Holdt buret rent på ny

17-0 efter tre kampe: Tuse Skole har godt styr på de bagerste geledder

Pres på mål. Foto: Jens Jørgen Jørgensen
Pres på mål. Foto: Jens Jørgen Jørgensen

Det var to hold med clean sheet, da Tuse Skole og Hvidebækskolen mødtes i tredje runde.

Tuse havde i de foregående kampe sejret to gange 7-0. Holdets træner Daniel Skov forventede dog ikke et tilsvarende ciffer:

- Jeg regner med en lige kamp.

Hvidebækskolens målmand Jonas Hansen var fortrøstningsfuld med hensyn til fortsat at holde målet rent, for som han udtrykte det:

- Jeg stoler på mit hold. Begge fik kun i nogen grad ret.

Se kampfakta her.

Vinder altid 7-0

Anførerduel. Foto: Jens Jørgen Jørgensen
Anførerduel. Foto: Jens Jørgen Jørgensen

Satte sig på spillet
Efter en lige start i lidt for højt et tempo satte Tuse sig mere og mere på kampen. Navnlig havde Polat Sen nogle giftige indlæg fra venstre side, der dog ikke blev udnyttet. Vi skulle hen til 13. minut, da Jonas Hansen måtte indkassere første scoring, men det var også et mål efter fodboldens berømte ABC.

Tuses Gustav Nyman sluttede en længere dribletur med at gå til baglinjen, hvor han slog et præcist indlæg mod forreste stolpe, hvor Niclas Witek dukkede op og snittede bolden i mål til 1-0. Tuses dominans fortsatte resten af halvlegen, uden det kom til flere mål, selvom anfører Morten Frendrup var tæt på efter et flot sologennembrud og Gustav Nyman lige efter på Polat Sens fine oplæg.

Holdene fik i pausen disse dessiner. Hos Hvidebæk roste træner Nicolaj Nielsen sine spillere for en god fight og bad om man fik spillet mere på kanterne. Daniel Skov efterlyste mere spil i fødderne på hinanden.

TV: Danser løs efter første sejr længe

Lukkede og slukkede
Fra anden halvlegs start satte Tuse modstanderne under et konstant pres, men flere mål blev det ikke til i indledningen trods flere nærved og næsten situationer. Holdet spillede nogle gange for snævert på midten i stedet for at åbne på fløjene. Samtidig stod Hvidebækforsvaret ganske godt foran Jonas Hansen med Christoffer Nielsen og anfører Rasmus Jensen i spidsen. Længere fremme søgte Mikkel Møller at få skik på spillet, men holdet havde nok for mange, der ikke formåede at spille sig ud af presset.

Når man er under konstant pres, opstår fejlene, og det var også en sådan, der gav Gustav Nyman en åben chance, som han prompte udnyttede. Inden Hvidebækdrengene havde sundet sig over det, gjorde Magnus Funch det til 3-0 på et lumsk dykkende skud. Det sejlede ind under overliggeren uden for Jonas Hansens rækkevidde.

Tuses hold må have gode muligheder videre frem i turneringen. Holdet virker godt besat på de fleste pladser med drenge, der næsten alle spiller sammen i den lokale klub. Man hæftede sig blandt andet ved August Mogensen og Oguzhan Sen i det centrale forsvar og navnlig ved Gustav Nyman og anfører Morten Frendrup på midtbanen, der dog begge nogle gange holdt for længe på bolden og for ofte søgte ned midt ad banen i stedet for at åbne spillet. Fremme har de to dygtige fløje, der brugt rigtigt giver mange muligheder.

Tre af Tuses Skoles esser. Fra venstre Polat Sen, i midten Morten Frendrup og til højre  Gustav Nyman. Morten spiller på U16 i Brøndby, mens de to andre spiller i Holbæk. Foto: Jens Jørgen Jørgensen
Tre af Tuses Skoles esser. Fra venstre Polat Sen, i midten Morten Frendrup og til højre  Gustav Nyman. Morten spiller på U16 i Brøndby, mens de to andre spiller i Holbæk. Foto: Jens Jørgen Jørgensen