Himmelrykte

Nyrupskolen igen med blandt de sidste i Ekstra Bladet Skolefodbold

Nyrupskolens energiske træner Erik Elmelund med sidste peptalk til pigerne: Foto: Henrik Schou
Nyrupskolens energiske træner Erik Elmelund med sidste peptalk til pigerne: Foto: Henrik Schou

–Det kan sgu både blive en dreng og en pige, sagde en tilskuer under kampen mellem Himmelev Skole fra Roskilde og Nyrupskolen fra Kalundborg.

Og bedre kan det næppe siges, det var en flot og velspillet pigekamp. Så langt fremme som i 1/8-dels finalerne er det slut med hold, der bare fedter sig til sejr via en eller to gode spillere. Nu kræver det et fuldt hold med gode spillere.

Begge hold har dog profiler, der gør sig bemærkede, men først og fremmest var det to tætte team, der kæmpede om en plads blandt de sidste otte hold i landet til april.

Største profil

Ingen tvivl om at banens bedste spiller igen var 12-årige Janice Jakobsen fra hjemmeholdet. 17 mål i fem kampe gjorde hende på forhånd frygtet hos Nyrups træner Erik Elmelund. Han var trods 2-0 føring i pausen kontant over for sine piger

–Pas nu på Janice, når hun flakker fra side til side. Hun er så god, at vi skal sidde på hende hele tiden

Og han var ikke rolig endnu

–2-0 er den farligste føring, man kan have, sagde han med en af sportens store floskler.

Hans piger havde kæmpet flot i første halvleg, der bølgede frem og tilbage. God teknik og masser af taktik var nøgleord. Begge hold havde scoret 35 mål før kampen og kun ladet et og tre gå ind, så der var ikke lagt op til målorgie.

Lige i krydset

Efter pausen scorede Janice direkte på frispark med et drømmehug op i krydset, som ville have pyntet i en herrekamp. Det pustede i den grad liv i opgøret. Kort efter blev det til 2-2, spændingen summede igen på det lille stadion. Der blev bidt negle i kulden.

–Vi var jo foran. Så kommer de på 2-2, det var noget lort, sagde en ærlig Stine Bøggild efter kampen, hvor hun lavede det første mål. Hun ved, hvad hun taler om, det var nemlig hendes 25 kamps jubilæum i turneringen. Den 14-årige piges største bedrift har indtil nu været nederlaget i semifinalen i 2007.

Stolt anfører

Med i samme kamp var også anfører Nanna Neumann på 15 år, der spillede en flot kamp

–Jeg er nok anfører, fordi jeg går i Eriks klasse, så jeg er tæt på ham, siger hun med et smil og fortsætter

–Så er jeg god til at råbe ad de andre, det falder mig naturligt

Hun udtrykker stor respekt for sin træner, der har legendarisk status med skolefodbold. Syv finaler med seks nederlag og en sejr giver rosende ord med på vejen

–Da jeg var lille, så vi op til ham. Nu er det bare dejligt at have en træner, der går så meget op i det, siger den stolte anfører med et stort vindersmil. Hun glæder sig til kvartfinalerne i foråret

–Det er fedt med skolefodbold og sammenhold på tværs af klasserne, men nu skal vi til at tænke på skolen igen

1 af 4 Himmelev Skoles seje tøser med sølvmedaljer om halsen. Foto: Henrik Schou
2 af 4 Kampens bedste spiler igen ,igen. 12-årige Janice Jakobsen fra Himmelev Skole. Foto: Henrik Schou
3 af 4 Stine Bøggild i jubel efter scoring i sit 25 kamps jubilæum i Ekstra Bladet Skolefodbold. Foto: Henrik Schou
4 af 4 Nyrupskolens energiske træner Erik Elmelund med sidste peptalk til pigerne: Foto: Henrik Schou
Seneste Skolefodbold
Mest læste Skolefodbold
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere