Trak fra efter pausen

Udnyttede vinden: Værternes taktik virkede til punkt og prikke

Der var gode muligheder i begge ender. Foto: Gert Smistrup
Der var gode muligheder i begge ender. Foto: Gert Smistrup

Mandag tog Baunehøjskolen imod pigerne fra Absalons Skole i 5. runde af Ekstra Bladet Skolefodbold.

Baunehøjskolen er ikke de sidste mange år nået så langt som nu, og Absalons Skole har kun én gang tidligere spillet fem kampe, så der var spænding i begge lejre.

Klara Johansen fra udeholdet havde læst lidt om pigerne fra hjemmeholdet og kunme se, at de spiller godt.

- De spiller godt, så det bliver sjovt at spille i dag, sagde hun inden kampen.

Se kampfakta her.

Se også: Sådan gik finalerne i Vejle

Hurtig føring
Alle pigerne fra hjemmeholdet ville rigtig gerne videre og håbede på en god kamp.

Det blæste meget i kampen, og pigerne fra hjemmeholdet ville helst have medvind i anden halvleg.

- Hvis vi er bagud efter første halvleg, har vi stor chance for at drage fordel af medvinden i anden halvleg, lød det fra pigerne.

Det var en livlig start på kampen med et lille overtag til udeholdet. Men værternes forsvar med Clara Kjærgaard, Josefine Jensen, Ida Chabert og Mathilde Dahl klarede at rydde godt op bagude.

Allerede efter fem minutter fik Nanna Andersen drønet bolden i nettet til 1-0 til hjemmeholdet efter oplæg af Ida Madsen.

Men Absalons Skole havde tænkt sig at udnytte medvinden, Mille-Marie Eriksen, Andrea Kamph, Frederikke Sørensen og Sarah Rasmussen spillede rigtig godt sammen og udfordrede hjemmeholdets forsvar gang på gang.

Der var kamp om bolden. Foto: Gert Smistrup
Der var kamp om bolden. Foto: Gert Smistrup

Se også: Skarpest fra pletten

Ville udnytte vinden
I midten af halvlegen fik udeholdet spillet sig igennem, og Frederikke Sørensen scorede til 1-1.

Frederikke Sørensen har været særdeles farlig foran mål i denne sæson. Hun har nemlig scoret ti mål i alt. Fire af de mål faldt i første kamp, hvor de vandt 7-0 mod Bramsnæsvigskolen.

Udeholdet fortsatte sit pres og Ida, Amalie, Clara, Josefine og Anna Eising havde rigeligt at se til, da udeholdet havde kastet hele holdet frem for at udnytte det sidste af medvinden.

Det resulterede også i, at hjemmeholdet fik nogle lange, farlige friløbere. Blandt andet Ida Rosendal havde et farligt forsøg.

I pausen talte hjemmeholdet om, at det var svært at spille pasningsspil, som de plejede. De skulle også være opmærksomme på udeholdets to små hurtigløbere Mille-Marie og Sarah.

Udeholdet talte om, at det var en lige kamp, og hvis de kom bagud, var det vigtigt at holde humøret oppe.

Se også: Kynisme til forskel

Trak fra
Anden halvleg begyndte med meget spil på midten.

Udeholdet lå stadig langt fremme. Det var måske lidt farligt, nu da hjemmeholdet havde medvinden.

Det holdt stik. For Ida Madsen fik fyret et skud af, der tog fart i vinden. Bolden drønede i mål til 2-1 til hjemmeholdet.

Udeholdet var trukket tilbage og Andrea, Sigrid Jørgensen, Silje Marcher og Cecilia Perstrup havde virkelig nok at se til.

Efter flot sammenspil af Luna Stensballe og Ida Madsen kom bolden ind over, hvor Ida Rosendal fik kæmpet sig igennem og scorede til 3-1.

Ida Rosendal har vist sig at være skarp foran mål i denne sæson af Ekstra Bladet Skolefodbold. Hun scorede nemlig alle tre mål i sejren på 3-0 mod Sct. Jørgens Skole.

Lidt efter fik Anne-Sofie Guldager udnyttet sine lange ben og løb fra alt og alle og scorede til 4-1.

Hun sagde efter kampen, at hun ikke havde styret benene - de havde løbet selv.

Gæsterne måtte tage bolden ud af nettet fem gange i kampen. Foto: Gert Smistrup
Gæsterne måtte tage bolden ud af nettet fem gange i kampen. Foto: Gert Smistrup

Se også: TV: Comeback og straffe

Sluttede med selvmål
Udeholdet var blevet lidt møre, og hjemmeholdets angreb bølgede frem.

Nanna Andersen fra hjemmeholdt jagtede en bold, og Sigrid fra udeholdet fulgte efter. Hun ville redde den til hjørne, men fik prikket den forbi Mille i målet. Selvmål og 5-1.

Hjemmeholdet var gode til at udnytte medvinden, men det drillede også nogle gange, hvor der virkelig kom drøn på på den flade kunststofbane. Der var fuldt drøn på kampen ud, men Baunehøjskolen vandt og går videre til næste runde efter sejren på 5-1.

Ida Rosendal og Ida Madsen var to glade prisvindere efter kampen. Foto: Gert Smistrup
Ida Rosendal og Ida Madsen var to glade prisvindere efter kampen. Foto: Gert Smistrup

Sarah Rasmussen fra udeholdet sagde efter kampen, at de var gode. Hun kender nogle af pigerne fra klubben. Hun sagde også, at Absalons Skole virkelig troede på det, da det blev 1-1. De troede faktisk på det helt hen, til det stod 3-1. Men så forsvandt håbet.

Sarah sagde, at hun selvfølgelig var ked af, at de ikke gik videre, men hun vil i hvert fald være med igen til næste år.

Ida Madsen og Ida Rosendal fra Baunehøjskolen var rigtig glade for, at de vandt, og at taktikken virkede. De var begge meget spændt på, hvor langt de kan nå i Ekstra Bladet Skolefodbold, nu hvor holdene bliver bedre og bedre.

Baunehøjskolen er nu klar til en af kredssemifinalerne i Sjælland Midt, hvor de skal møde vinderen af Fløng Skole og Taastrup Realskole.

KAMPFAKTA:

Resultat:
Baunehøjskolen - Absalons Skole, 5-1

Prisvindere:
Vindere af fidusbamserne:
Ida Madsen, Baunehøjskolen
Sarah Rasmussen, Absalons Skole

Vinderen af fairplay-håndklædet:
Ida Rosendal, Baunehøjskolen

Seneste Skolefodbold
Mest læste Skolefodbold
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere