Første halvleg var nok

Med vinden i ryggen: Alle tre mål i sejren blev scoret med medvind

Kampens andet mål blev scoret efter et hjørnespark. Foto: Niels Sørensen
Kampens andet mål blev scoret efter et hjørnespark. Foto: Niels Sørensen

Mandag tog Vemmelev Skole imod Eggeslevmagle Skole i 3. runde af Ekstra Bladet Skolefodbold.

Inden kampen udtalte træner Glen Poulsen for hjemmeholdet:

- Vi skal videre, så jeg forventer en sejr.

Dennis Holm, der er træner for Eggeslevmagle, var lidt mere moderat:

- Vi har intet kendskab til Vemmelevs hold. Men nogle af drengene kender nogle af deres spillere, og de siger, at de er bedre end Skælskør, som vi slog i sidste runde.

Det var i øvrigt Eggeslevmagle Skoles første kamp, da deres modstander ikke kunne stille hold i forrige runde.

Se kampfakta her.

Se også: Straffe og stivtå

Komfortabel føring
Gæsterne startede med medvind, og allerede efter fire minutters spil sendte den godt kæmpende Andreas Holst et indlæg ind over. Her var Sebastian Nowak først på bolden, og via ryggen på en modstander sendte han bolden i mål til en 1-0-føring.

Udeholdet udnyttede medvinden med lange bolde frem mod den høje og stærke Andreas Holst. Efter seks minutters spil burde Andreas have øget føringen, da han var alene igennem med målmand Filip Hochrein. Men Filip kom godt ud og fik afværget forsøget.

Men de pressede videre og fremtvang i det 12. minut et hjørne, som deres godt kæmpende anfører efterfølgende headede flot ind til 2-0.

Gæsterne nåede knap nok at nyde den flotte scoring, før de igen var på spil i værternes straffesparksfelt. Et godt indlæg blev sendt ind over af Andreas Holst, men ved bagerste stolpe lykkedes det Simon Hansen at skyde langt over.

I det 17. minut fik Eggeslevmagle Skoles Emil Stilling et gult kort, og hjemmeholdet var nu en mand i overtal i ti minutter. De kom til nogle halve chancer, men det var gæsterne, der i det 26. minut kunne øge til 3-0, mens de stadig var en mand i undertal. Målet, som blev hugget ind uden chance for Filip i målet, stod den lille tekniker Nosa Jemtehed for.

Halvlegen endte med en 3-0-føring til gæsterne.

Kampens prisvindere. Foto: Niels Sørensen
Kampens prisvindere. Foto: Niels Sørensen
 
Se også: TV: Klasse til forskel

Stærk målmandspræstation
I pausen sagde gæsternes målmand Daniel Schwartz:

- Jeg håber ikke, at jeg får mere at lave, sagde han med et stort smil. Det skulle dog vise sig ikke at holde stik.

Vemmelev Skole begyndte anden halvleg med at trykke på. Bare på ét minut måtte de se Daniel i målet redde hele tre gange på meget store chancer. Med en lidt dårligere målmand for udeholdet ville Vemmelev Skole næsten have udlignet. Men Daniel stod i vejen.

Gæsterne havde herefter et par kontraangreb, som dog løb ud i sandet.

I det 42. minut troede alle, at Vemmelev Skole skulle reducere. Et halvsløjt udspark fra Dainel endte hos en angriber, som driblede udenom Daniel, men afslutningen blev reddet på stregen. Værterne måtte nøjes med et hjørne, som der ikke kom noget ud af.

Med bare to minutter igen fik Vemmelev Skole endelig reduceret. Fidusbamsemodtager fra forrige kamp, Jeppe Olsbro, dukkede op ved bagerste stolpe. Han kunne nemt score til 3-1 på det gode indlæg fra højre side.

I overtiden blev det til et par hjørnespark, som der dog ikke kom noget ud af, og kampen sluttede dermed med udesejr til Eggeslevmagle Skole.

KAMPFAKTA:

Resultat:
Vemmelev Skole - Eggeslevmagle Skole, 1-3

Prisvindere:
Vindere af fidusbamserne:
Viktor Jørgensen, Vemmelev Skole
Daniel Schwartz, Eggeslevmagle Skole

Vinderen af fairplay-håndklædet:
Viktor Oxbøll, Vemmelev Skole

Seneste Skolefodbold
Mest læste Skolefodbold
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere