Fra pletten: Snæver sejr efter straffe

Jævnbyrdigt: Hjemmeholdet trak det længste strå

Rosa, der gør det til 1-0 for hjemmeholdet. Foto: Gert Smistrup
Rosa, der gør det til 1-0 for hjemmeholdet. Foto: Gert Smistrup

Der var lagt op til et interessant opgør, da Højby Skole og Grundtvigsskolen tørnede sammen, og det skulle også vise sig at blive en ganske jævnbyrdig affære. Se kampfakta her.

Fandt sig selv
I starten af opgøret angreb hjemmeholdet med Rosa, Mary og Cecilie som dominerende skikkelser på holdet. Grundtvigsskolen skulle lige finde sig selv, og de kom efterhånden på plads i forsvaret med Mathilde, Marie og Gabriella, der gjorde det rigtig fint.

Udeholdet fik mere og mere fat i opgøret, og specielt Mathilde lavede lækkerier og spillede sig igennem til flere farlige afslutninger. I den anden ende drønede Rosa fra hjemmeholdet lige igennem forsvaret og fik afsluttet, men Maria i målet klarede til hjørne.

Se også: Straffegys afgjorde tæt affære

Velspillende Rosa
Spillet bølgede frem og tilbage mellem to jævnbyrdige hold. Der tegnede sig hurtigt et billede af, at det var kampens mindste spiller Rosa, der stod for det kreative og farlige, da hjemmeholdet angreb næsten hele tiden. Men det blev ikke til mål - blandt andet fordi Gabriella og Mathilde styrede udeholdets forsvar på fornemmeste vis. Lige før pausen fik hjemmeholdet scoret, men målet blev underkendt, da bolden ikke var kommet i spil endnu.

I pausen talte hjemmeholdet om, at de mente at udeholdets målmand var lidt usikker, så de skulle sparke noget mere på mål.

Anden halvleg var i gang, og kampbilledet fra første halvleg fortsatte. Hjemmeholdet angreb med stor energi, men udeholdets forsvar dæmmede godt op. Men fem minutter inde i halvlegen gik det galt. Frederikke fra hjemmeholdet driblede sig igennem på kanten og spillede bolden ind over til Rosa, der driblede sig fri og scorede til 1-0 til hjemmeholdet.

Der blev gået til stålet. Foto: Gert Smistrup
Der blev gået til stålet. Foto: Gert Smistrup

Se også: TV: Målfest med manér

Chok-udligning
Højby Skole fortsatte presset, men Maria i udeholdets mål havde spillet sig varm og tog det meste af det, der kom, Hjemmeholdet angreb med Rosa, Frederikke og Amalie oppe foran. Men pludselig udlignede gæsterne til 1-1, da Mathilde Mortensson dukkede op foran mål efter et flot gennemspillet angreb.  Udeholdet satte slutspurten ind og angreb alt, hvad de kunne for at få en afgørelse inden slutfløjt. Lige inden slutfløjt var Rosa ved at afgøre det hele med et drøn på overliggeren, men det blev 1-1, og derfor måtte kampen afgøres på straffespark.

Her vandt Højby Skole med 6-5, og de er dermed videre til næste runde i Ekstra Bladet Skolefodbold.

Rosa var banens bedste i torsdagens kamp. Her scorer hun på straffespark. Foto: Gert Smistrup
Rosa var banens bedste i torsdagens kamp. Her scorer hun på straffespark. Foto: Gert Smistrup