Skoven blev fældet

Exit: Skovvangskolen er ude af Ekstra Bladet Skolefodbold

Egelundskolen tog en sikker sejr i onsdagens opgør. Foto: JJØ
Egelundskolen tog en sikker sejr i onsdagens opgør. Foto: JJØ

Det var to hold med forskellige forudsætninger, der mødtes i onsdagens kamp i Ekstra Bladet Skolefodbold. Se kampfakta her.

Gæsterne fra Skovvangskolen har i flere år haft problemer med at komme videre fra anden runde, mens værterne fra Egelundskolen nåede til femte runde sidste år, hvor de blev trynet af Brøndby Strand Skole.

Holdkammerater
Ekstra Bladet Skolefodbold snakkede med udeholdets største profil Sami Orani inden kampen. Han spiller i AB på U17-holdet, hvor modstanderholdets Zaki Garrouj også spiller.

- Egelundskolen er klare favoritter i dag. De har et godt bredt hold, og de kom langt sidste år. Men vi lægger os ikke fladt ned og overgiver os. De skal få kamp til stregen, sagde Sami Orani.

- Og min holdkammerat fra AB Zaki er også med på holdet. Han er en strålende spiller, og ham får vi svært ved at komme forbi. Men lad os nu se. Jeg bruger den gamle floskel. Bolden er rund, og alt kan ske, sluttede han.

Holdkammeraten fra AB Zaki Garrouj havde også en kommentar, inden opgøret blev sparket i gang.

- Jeg tror, vi vinder i dag. Vi er vist lidt bedre end Skovvangskolen, men vi skal passe på Sami. Han er en strålende tekniker. Så han skal holdes i kort snor, lød det fra Zaki.

TV: Sidste minutter var afgørende

Chokstart
Inden der var gået mere end 120 sekunder, førte hjemmeholdet med 1-0. På et strålende oplæg fra venstrekanten Aske Jensen sendte William Larsson bolden i mål uden chance for keeper Mikkel Hansen, der ellers var ude i fuld længde for at afværge det gode forsøg.

Starten af kampen var ikke særlig velspillet. Vinden drillede, og der blev spillet alt for meget med lange bolde i stedet for at satse på pasningsspillet.

Efter et kvarter kom kampens andet mål. Her blev den føromtalte Zaki sendt med frem, og igen kom der et godt indlæg fra Aske Jensen, som Zaki tordnede i nettet til 2-0.

Egelundskolen blæser til angreb. Foto: JJØ
Egelundskolen blæser til angreb. Foto: JJØ

Hattrick i sikker sejr

Ingen opgivende miner
Skovvangskolen havde en del spil midt på banen, men kom ikke frem til de store chancer, og det blev hjemmeholdet, der sluttede første halvleg med et mål. Det var William Larsson, der sendte bolden til Magnus Wellemberg, der afsluttede. Bolden ramte bagstiveren i målet og sprang ud igen. Det varede lidt, før kampens dommer opfattede, at der faktisk var scoret. Nu stod den 3-0, og mandskaberne gik til pause.

Begge hold kom ud til anden halvleg med fornyet energi. Der var ingen opgivende miner hos udeholdet. De kæmpede videre, selvom de allerede efter tre minutter blev ramt af et ærgerligt uheld.

Igen var det venstrekanten Aske Jensen, der tordnede af sted langs lang linjen. Hans gode indlæg ramte en modspiller og snød den ellers meget velspillende målmand Mikkel Hansen, så stillingen var nu 4-0.

Kun et hold på banen

Fortsatte med at kæmpe
Men heller ikke dette mål slog Skovvangskolen ud. Og efter et kvarters tid fik de bonus af deres store arbejde. Et halvkikset udspark fra hjemmeholdets keeper havnede hos Mathias Larsen, der resolut huggede til den, og bolden strøg i mål til en reducering til 1-4.

Kort tid efter satte den velspillende anfører fra hjemmeholdet tingene helt på plads. Med et smukt hovedstød sendte Zaki bolden i kassen til 5-1.

Han løb direkte hen til sin holdkammerat i AB, og de to modstandere krammede hinanden venskabeligt på banens midten.      

Holdkammeraterne fra AB. Foto: JJØ
Holdkammeraterne fra AB. Foto: JJØ

TV: Keeper afgjorde løjerne

Kampens detalje
Kort før tid oplevede vi kampens detalje. En høj og hård bold blev sendt ud mod Aske Jensen.

- Den når han ikke, spåede holdets træner.

Men det gjorde Aske lige netop, og fra tilskuerne lød det:

- Hvordan bar han sig af med at nå den bold? Han er bare for hurtig, sagde de begejstret.

Deri har tilskuerne ganske ret. Og holdets næste modstander bør gøre klogt i at holde Aske i kort snor. Men Egelundskolen har mange strenge at spille på. De spås hermed en lang levetid i dette års udgave af Ekstra Bladet Skolefodbold.

KAMPFAKTA:

Resultat:

Egelundskolen - Skovvangskolen, 5-1
 

Prisvindere:

Vindere af fidusbamserne:

Aske Jensen, Egelundskolen

Mikkel Hansen, Skovvangskolen

Vinderen af fairplay-håndklædet:

Sameer, Skovvangskolen