Rasmus skabte ravage

Lækkert hattrick: Kampen var enormt velspillet fra første fløjt

Baunehøjskolen løb med sejren efter et brag af en kamp. Foto: Casper Boe Jensen
Baunehøjskolen løb med sejren efter et brag af en kamp. Foto: Casper Boe Jensen

Vejret, banen, fansene og spillerne skabte alle en unik kamp, der desværre måtte finde en vinder. To gode hold, med 28 gode spillere, gjorde kampen imellem Baunehøjskolen og Skt. Josefs Skole til en fantastisk fodboldkamp.

Se kampfakta her.

Nabobrag mellem venner

Så godt ud før start
Der var kræs for fodboldelskeren i dagens kamp imellem Baunehøjskolen fra Jyllinge og Skt. Josef, der i dagens anledning havde taget turen fra Roskilde. Allerede under opvarmningen begyndte det at lugte af at dette kunne blive en endog, rigtig god fodboldkamp. 28 toptrimmede spillere, der alle lignede nogen der har spillet mere end 'bare' fodbold i skolegården, gjorde sig klar med masser af småspil og højt tempo.

Udover spillerne, viste det danske vejr sig også fra sin bedste side, og med det sidste af duggen stadig liggende på græstæppet, som i dagens anledning var Stadionbanen i Jyllinge FC, så kunne man ikke bede om bedre rammer. Jo, det skulle da lige være en masse tilskuere, og også på dette punkt blev dagens referent positivt overrasket. En hurtig hovedtælling talte 150+ tilskuere, fra alle klassetrin. Fantastiske rammer for en fodboldkamp.

Skt. Josefs træner, samlede inden kampen drengene i en rundkreds til en peptalk:

- Vi skal turde og spille fodbold, og give den ALT, hvad vi har i os i dag. Vær positive derinde hele tiden.

Til lyden af de mindste klassers heppen:

- Kom så Baunehøj, kom så Baunehøj, blev kampen fløjtet i gang af dagens fremragende dommer, der som et sidste kirsebær på toppen, dømte en fejlfri kamp, hvor spillerne fik lov at gå til den, indenfor fodboldlovens rammer.

Skt. Josef-drenge var klar til kamp. Foto: Casper Boe Jensen
Skt. Josef-drenge var klar til kamp. Foto: Casper Boe Jensen

TV: Flotte mål i fysisk duel
Startede med god fight
Selve kampen blev indledt med masser af dueller og god og fair fight. Kampen bar i de første 15 minutter mere præg af intense nærkampe end flot spil, selvom der indimellem blev sat nogle hurtige afleveringer sammen.

Ingen af holdene dominerede specielt de første 10 minutter. Men skulle man pege på de farligste i kampens indledning, var det Baunehøjskolen, der personificeret ved sine to angribere, tårnhøje Rasmus Gjerløff og lynhurtige Alexander Jørgensen, konstant jagtede enhver løs bold, uanset hvor håbløst den så ud.

Det var da også det, der skulle til for at få kampen i gang på måltavlen. Rasmus Gjerløff med nummer 16 på ryggen jagtede en løs bold lidt uden for feltet og fik stresset Skt. Josefs forsvar og vristet sig fri i en sådan grad, at han endte en-mod-en med målmanden for Skt. Josef, og med en velplaceret yderside kunne han fejre scoringen til 1-0 efter 13 minutters spil.

Som sagt bar kampen præg af mange dueller, og en af de mest interessante blev udkæmpet imellem Rami Bakr og førnævnte Rasmus Gjerløff, der bød på flere herretacklinger, glidende tacklinger og skulderskub, på intet tidspunkt med svinestreger eller brok. Fantastisk at se!

Rami Bakr kunne dog ikke gøre noget, da hans hold ved stillingen 1-0 undervurderede en lang relativt ufarlig bold, som Alexander Jørgensen for Baunehøjskolen, fik opsnappet og en-mod-en med keeperen svigtede han ikke, og så stod det 2-0 efter 20 minutter. En mavepuster til et Skt. Josef hold, der ellers stille var ved og æde sig ind i kampen.

Der var stort pres på begge mål. Foto: Casper Boe Jensen
Der var stort pres på begge mål. Foto: Casper Boe Jensen

Som Rami Bakr udtalte efter kampen:

- Vi kommer dårligt fra start, men så får vi ædt os ind i kampen igen og kommer rigtig godt igen, men ved 2-0 bliver det lidt svært.

2-0 og med 10 minutter til halvleg lignede det, at begge hold var klar til en lille puster.

Kom bedre med
Anden halvleg startede med Skt. Josef klart i førersædet. Da der var spillet ca. 10 minutter, scorede Cilius Træden, vel nok rundens mål.

Den vestrebenede angriber trak ind fra højre, og gled som en kajak på vandet forbi tre mand, for til sidst med et spark af Roberto Carlos’ske dimensioner at hamre bolden i kassen til reducering 2-1. Av for en kasse af den unge mand, der hele kampen igennem viste prøver på sin gudsbenådede venstrefod.

Efter reduceringen blev presset på Baunehøjskolen endnu tungere. Der blev i den grad pareret både i metaforisk forstand og bogstaveligt, i en periode hvor Mathias Kyllesbech, keeper for Baunehøjskolen havde flere vigtige indgreb.

Som en trold af en æske fik Baunehøjskolen tilkæmpet sig et hjørne. Med sine 1.85 rager Rasmus Gjerløff godt op i landskabet, noget der i denne situation gjorde, at han steg til vejrs og kunne pande Baunehøjskolen på 3-1, på et for dem vigtigt tidspunkt, da det var begyndt at lugte af Skt. Josef scoring.

Skt. Josef kastede i de sidste 10 minutter alt frem. Det resulterede så i en 4-1 scoring, igen ved Rasmus Gjerløff. Denne gang da han fik presset hårdt ved en fejlaflevering.

Efter 4-1 scoringen virkede Skt. Josef resignerende, men hold nu op, hvor har de meget ære af en kamp, som på alle måder var en fantastisk oplevelse.

Efter kampen var der så mange gode indsatser, at det var svært at pege på dagens bedste for de to mandskaber, men det endte med at blive Rami Bakr, der, hvis han forsætter med dagens niveau, ligner en ny styrmand i tre-back kæden på landsholdet.

Rami Bakr leverede en flot præstation. Foto: Casper Boe Jensen
Rami Bakr leverede en flot præstation. Foto: Casper Boe Jensen

Fra Skt. Josef skal også nævnes Cilius Træden, der kampen igennem var pågående og scorede dagens kasse. Og til sidst keeper, Conrad Kromann der kampen igennem var indpisker for sit hold og havde en enorm tilstedeværelse både som målmand med også verbalt.

For Baunehøjskolen er det svært ikke at nævne Rasmus Gjerløff, der scorede et hattrick og hans angrebsmakker Alexander Jørgensen, der i fællesskab skabte ravage oppe foran. Rasmus Klausen og Lukas Jørgensen styrede midtbanen for Baunehøjskolen.