Tilfældighedernes kamp

Svære forhold: Blæst og en dårlig bane blev afgørende for opgøret

En kamp præget af tilfældigheder. Foto: Jens Jørgen Jørgensen
En kamp præget af tilfældigheder. Foto: Jens Jørgen Jørgensen

Mandagens opgør i Ekstra Bladet Skolefodbold stod mellem to formstærke mandskaber i form af Tornvedskolen - Jyderup og Tølløse Privat-og Efterskole. Værterne mødte op til mandagens opgør med en god portion selvtillid, efter de slog Sejergaardsskolen 6-2, mens gæsterne fra Tølløse Privat-og Efterskole tog til Jyderup med en stensikker 3-0-sejr i bagagen.

Dårlige forhold
Opgøret blev dog afviklet under ret vanskelige forhold. Se kampfakta her. Jyderup Stadions opvisningsbane lider stadig under sommerens tørke, så her er forbud mod at spille. Derfor var kampen henlagt til en træningsbane, der dels var meget ujævn, samtidig med den lå meget åbent, så spillerne havde svært ved at styre bolden i den kraftige vind.

Se også: TV: Casper Christensen sikrede sejr

Gæsterne styrede
De første minutter var derfor et stort sparkeri, da man ikke rigtig kunne spille bolden langs jorden, og i luften var det vinden, der bestemte. Efterhånden fik gæsterne styr på tingene, og deres spil blev først og fremmest bygget op omkring Andreas Nielsen og Magnus Saaby på midtbanen med Daniel Jensen til at rydde op bagude. Fremme arbejdede Noa Kongsfeldt meget energisk, men det trak noget fra, da han havde nogle store afbrændere. Som halvlegen skred frem, kom holdet til flere gode muligheder for at tage føringen, men halvlegen endte målløs.

Beskeden i pausen fra gæsternes træner, Farat Arabaci, til spillerne lød som følgende:

- Vi har været tæt på at score flere gange. Nu skal vi virkelig satse på en hurtig føring i anden halvleg, ellers kan vi let blive nervøse, hvis ikke det lykkes, sagde han.

Høje bolde var temaets i mandagens kamp. Foto: Jens Jørgen Jørgensen
Høje bolde var temaets i mandagens kamp. Foto: Jens Jørgen Jørgensen

Se også: TV: Øst slog vest

Bedst fra start
Spillerne søgte fra halvlegens start at følge opfordringen, og de kom frem til flere muligheder, men beslutsomheden og træfsikkerheden var ikke helt i top. Typisk for kampen var det en tilfældighed, der banede vejen for åbningsmålet. Magnus Saaby sendte en blanding af et skudforsøg og en lang fremlægning mod mål, og med vindens hjælp sejlede bolden ind under overliggeren og i kassen. Nu stod den således 1-0 til gæsterne.

De følgende minutter havde holdet flere store muligheder for at lukke kampen, blandt andet ved Noa Kongsfeldt, der havde en kæmpe chance, hvor det ikke lykkedes ham at sende bolden de sidste to meter over målstregen.

Hjørnespark til udeholdet. Foto: Jens Jørgen Jørgensen
Hjørnespark til udeholdet. Foto: Jens Jørgen Jørgensen

Se også: TV: Lukkede ned for profil

Blev farlige
Værterne fra Jyderup havde indtil da ikke gjort meget væsen af sig. Man havde ikke på noget tidspunkt spillet sig til egentlige chancer, men udelukkende forsøgt sig med skud udefra, der ikke blev farlige.

Men efterhånden som kampen skred frem, så de muligheden for udligning, så de kæmpede det bedste, de havde lært med anfører Marc Mortensen og Magnus Højgaard på midtbanen og med Jacob Steensen i forsvaret. Egentlige chancer bortset fra et par dødbolde kom man nu ikke til, så gæsterne slap med skrækken. Det havde de nok ikke gjort mod en bedre modstander.

Tølløse Privat-og Efterskole er dermed videre til næste runde, hvor de skal møde vinderen af kampen mellem Kalundborg Friskole og Nyrupskolen.

Hjørnesparkssituation. Foto: Jens Jørgen Jørgensen
Hjørnesparkssituation. Foto: Jens Jørgen Jørgensen