Lukkede og slukkede

Heftig slutning: Pludselig fløjene målene i kassen for hjemmeholdet

Der var masser af gode dueller i opgøret. Foto: Jonas Vestergaard
Der var masser af gode dueller i opgøret. Foto: Jonas Vestergaard

Endelig kom dagen, som de fleste skoleelever i Jyllinge havde ventet på. Byens to skoler Jyllinge Skole og Baunehøjskolen skulle møde hinanden i Ekstra Bladet Skolefodbold. Der er blot 300 meter imellem de to skoler, så dagen var for mange årets vigtigste.

Se kampfakta her.

TV: Overstrålede alle

Højt tempo fra start
De to skolers pigehold lagde ud med at møde hinanden. Det stod hurtigt klart, at hjemmeholdet havde mange dygtige og stærke spillere - deriblandt Signe Andersen og Emilie Grundsøe.

Kampen var da også kun lige fløjtet i gang, da Signe brød igennem og sendte bolden ind til Emilie, der sikkert kunne bringe sit hold foran.

Udeholdet var altså presset fra start, men når modstanderen er Jyllinge Skole, så giver man altså ikke op uden kamp. Det gjorde gæsterne bestemt heller ikke. Defensivt blev der arbejdet stenhårdt, og Josefine Jensen holdt godt sammen på sit forsvar.

Når hjemmeholdet så kom igennem til muligheder, så var keeper Cecilie Andreasen på plads og fik flere gange afværget gode forsøg fra de hurtige angribere.

Gode kampe på midten. Foto: Jonas Vestergaard
Gode kampe på midten. Foto: Jonas Vestergaard

TV: Tæt opgør til sidste fløjt

Respekt for modstanderen
Cecilie Andreasen måtte lade sig udskifte i pause med en skade, men havde alligevel overskud til at rose sine modstandere.

- De er rigtige gode. Nu kender jeg de fleste af dem, så jeg vidste, hvad jeg gik ind til, udtalte Cecilie Andreasen om hjemmeholdet.

Efter pausen var det Sille Kristensen, der gik på mål for udeholdet. Også hun stod en fornuftig kamp.

Hjemmeholdet havde mange skud på mål. Foto: Jonas Vestergaard
Hjemmeholdet havde mange skud på mål. Foto: Jonas Vestergaard

TV: Stjernen slog ikke til

Satte tingene på plads
I anden halvleg var kampbilledet meget det samme som i første. Hjemmeholdet sad på det meste af spillet, men udeholdet kæmpede heroisk. Pludselig var det dog ved at gå galt for hjemmeholdet, da Anne-Sofie Guldager fik en gylden mulighed for at udligne, men sparkede forbi målet.

Den spænding ville hjemmeholdets stjerne Anna Østergaard ikke have noget med at gøre. I kampens slutning satte hun først flot Louise Vedstesen op til en 2-0-scorning. Efterfølgende tog hun to dribleture, der begge gav mål. Begge ledte tankerne over på en vis argentiner fra Barcelona. Så var skabet ligesom sat på plads.

Efter kampen var profilen lidt generet, men Anna fik hjælp af sine holdkammerater til at besvare spørgsmålet om, hvor langt Jyllinge Skoles piger kunne nå i turneringen:

- Helt til finalen, lød det i kor fra pigerne. Med en 4-0-sejr over Baunehøjskolen er først skridt i hvert fald taget.