mand på mig. Men så kommer de bare i undertal, og så går det galt igen. For dem.

Der er ikke et øjeblik tendens til smarte bemærkninger eller blær fra tre-måls skytten. Efter blot omkring seks år i Danmark udtrykker han sig bare ganske kort og klart om, hvordan han ser på kampen.

Se også: TV: Assistkongen Martin

Spiller sig til finterne
Som millioner af andre knægte er han fan af FC Barcelona og har Messi som idol. Den lille argentiner hører også til de lave spillere, men han kan så nogle utrolige ting med bolden. Både højde og trylle-evnerne har 'Springloppen' til fælles med verdensstjernen. Han lavede flere gange nogle ting, man ikke ville tro på, hvis man ikke lige havde set det med egne øjne. Som da han tørrede anføreren med en kropsfinte mod højre og et vip med foden mod venstre, der gav frit løb ned mod baglinjen uden chance for Jonas Brandt.

Eller når han efter behag bare skiftede side for at trylle for tilskuerne på den modsatte side. Eller ved frisparket fra godt 20 meter, som han satte helt ude til venstre i målet til 3-1 uden chance for keeperen.

Frisparket til 3-1 - en chanceløs keeper hænger i luften. (Foto: Henrik Schou)
Frisparket til 3-1 - en chanceløs keeper hænger i luften. (Foto: Henrik Schou)
 

- Det er altid mig, der sparker straffe og de frispark, hvor der kan sparkes på mål. Det er vores aftale på holdet, forklarer han og fortsætter med hemmeligheden om sine tricks:

- Jeg spiller 'Fifa' næsten hver dag. De der 'skills' lærer jeg derfra. Og så selvtræner jeg med vores højre back Grace. Vi træner alene os to en mod en for at øve finterne sammen.

Det giver de to nogle fordele på banen i både klub og på skoleholdet. Da de begge er fra Congo, har de også en ekstra fordel:

- Nogle gange siger jeg til ham på swahili, at han bare skal skyde op til mig. Det forstår de andre jo ikke noget af, kommer det med endnu et grin fra 'Springloppen'.

David hopper op i favnen på Grace efter en scoring. (Foto: Henrik Schou)
David hopper op i favnen på Grace efter en scoring. (Foto: Henrik Schou)
 

Se også: TV: Dybbøls tvillinger lukkede ned for Pårup

Undgå at tisse
Allerede med det samme efter sidste fløjt omringes han af tilskuere. Sjældent har de set noget lignende udenfor tv-skærmen. Alle vil de sige tillykke og ønske ham held og lykke. Også selv om deres eget hold lige har tabt. Sådan skal det også være, det er fairplay.

Det er nærmest umuligt at få lov at tale med angriberen i fred. Hele tiden kommer nye børn hen for bare lige at sige noget til ham. Eller for at spørge om hvordan han laver sine saltoer. De roser ham og ville gerne have hans autograf, hvis de turde spørge.

- Det her har givet en masse opmærksomhed. Nu får vi bare endnu mere, når vi skal spille semifinale på hjemmebane. Det bliver så mega-fedt. Jeg håber rigtig meget at få lov til at spille finalen. Så skal jeg nok lave flere saltoer, det lover jeg.

Med endnu et smil på størrelse med hele ansigtet siger han pænt på gensyn ved semifinalerne. Det bliver også et glædeligt gensyn, måske ikke lige for Kragelundskolen. Her kommer kampen i kampen til at stå mellem hjemmeholdets 'Springloppen' og udeholdets dygtige anfører og back, der af Ekstra Bladet er døbt 'Batman'.

Sørg for ikke at skulle tisse under den kamp - det bliver et BRAG!

 

Se også: TV: Se alt video fra Pårup Skole - Dybbøl-Skolen

Hør 'Springloppen' fortælle om kampen:
 

Se også: Galleri: Pårup Skole - Dybbøl-Skolen

Til trods for sin højde lykkes det alligevel for 'Springloppen' at kæmpe med i luften. Styrken i benene er imponerende. (Foto: Henrik Schou)
Til trods for sin højde lykkes det alligevel for 'Springloppen' at kæmpe med i luften. Styrken i benene er imponerende. (Foto: Henrik Schou)

Se 'Springloppens' salto-jubel på tv, fra hans scoring i kreds-semifinalen:

1 af 4 Se det stålsatte blik i øjnene, David kæmper for alle bolde. (Foto: Henrik Schou)
2 af 4 David foran sin nærmeste mand hos Pårup - anfører Jonas Brandt. (Foto: Henrik Schou)
3 af 4 Juhuuuu - jubel efter jubel. Her dog blot til ære for de mange fans efter kampen. (Foto: Henrik Schou)
4 af 4 David 'Springloppen' Malaya modtager endnu en hyldest - her efter at have fuldendt sit hattrick til 3-1 direkte på frispark langt udefra. (Foto: Henrik Schou)
Seneste Skolefodbold
Mest læste Skolefodbold
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere