Fem minutters action

Intenst: Kildebjerg og Svebølle havde fem livlige minutter i anden halvleg

Kildebjerg på vej fremad. Foto: Jens Jørgen Jørgensen
Kildebjerg på vej fremad. Foto: Jens Jørgen Jørgensen

Skovvejens Skole afd. Kildebjerg (herefter: Kildebjerg) fra Mørkøv stillede til kampen mod Svebølle Skole med ny træner - nemlig Jakob Rang Knudsen, der som udgangspunkt kun havde haft 12 spillere til rådighed.

Men han fik suppleret med to spillere yderligere. Omvendt havde trænerne hos Svebølle - Mikkel Adamsen og Tina Nielsen - flere at vælge imellem.

Tæt kamp
I optakten viste Mørkøv-drengene størst koncentration ledet af anfører Joachim Jensen, men fra kampstart fik vi en meget jævnbyrdig kamp. Mørkøv-holdet virkede bedst organiseret, mens Svebølle virkede lidt overtændte og udisciplinerede. Det blev dog kun til få chancer.

Målmand blev helten

Efter syv minutter headede Mørkøvs Simon Vind forbi på en god chance, og efter 12 minutter havde Rasmus Gelting et godt skud over mål. Begge holds forsvar virkede solide. Hos Mørkøv med Peter Fabiansen og Mikkel Mortensen, hos Svebølle med Mikkel Kjørvel og Glenn Hansen. På midtbanen ydede Mørkøv-anfører Joachim Jensen sammen med Jeppe Jensen en stor arbejdsindsats. Fremme kæmpede Minik Hansen godt.

Svebølle mere med
Efterhånden fik Svebølle bedre fat med anfører Frederik Frandsen og Nikolaj Helgasson på midtbanen i spidsen. Det var ganske interessant at  se, at de mindre Svebølle-drenge vandt de fleste nærkampe mod de større modstandere. Vi skulle dog helt hen til 24. minut, før første scoring faldt. Svebølles angriber Tais Petersen fik erobret bolden i nærkamp med Mørkøvs målmand og bragte efterfølgende sit hold foran, så med 1-0 gik holdene til pause.

Brød den onde cirkel

Straks efter pausen skete der mere foran målene. Efter fire minutter forsøgte Svebølles Nikolaj Helgasson sig med et ekvilibristisk skud på mål, men bolden gik over.

Gang i gaden
Fra 40.- til 45. minut skete der rigtig meget.

Først måtte Mørkøvs Mikkel Gelting hjælpes fra banen med en forstuvet ankel, og knapt var han ude, før hans holdkammerat Jeppe Jensen udnyttede en lang fremlægning til at udligne til 1-1. Kort efter fik Mørkøv-anfører Joachim Jensen en kæmpechance for at bringe sit hold foran, da han fik frit løb mod mål fra midterlinjen, men en meget flot forsvarsaktion fra Svebølles Marcus Loose hindrede, hans hold kom bagud.

Smal sejr trods stor dominans

I stedet svarede Svebølle igen, da højre back Nicki Jensen i  et imponerende rush efter flere kontraer og et par frispark fik sig kæmpet fri og scorede sikkert til 2-1. Heldigt for Svebølle var det også, at den fortræffelige dommer benyttede fordelsreglen her.

Det skulle vise sig at være sejrsmålet. Mørkøv formåede ikke for alvor at presse for en udligning, og Svebølle kunne heller ikke spille sig til muligheder i den anden ende. Så en meget jævnbyrdig kamp sluttede med sejr til holdet med marginalerne med sig.

Se kampfakta her