- Vi skal på grillen, og vi ska' ha' pølsemix!
Sådan lød kampråbet fra Kildemarksskolen, lød det som om.
En lige kamp
Men drengene havde nu ikke levet udelukkende af pølser, for der var saft og kraft i tacklingerne, og drengene fra Tølløse Privat- og Efterskole var også stærke i duellerne. Det blev en meget lige kamp, hvor spillet bølgede frem og tilbage med voldsom kamp om herredømmet på midtbanen.
Efter et kvarter kom Tølløse foran, men Kildemarksskolen fik udlignet, da David - en klassisk 9'er - fik udlignet efter et smukt gennemspillet angreb.
- Dejlig fodbold, lød det fra sidelinjen.
Og det fortsatte. Der rullede flere gode angreb ned mod Tølløse-målet, men målmand Niklas Susi greb godt ind. Et flot angreb blev afsluttet med et langskud, der med et brag ramte overliggeren - et skud, der havde fortjent en bedre skæbne.
God fight
Der var stadig masser af fight og kamp om bolden, men pludselig kom Kildemarksskolen på 2-1. Tølløses målmand Niklas var ude af sit mål, og Nikolai driblede forbi ham og scorede fra en spids - ja, nærmest umulig - vinkel.
Nu havde Kildemarksskolen kampen i sin hule hånd, og der var flere chancer for at afgøre kampen, men nærmest ud af det blå kom udligningen fra Nicolajs fod.
Nu er der ikke noget, der hedder fortjent i fodbold, men hvis der havde været det, havde Kildemarksskolen nok fortjent sejren.
Men nu endte det med en straffesparksafgørelse, og i den disciplin var Tølløse-holdet langt bedst. De scorede tre gange, mens Kildemarksskolen brændte tre gange, og så var den kamp afgjort. Dermed vandt Tølløse 5-2.