Meyernes målshow

Fornemt: Tvillingesøstrene leverede varen

Der blev gået til makronerne i onsdagens kamp. Foto: Jens Jørgen Jørgensen
Der blev gået til makronerne i onsdagens kamp. Foto: Jens Jørgen Jørgensen

De første minutter af pigekampen mellem Tølløse Privat- og Efterskole og Stenhus Kostskole mindede mest om en samling miniputter, der var i kamp for første gang. I den stærke blæst og på en lille bane havde stort set alle 20 markspillere samlet sig på et meget lille areal. Se kampfakta her.

Begge mandskaber gik ellers ind til onsdagens kamp med et fint udgangspunkt, hvor værterne havde vundet over 3-0 over Skovvejens Skole afd. Kildebjerg og 1-0 over Tornvedskolen - Jyderup. I mellem tiden havde Stenhus Kostskole besejret Holbæk By Skole afd. Bjergmarken med 4-0 og 3-0 over Kildevangens Skole.

Gang i gaden
Men efter godt syv minutter kom der gang i tingene. Værterne gennemførte et hurtigt angreb, hvor flere spillere nærmest stod i kø for at afslutte. Det blev anfører Frida Ellegaard, der fik fornøjelsen af at bringe sit hold foran.

Knapt havde Stenhus Kostskole opdaget, man var bagud, før Kristine Meyer med skulderen nærmest skubbede et hjørnespark fra Frida over stregen til 2-0, og kort efter mente Kristines tvillingesøster Anna, hun skulle være med, da hun afsluttede et flot angreb med at score til 3-0 på et godt, fladt skud. Det gik stærkt.

Nede med tre mål efter mindre end et kvarter vil være en mavepuster for de fleste hold, og var det også for gæsterne. Holdet kom aldrig rigtig med i kampen. Flere af de spillere, der i de første kampe var holdets bærende, var helt ved siden af sig selv. Selvom holdet var startet i medvind, kunne man slet ikke udnytte det. Man sparkede blot lange bolde frem, som angriberne ikke rigtig kunne bruge til noget, hvis man da ikke løb offside. En enkelt mulighed blev det til i første halvleg, men den blev banket højt over mål.

Se også: Tilfældighedernes kamp

Fortsatte, hvor de slap
Efter pausen blev hjemmeholdet endnu mere dominerende i medvinden, og holdet havde flere store chancer for at øge føringen, men vi skulle hen til de sidste ti minutter, før der blev scoret igen. Det var endnu en gang Kristine og igen efter hjørnespark fra Frida. Dernæst sendte Frida af sine talrige, giftige hjørnespark direkte i mål med god hjælp af vinden. Så stod den 5-0 til værterne, der bare buldrede derudaf.

Se også: TV: Casper Christensen sikrede sejr

Lukkede og slukkede
Stenhus Kostskole fik en stor mulighed for at pynte på resultatet, da holdet i slutminutterne fik tilkendt et straffespark, men meget symptomatisk for holdets totale off-day sendte Emilie Smith bolden forbi mål.

Emilie Smith, der brænder på straffespark. Foto: Jens Jørgen Jørgensen
Emilie Smith, der brænder på straffespark. Foto: Jens Jørgen Jørgensen
 

I stedet løb Kristine Meyer igennem i den anden ende, og med sit tredje mål lukkede og slukkede hun til slutresultatet 6-0.

Hjemmeholdets tre målscorere var de mest iøjnefaldende, men holdet virker ganske godt funderet på de fleste pladser, og deres næste kamp mod Tornvedskolen - Jyderup tegner ganske interessant.

Frida Ellegård flankeret af de to
Frida Ellegård flankeret af de to "Meyere". Foto: Jens Jørgen Jørgensen

KAMPFAKTA:

Resultat:
Tølløse Privat- og Efterskole - Stenhus Kostskole, 6-0

Prisvindere:
Vindere af fidusbamserne:
Frida Ellegård, Tølløse Privat- og Efterskole
Mathilde J, Stenhus Kostskole

Vinderen af fairplay-håndklædet:
Sofia H, Stenhus Kostskole

Seneste Skolefodbold
Mest læste Skolefodbold
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere