Straffegys afgjorde tæt affære

Helt: Målmand sikrede sejr

Simon Kildahl, der hiver en afgørende redning op af ærmet. Foto: Niels Sørensen
Simon Kildahl, der hiver en afgørende redning op af ærmet. Foto: Niels Sørensen

Før kampen var der lidt tvivl om Antvorskov Skolens opstilling, og da træner Olaf Johansen hørte en spiller råbe:

- Jeg kan ikke løbe, replicerede han hurtigt:

- Du starter ude.

Uskarp
Kampens dommer fik rigeligt at se til i opgørets første tyve minutter, da spillet bølgede frem og tilbage, og begge hold kunne med lidt mere koldblodighed og træfsikkerhed have scoret. Men i begge ender var der solide målmandspræstationer og derfor ingen scoringer.

Det mere underholdende end kønne spil fortsatte i anden halvleg, og vi skulle frem til to minutter før tid, før der rigtig skete noget.

Hjemmeholdets Furkan Uyaroglu afsluttede fra tæt hold, men målmand Simon Kildahl i udeholdets mål hev en feberredning op af ærmet og fik i fællesskab med sine forsvarsspillere reddet på stregen. Det efterfølgende hjørne førte til ingenting, og dommeren kunne efter tre minutters overtid fløjte af. Nu stod den på straffesparkskonkurrence.

Der trækkes lod. Foto: Niels Sørensen
Der trækkes lod. Foto: Niels Sørensen

Se også: TV: Fra skurk til helt

Straffegys
De første seks skytter var usvigelige sikre, men ved stillingen 3-3 brændte gæsterne. Det samme gjorde hjemmeholdets skytte, og stillingen var fortsat 3-3. Derefter scorede udeholdet sikkert til 3-4, og da målmand Simon Kildahl reddede det sidste forsøg – fra anfører Aykut Tomak – kunne medspillerne løbe ham i møde og juble over sejren.

Dermed er Antvorskov Skole 2 videre til næste runde i Ekstra Bladet Skolefodbold.