Schous hjørne: Slut med Jylland og Fyn

Køligt farvel: Det koster at spille smart

Total blæret hilsen til den kække journalist fra Kjellerups kaptajn efter 1-1 målet. (Foto: Henrik Schou)
Total blæret hilsen til den kække journalist fra Kjellerups kaptajn efter 1-1 målet. (Foto: Henrik Schou)

To dage med kvartfinaler i Jylland er slut. Jeg havde forudset 3 sejre og en meget lige kamp. Jeg fik ret i alle fire. Og dog. For at starte med første kamp, så havde jeg udset Farsø til at smadre Agerbæk med hele 80-20 i procenter. Sjældent har jeg haft mere uret. Herfra skal lyde et stort undskyld til et flot spillende udehold, der var klasser bedre end det, jeg så i kredsfinalen.

Det skal bemærkes, at jeg har set samtlige 16 kredsfinaler, så jeg har ikke bare gættet. Alle hold er set mindst en gang, jeg kaster ikke bare en terning eller to. Mine bud er på baggrund af det, jeg har set i efteråret.

Her så jeg et yderst usikkert hold fra Agerbæk og et flot spillende Farsø-hold. De roller var byttet om i første halvleg i Farsø, hvor hjemmeholdet var pivringe og uden gejst. Her kunne udetøserne have scoret en pind eller to mere i medvinden, så havde de slukket lyset. I stedet kom de to profiler - Farsøs tvillinger - ind i kampen og fik rettet en ellers synkende skude op. Men hold da op, hvor skal der andre boller på suppen i semifinalen, hvis de skal have en billet til Parken.

Dronningen af Kolind
I semifinalen skal de nemlig møde Kolind Centralskole, der i en flot spillet kamp smed de forsvarende mestre hjem til Fyn med bristede drømme. Det bedste hold vandt, men det holdt hårdt. Havrehedskolen havde kæmpe chancer i anden halvleg, som de burde have scoret på. Men hjemmeholdet har et bedre holdkort, og så har de Janne. Turneringens topscorer med 22 kasser nettede igen og satte det hele på plads.

Kampen mellem Kolind og Farsø skal nok blive spændende. Mine procenter på kampen får I senere. Lige nu skal tøserne have lov at glæde sig over at være et skidt fra finalen i Parken torsdag 26. april. En kamp fra drømmen.

LÆS OGSÅ: Mestrene i knæ

Mere kul på i Vejen
Hos drengene så vi Overlund mod Grønvangskolen, der var i semifinalen sidste år. Det er de nu igen efter fortjent sejr ude mod Overlund. Udeholdet kan mere og vil mere, de sad på det meste. Grønvang scorer for lidt, det gjorde de også sidste år. En kamp som denne burde de sætte sig mere på og lukke den langt tidligere, det blev alt for spændende. 2-1 er ikke et retvisende resultat i forhold til styrken. Men målene lyver jo ikke - og publikum fik lidt at hygge sig på. Farlige Andreas Kjær sikrede igen, igen en sejr med fin scoring til sidst, men han bør altså hamre flere kasser ind.

Stor ære og fræk lussing
Grønvang skal i en herrekamp møde Hunderupskolen fra Fyn. Det bliver klart den bedste og mest spændende kamp i lang tid vest for Storebælt. To stærke holdkort med dygtige teknikere på begge sider. Hundeknægtene gjorde det ude af med Kjellerup, der også var udråbet som underdogs med kun 30 procents chance for at overleve. Sådan blev det heller ikke på banen, det var nok mere 40-60. Det havde også pisset hjemmeholdet så meget af, at de havde lavet en ganske særlig hilsen til mig, som ses på det store foto ovenfor. Det er virkelig topklasse og super stil, når I finder på den slags. Fedt, fedt og mere fedt !!

Jeg har fire rigtige ud af fire, men bag tallene er en historie. En anden historie ude i virkeligheden. I Farsø var den HELT gal, længere er den ikke. Det var i første halvleg faktisk nærmere omvendt, Agerbæk var klart de bedste. I Overlund vandt det bedste hold, men de var ikke skarpe nok til mine procenter på kampen. Kolind og Havrehed spillede lige op til de 50-50, det var tæt. Men en spiller fra Kjellerup ville sætte sig præg og give mig en lussing, det løfter jeg hatten for og siger: Godt gået! Desværre holdt glæden kun et minut, så lukkede Amir det hele til 2-1 og kampen var slut. Men stor ære kan Kjellerups evige fightere tage med fra banen.

LÆS OGSÅ: Kølige Kenneth

Tillykke og østpå
All i alt en god omgang bold vestpå med mange tilskuere i ellers kedeligt vejr, som nu er slut for denne gang. Vi mangler i denne turnering nu kun to kampe - Kolind-Farsø og Hunderup-Grønvang - begge kampe spilles på onsdag 18. april med dommertrio og fuldt hold fra TV2.

Tid og sted hører I mere om hurtigst muligt. Tillykke til vinderne - og pænt farvel og på gensyn til taberne.

Nu spiller vi de fire kvartfinaler østpå...følg med her på sitet, i Ekstra Bladet og Facebook!

Følg mig på Twitter

Bliv ven på Facebook

1 af 2 Ekstra Bladets Henrik Schou følger hver eneste dag skolefodbolden på tæt hold igen i år. (Foto: Thomas Sjørup)
2 af 2 Total blæret hilsen til den kække journalist fra Kjellerups kaptajn efter 1-1 målet. (Foto: Henrik Schou)
Seneste Skolefodbold
Mest læste Skolefodbold
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere