I sidste sæson af Ekstra Bladet Skolefodbold nåede pigerne fra Kildedamsskolen til kvartfinalen. I år var kun tre-fire spillere tilbage, så træner Casper Sørensen var noget usikker på, hvor langt man ville nå, da flere af de nye på holdet ikke spiller fodbold til daglig.
Se kampfakta her.
TV: Sprængfarlig duo slog til igen
Ville have revanche
Overfor hjemmeholdet stod pigerne fra Stenhus Kostskole. Det er tredje sæson i træk, de to skoler har mødt hinanden. De sidste to gange med hjemmeholdet som vinder. Derfor var der lagt op til revanche.
Fra start satte udeholdet sig på kampen anført af banens bedste Ida Olsen og anfører Anna Hansen. Allerede i første minut havde Ida et godt forsøg, som hjemmeholdets målvogter Dicte Ejby fik afværget. Men efter syv minutter havde Ida mere held, da hun med et godt skud bragte sit hold foran. Minuttet efter var Ida tæt på igen, men målvogter Dicte fik afværget.
Midt i halvlegen fik Dicte ikke fat i et frispark fra Ida, så Iben Hansen kunne let øge til 2-0.
TV: Offensiv keeper vinker farvel
Sad på spillet
Hjemmeholdet fik ikke vist meget i første halvlegs modvind, men kort før pausen afsluttede Lea Hove et flot sologennembrud med at score til 2-1.
Selv om hjemmeholdet efter pausen fik vinden i ryggen, var det stadig gæsterne, der dominerede. Da anfører Anna Hansen gjorde det til 3-1, troede de fleste, kampen var afgjort. Men midt i halvlegen kæmpede hjemmeholdets Juliana Skovgaard sig fri og fik reduceret til 3-2.
Knapt var bolden givet op, før Lea Hove erobrede den og gentog sin solotur fra første halvleg, så pludselig var stillingen 3-3.
Nu ville Ida Olsen ikke stå tilbage, så hurtigt gjorde hun det til 4-3 til udeholdet, og i de næste minutter havde holdet flere mega chancer til endelig at lukke kampen.
TV: 'Vikingen' fightede til sidste dråbe
Måtte ud i straffe
Men alt blev brændt, og i stedet vendte kampen endnu engang i sidste minut, da hjemmeholdets Emilie Schrøder tog chancen langt udefra med det resultat, at bolden sejlede i mål til endnu en udligning.
Holdene måtte derfor til straffespark. Her viste udeholdet sig bedst. Selvom de måtte hele vejen, inden revanchen kom, ville det have været et kæmpe tyveri, hvis de måtte have forladt turneringen efter kampens forløb.