Overvandt presset

En halvleg hver: Begge hold sad på spillet i hver sin halvleg

Der blev gået til stålet i kampen. Foto: Jens Jørgen Jørgensen
Der blev gået til stålet i kampen. Foto: Jens Jørgen Jørgensen

Sydskolen afd. Asnæs tog torsdag imod Grundtvigsskolen i 3. runde af Ekstra Bladet Skolefodbold.

På begge hold fandt man drenge, der til daglig spiller sammen på kryds og tværs i forskellige klubber. De gav hinanden en ganske intens kamp.

Se kampfakta her.

Se også: Bebe bankede til

Overraskende føring
Værterne kom bedst i gang og sad på stort set hele spillet i første halvleg. Allerede efter tre minutter slap Benjamin Prestov fri, og kun en flot redning af udeholdets målmand Nikolaj Korsbæk hindrede en tidlig føring.

Halvlegen igennem fortsatte hjemmeholdet med at dominere. Holdet kom også til flere store muligheder, men dels blev der afsluttet for svagt, og dels stod Nikolaj en meget stor halvleg.

Grundtvigsskolens angreb bestod i indledningen primært af dribleture, der ofte blev for lange, fra Mike Christiansen. Han var i nogen grad støttet af Mads Jørgensen og anfører Laus Christensen på midtbanen.

Mens man ventede på en føring fra hjemmeholdet, skete der noget i den anden ende. Laus opfangede bolden midt på værternes banehalvdel og trak op til baglinjen. Hans perfekte indlæg skulle holdets mindste spiller Gustav Holst blot sætte en inderside på for at gøre det til 1-0 stik imod spil og chancer.

Hjemmeholdet maste dog stadig på for en udligning. Men Nikolaj var ikke til at passere, og faktisk var det ved at blive 2-0 umiddelbart inden pausefløjtet. Men anfører Laus manglede få centimeter for at nå en tværpasning.

Begge hold spillede flot med bolden. Foto: Jens Jørgen Jørgensen
Begge hold spillede flot med bolden. Foto: Jens Jørgen Jørgensen

Se også: TV: Ægte hattrick

Lukkede kampen
Grundtvigsskolen kom mere aggressivt ud til anden halvleg. Allerede i første minut havde Mike Christiansen en stor mulighed, men tog et træk for meget. Men nu var holdet spillet ind i kampen, og efter ti minutter fik værternes forsvar ikke clearet ordentligt. Så Laus fik en gratis chance, som han prompte udnyttede til 2-0. Laus udnytte også en chance i holdets forrige kamp, hvor han scorede et mål i 2-0-sejren mod Højby Skole.

Resten af kampen foregik på Grundtvigsskolens præmisser, og kun en flot redning af målmand Casper Madsen hindrede Ahmad Osman i at lukke. Føringen var dog tilstrækkelig. Eneste forsøg fra hjemmeholdet i anden halvleg var et høvedstød efter et hjørnespark.

KAMPFAKTA:

Resultat:
Sydskolen afd. Asnæs - Grundtvigsskolen, 0-2

Prisvindere:
Vindere af fidusbamserne:
Valdemar Nellemose, Sydskolen afd. Asnæs
Mads Jørgensen, Grundtvigsskolen

Vinderen af fairplay-håndklædet:
Nichlas Zarp, Sydskolen afd. Asnæs

Hos vinderne bemærkede man foruden de allerede nævnte også Sebastian Olsson, som var en god styrmand i forsvaret.

Værternes bedste var Nichlas Zarp i forsvaret, Valdemar Nellemose og Benjamin Prestov på midtbanen samt anfører Lukas Bebe i angrebet. Sidstnævnte scorede to mål i holdets første kamp.

På baggrund af anden halvleg var Grundtvigsskolens sejr ikke ufortjent, men havde hjemmeholdet udnyttet blot nogle af de muligheder, de havde i første halvleg, var udfaldet givetvis blevet anderledes.

Seneste Skolefodbold
Mest læste Skolefodbold
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere