'Turboen' er fit for fight efter skadeshelvede

Helt klar: Josefine Funch er klar til at give den gas i kvartfinalen

Josefine 'Turboen' Funch er kommet sig hundrede procent over sin skade og er klar til at tørne ud i kvartfinalen. (Foto: Henrik Schou)
Josefine 'Turboen' Funch er kommet sig hundrede procent over sin skade og er klar til at tørne ud i kvartfinalen. (Foto: Henrik Schou)

Mandag 11. april tager vi hul på den anden uge med kvartfinaler i Ekstra Bladet Skolefodbold i dette års udgave af turneringen.

Ugens første kvartfinale står mellem Skolen på Herredsåsen og Frederiksborg Byskole. Sidstnævnte har glæden af at have Josefine 'Turboen' Funch på holdet.

Se også: ZOOM: Skolen på Herredsåsen - Frederiksborg Byskole  

Kommet stærkere ud på den anden side
Det var dog ikke mange kampe hun fik spillet i efteråret. Det blev kun til to, fordi hun kæmpede med en skade, der holdt hende ude. Men nu er hun fit for fight igen, forsikrer hun over for Ekstra Bladet Skolefodbold.

- Jeg er helt klar. Jeg har været skadet gennem en længere periode, men det er jeg kommet helt over nu. Jeg har været igennem et forløb med en fysioterapeut, så nu er jeg helt på toppen.

Se også: TV: 'Turboen' med opvisning i soloshow  

- Jeg kunne ikke være mere glad. Det er noget jeg har været præget af længe og det har været et helvede at komme igennem. Det er fedt at være kommet over det, og jeg er kommet stærkere ud på den anden side.

Det er et stort plus i bogen for Byskolen, at Josefine er klar til kvartfinalen. Hun står nemlig noteret for hele 14 scoringer i sine bare to kampe.

Josefine i løb med bolden. (Foto: Henrik Schou)
Josefine i løb med bolden. (Foto: Henrik Schou)

Se også: Galleri: Frederiksborg Byskole - Lindehøjskolen  

Gode odds
Der er ingen tvivl om, at Frederiksborg Byskole har et stærkt hold. I efteråret kaldte vi dem 'leverandør til de danske U-landshold', fordi de har fire spillere inde omkring ungdomslandsholdene.

Men selv er Josefine og holdkammeraterne fortsat ydmyge omkring opgaven i verdens største skolefodboldturnering. Det har været udgangspunktet hele tiden.

- Det betyder meget for os, fordi vi er kommet så langt i Ekstra Bladet Skolefodbold. Efter den første kamp tænkte vi: "Okay, der er rigtig mange gode skoler, så nu gør vi bare det her for sjov." Men nu hvor vi er kommet så langt, er det begyndt at fylde ekstremt meget. Vi vil gerne vinde og komme så langt vi overhovedet kan, fortæller hun og fortsætter:

- Hvis vi spiller op til vores bedste og tager det seriøst, tror jeg vi har gode odds.

'Turboen' fejrer en scoring. (Foto: Henrik Schou)
'Turboen' fejrer en scoring. (Foto: Henrik Schou)

Se også: TV: Underholdning i storsejr
Se også: TV: Delt topscorer er målmand  

Læst op på modstanderen
Lige om lidt er det altså alvor, når det gælder kvartfinalen mod Skolen på Herredsåsen. Hos Frederiksborg Byskole har man benyttet sig af Ekstra Bladet Skolefodbolds grundige optaktsartikler til at læse lidt op på modstandern.

- Vores træner er simpelthen så god. Han læser meget op på det og fortæller videre til os. Vi ved ret meget om dem og har lagt en plan for, hvad vi skal gøre. Vi har læst om deres taktik og er opmærksomme på nogle profiler, vi skal lukke ned, hvis vi skal have et godt resultat.

Nu er der kun tilbage at glæde sig, inden kampen fløjtes i gang mandag klokken 11.00.

- Jeg glæder mig selvfølgelig rigtig meget, lyder det fra 'Turboen', som er fit for fight igen.

Seneste Skolefodbold
Mest læste Skolefodbold
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere