Blæsten bar bolden

Hjælp i sidste minut: Vinden var hård og gjorde frisparket endnu hårdere - det blev afgørende

Der stod en strid vind på banen, som blev afgørende i anden halvleg. (Foto: Jens Jørgen Jørgensen)
Der stod en strid vind på banen, som blev afgørende i anden halvleg. (Foto: Jens Jørgen Jørgensen)

Gennem årene har de to Slagelse-skoler, Marievangsskolen og Antvorskov Skole, sat deres præg på Ekstra Bladets Skolefodboldturnering, og ofte har de mødtes i spændende og jævnbyrdige kampe. Således også i femte runde, hvor en kraftig vind kom til at spille en afgørende rolle.

Se kampfakta her

Regulær drømmestart
Antvorskov startede med vinden i ryggen og fik en drømmestart, da en af banens mindste, Hakan Ghardimi, efter fire minutter fik lov at heade Samed Bardaks centring i nettet, midt mellem langt større forsvarere.

Men efter det var det Marievang, der var spilstyrende på trods af modvinden. Det kom nu ikke til større chancer, ikke mindst på grund af stærkt spil af midterforsvarerne Jacob Petersen og Sylvester Klindt. Derimod kneb det meget for Antvorskov at få tingene til at fungere, på trods af den tidlige føring. De fysisk stærkere Marievang-drenge sad på deres modstandere over alt på banen, anført af Morten Holmen, Mads Clausen og Philip Jensen. Bagude klarede Joachim Petersen og Andreas Rathcke i midterforsvaret de få tilløb til angreb fra Antvorskovs side. Bedre blev det ikke for Antvorskov, da deres anfører Emil Laursen måtte lade sig udskifte midt i halvlegen. Emil havde problemer med vejrtrækningen, da han dagene forinden havde ligget syg med lungebetændelse.

God redning af Antvorskov-keeperen. (Foto: Jens Jørgen Jørgensen)
God redning af Antvorskov-keeperen. (Foto: Jens Jørgen Jørgensen)

Se også: Intenst og medrivende

Se også: Ingen grund til straffe

Positiv pause
I pausen havde begge trænere positive inputs til deres hold.

— Bortset fra et markeringssvigt ved deres mål, har jeg intet at sætte fingre på. Vi styrer kampen, har en god energi, men skal have flere afslutninger. De kommer i medvinden, lød det fra Marievangs-lejren.

— Vi skal spille bolden rundt, hele tiden løbe mod boldholderen. Og sørg for hele tiden at skubbe op, så vi ikke kommer til at stå for langt tilbage, sagde Dennis Jensen, Antvorskov-træner.

Se også: TV: Trio scorede tre

Vinden hjalp til
Lige fra anden halvlegs start jagtede Marievang en udligning, men det kneb stadig at komme til chancer. Derimod blev deres dødbolde rigtig farlige, og de havde blandt andet et par nærgående frispark fra anfører Morten Holmen. Det blev også på en dødbold, holdet fik udlignet efter 10 minutter, da vinden bar et indadskruet hjørnespark fra Bertram Augustsen op i modsatte målhjørne til 1-1.

Kamp om bolden. (Foto: Jens Jørgen Jørgensen)
Kamp om bolden. (Foto: Jens Jørgen Jørgensen)

Se også: Mødte overmagten

Herefter blev kampen mere jævnbyrdig. Anfører Emil kom tilbage på banen for Antvorskov, og sammen med Mikail Urzubdal og Nikolaj Ekdahl fik han skabt mere fremadrettet. Det blev imidlertid ikke lettere for Antvorskov, da målscorer Hakan måtte gå ud med en skade. En enkelt mulighed fik holdet efter 23 minutter, da Mike Nielsen slap fri på en god dyb stikning fra Emil, men hans forsøg gik uden om Marievangs mål.

Alle havde indstillet sig på en afgørelse på straffespark, da Marievang i dommerens overtid fik et frispark på Antvorskovs banehalvdel ikke langt fra midterlinien. Her sparkede Andreas Rathcke igennem, og vinden gav skuddet så megen kraft, at det totalt snød Antvorskovs målmand og gik i nettet til sejrsmålet.

Stor jubel hos Marievang - tilsvarende græmmelse hos Antvorskov. Selvfølgelig er det altid bittert at tabe på så sent et mål, men at sejren gik til Marievang var fortjent nok.